Roskilde Festival '15: Som at stå af i Roskilde

Populær
Roskilde Festival '15: Som at stå af i Roskilde

En togtur med Muse anno Roskilde Festival 2015 var som det gamle mundheld om at stå af i Roskilde. Tilføjet en halv times ventetid i regnvejr og efterfølgende TGV-ekspresfart mod langt mere eksotiske himmelstrøg.

Kunstner
Dato
02-07-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Muse virker som et sikkert kort. Muse virker som et band, Roskilde Festival har en forkærlighed for og vice versa. Muse virker som garant for storladne og velgennemførte stadionrock-koncerter, og endelig virker Muse som et af de få rockrelaterede hovednavne på dette års festival, som kan bygge bro mellem generationerne.

Torsdag aften, med solen smukt i ryggen og den historiske plads pænt fyldt, var den engelske trio dog mest af alt en pragtdemonstration i, hvordan man opbygger stemning og nådesløst slagter selvsamme for endelig at afslutte i den ekstase, som alle forventede og håbede på. I naturlig forlængelse af udgivelsen af bandets 2015-album ’Drones’ lagde englænderne ud med den halvkiksede/kitchede (alt efter smag og behag) ’[Drill Sergant]’ efterfulgt af førstesinglen ’Psycho’. En potent start, der blev tilføjet musikalsk viagra gennem pillerne ’Supermassive Black Hole´, ’The Handler’ og ’Plug-In Baby’. Musikalsk leveret til perfektion og i et lydmæssigt format, der latterliggjorde gårsdagens ’Happy’-go-lucky playbacksolist.

Muse har stadionformat og spillede ligeledes derefter. Pompøst og storladent og med en energi tilsvarende landets unge og smukke studenter. I aftenens format skrålede førnævnte lungerne ud på ’Hysteria’, imens Matthew Bellamy kastede sig rundt på scenen og krængede de bombastiske toner fra omtalte nummer ud over scenekanten. Teatralsk eller reel spilleglæde? Naturligvis en kombination, men de tre Teignmouth-drenge virkede oprigtigt interesserede i deres foretagende denne aften.

Det er fuldstændig madness

Desværre gror træerne ikke ind i himlen og slet ikke på Orange Scene. Den ulideligt irriterende og exceptionelt dårligste førstesingle i hele Muses bagkatalog, 'Madness', smadrede den stemning, trioen ellers havde opbygget. Forlænget af ’Apocalypse Please’ kunne englændernes ellers nok så onde forsøg på at blive foreviget som 007-soundtrack i form af ’Supremacy’ ikke løfte stemningen højt nok, i forhold til hvad der var krævet af den gedigne maveplasker, der var i vente med ’Mercy’.

Mens tiden tikkede ned, på såvel storskærmen som for publikums tålmodighed, formåede bandet at finde et vandhul i den ørkenvandring, trioen havde kastet sig ud i. ’Time Is Running Out’ gjorde sit for at genskabe balancen, men endte i en kedelig, uforløst jam-session, toppet af gigantiske balloner, der fuldstændigt malplaceret blev sendt ud blandt publikum på det mindst passende tidspunkt. Med vægten låst fast på et midtpunkt, der slet ikke var passende i relation til koncertens fremskredne tidspunkt, var det ren forløsning, da den elskværdige fælleshymne ’Starlight’ spredte dens let genkendelige omkvæd blandt drøvtyggerne på dyreskuepladsen. Fulgt op af den sprudlende og tunge ’Stockholm Syndrom’ (her ville ballonerne have været passende) nåede koncerten tilbage i ligevægt, til og med tippet i positiv favør.

Herefter kunne Bellamy og ensemble uden problemer opnå en kulmination med ’Uprising’ og naturligvis ’Knights of Cydonia’.

Muse var et sikkert kort. Muse formåede at samle publikum på tværs af generationer, men Muse var IKKE garant for et brag af en koncert. Teknisk set var alt godt. Alt stod stærkt, lyden var bombastisk, men samtidig fuldstændig ren, og de tre hovednavne på scenen spillede ubeskriveligt tight. Det store spørgsmål efter koncerten var derfor: ”Hvorfor spillede Muse de numre?” Med et bagkatalog spækket med eminente skæringer var det da virkelig nødvendigt med fem numre fra ’Drones’? Velvidende, at det er præmissen, når bands udgiver nyt materiale, er det et faktum, at ’Psycho’, ’Dead Inside’ og ikke mindst ’The Handler’ passede glimrende ind i konteksten, men ’Mercy’ og ’Reapers’ knap så godt. ’Plug-In Baby’ var retrospektivt en positiv overraskelse, men som eneste skæring fra ’Origin of Symmetry’, var der minimum fire andre skæringer fra den plade, der kunne have været federe live.

Således kan sætlisten pilles fra hinanden og analyseres i uendelighed uden opnåelse af overordnet konsensus. Konklusionen er, at Muse på ingen måde leverede en perfekt koncert, men i 2/3-dele af koncerten vinkede fordums store rockstjerner via Muse fra Orange Scene, når Muse viste, hvordan det gigantiske orange ikon bør bestiges og behandles.