Eksemplarisk svanesang
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
2. Son Long, Mother Earth
3. Mars Simula
4. Self Destructor
5. Piistol Star (Gravity Heals)
6. VVurmhole
7. Peach
8. Test Test...Enough
9. Endlessly
10. Remember When
11. Ghost And Razor
12. Lost In Digital Woods
En enkelt koncert i Danmark er det blevet til – som opvarmning for Disturbed og Avenged Sevenfold i Royal Arena. Derudover er amerikanske Chevelle sandsynligvis en forholdsvist velbevaret hemmelighed herhjemme. Det selvom den amerikanske duo har udgivet musik siden 1999.
Især bandets anden udgivelse, ’Wonder What’s Next’ fra 2002 gav det alternative metalband et bredt publikum med hits som ’The Red’ og ’Send the Pain Below’. Siden da er det blevet til yderligere syv udgivelser, hvoraf seneste udkom i starten af marts i år. Samlet set en diskografi på ni plader, der mere eller mindre alle har et flot kvalitetsmæssigt niveau. ’Niratias’ er ingen undtagelse. Selvom bandet er skrumpet endnu mere ind siden sidste udgivelse, så holder brødrene Loeffler fast i solid og ørefængende sangskrivning uden at gå på kompromis med banders historik og kvalitet.
Nothing Is Real and This Is a Simulation
’Nirtias’ er spækket med velkomponerede riffs og stærke kompositioner. Pladens tre første numre er nærmest indbegrebet af bandet. Det smukke mix af Pete Loefflers følsomme men markante vokal, selvsammes rivende riffs og bror Sams elegante omgang med trommerne. Elementer, der på flot vis smelter sammen til 13 kompositioner, der er essensen af Chevelle. Det har resulteret i en plade, der lydmæssigt minder mest om ’Hats Off to the Bull’ fra 2011 og ’Sci-Fi Crimes’ fra 2009 – og alligevel er anderledes end bagkataloget.
Selvom der ikke eksperimenteres meget, har duoen alligevel succes med at afprøve enkelte nye elementer. I bedste Tool-stil er narrativet for ’Nirtias’ bundet sammen af en række interludes: Mellemspil der giver historien en flydende overgang. Hertil har Pete Loeffler overtaget bassen efter Dean Bernardini, hvilket har været med til at give pladen en bastant bund og tung lyd.
Endelig skal det ikke forklejnes, at det muligvis bliver den sidste Chevelle-plade – skal man tro på Pete Loeffler, der grundet problemer med skriveblokade, har varslet bandets stop skulle pladen ikke behage deres fanbase. Men lad os nu se. Hvis ’Nirtias’ er bevis på skriveblokade, så er Pete Loeffler sluppet ret let, og udgivelsens styrke taget i betragtning er det nok en tom trussel.
De uundgåelige sammenligninger
Generelt set er sammenligningen med Tool naturlig. Chevelle har gennem årene lidt af den lidt unfair sammenligning, men på ’Nirtias’ er det især svært ikke at trække tråde. Men det er ikke den amerikanske prog-rock-værktøjskasse alene – om end overvejende. Det er en spændende kombination af kvarten, lidt Smashing Pumpkins, lidt Muse og et hint Placebo.
Det er specielt Pete Loefflers vokalføring, der sender tankerne mod Matt Bellamy og Brian Molko, mens riff-sektionerne især skaber associationerne til Tool. Man skal kun to numre ind i pladen, før det føles lidt Tool-isk. Omkvædet og overgangen til verset på ’So Long, Mother Earth’ er nok smukt eksekveret og løfter på flot vis vokal-stykket og giver nummeret et monumentalt løft – men hold nu op, hvor det lyder som Tool. Altså dengang Tool var interessante. På samme vis skal man ikke lytte længe til ’Piistol Star (Gravity Heals)’ eller ’Peach’ før man hører inspirationen. Ja, man fristes til at sige, at Pete Loeffler også får lidt vokalmæssig inspiration på sidstnævnte.
Det skader ikke ’Nirtias’ som sådan, for man er aldrig i tvivl om, at man lytter til Chevelle og ikke Tool, Muse eller Placebo. Den amerikanske duo har sin helt egen individuelle lyd – en lyd der endnu engang fremføres og mestres til fulde. Til glæde for enhver der lytter til pladen.
’Mars Simula’ er med sin indlevende rytme og bastante riff i omkvædet skabt til en live-pit, ’Self Destructor’ er klassisk Chevelle med et svulstigt omkvæd og Petes vokalfraseringer vekslende mellem det velkendte aggressive og melankolske. ’Endlessly’ er en smuk ballade, hvis trommespil og brug af klokker uundgåeligt skaber associationer til Smashing Pumpkins. ’Ghost and Razor’ er en langsom, tung og fandens heavy skæring, der svømmer i patos og lyden af 90’erne – et lille udvalg af de mange gode elementer, der former ’Nirtias’.
Synger bandet på sidste og bedste vers?
Med et utroligt stærkt bagkatalog, kan det kun undre, at Chevelle ikke er blevet større uden for staterne. At vi ikke har set mere til bandet i Danmark. Skulle det vise sig, at ’Nirtias’ er bandets sidste udgivelse, er det en fandens god plade at lukke af med – måske endda bandets bedste? Alt andet lige vil det være en skam. De fortjener – på samme måde som deres danske fanbase – en headline-koncert her i landet på et mindre spillested, så vi virkelig kan opleve og nyde, hvor godt et band Chevelle er.