Legelysten konformitet
PopulærMuse skriver stadig formidable sange, men har glemt at udfordre lytteren tilstrækkeligt på deres nyeste udspil.
2. [Drill Sergeant]
3. Psycho
4. Mercy
5. Reapers
6. The Handler
7. [JFK]
8. Defector
9. Revolt
10. Aftermath
11. The Globalist
12. Drones
Engelske Muse har alle dage været rockband, som er meget svært at sætte i bås, fordi de udviser mod til at gå i alle retninger, både plade for plade og sang for sang. Således indledes ’Drones’ også med keyboard-klangflader af den slags, som gik af mode for omtrent et kvart århundrede siden, og med storladne trommer møntet på stadionkoncerter.
Muse tør det hele og kommer både forbi de langstrakte guitarpassager, der lige så godt kunne være at finde på et progressivt metalalbum, og kaster om sig med radiovenlige popmelodier i ’Revolt’ og ’Mercy’.
Samtidig findes der plads til, at Matthew Bellamy kan spille den onde metalspade, som han mestrer så grumt og kontrastfyldt til den altid silkebløde vokal. ’The Handler’ og ’Psycho’ er på engang voldsomme og teatralske perler, hvor håndbremsen slippes, og strengene slippes løs.
Men selvom Muse er et band uden for konventioner og med trang til at udforske et sangskrivningsunivers, er de blevet en anelse konforme på deres ældre dage, og man har efterhånden luret, hvilke veje de går. Hurtigt savner man de helt vilde ideer og de helt bindegale overraskelser – hvor modsætningsfyldt det end kan lyde, er det til at forudse, hvordan ’Drones’ fungerer. Tænk på bare mesterværket ’Knight of Cydonia’, hvor westerntema, Bee Gees-vokal og heavy metal går hånd i hånd.
Trods de gode sange, både oplagte hits og veloplagte rockhymner, og et stort tænkt koncept om drone-krig ender syvende album fra Muse med at være om ikke kedeligt så i hvert fald en smule for voksent og afslappet sammenlignet med tidligere tiders trang til at eksperimentere.
Videoen til ’Dead Inside’: