Roskilde Festival '15: Torsdag

Roskilde Festival '15: Torsdag

Roskildes andendag bød ikke på meget af det tunge først på dagen, men det blev bedre, som aftenen skred frem. De helt store oplevelser udeblev dog for Devilutions anmeldere.

Dato
02-07-2015
Koncertarrangør
Forfatter

Første punkt på Devilutions program var Every Time I Die med deres sydstatsinspirerede hardcore, der spillede ved 13-tiden. Da var undertegnede så småt på vej ud mod Roskilde (onsdagen var skrottet pga. ligegyldigt program), men Devilutions anmelder var moderat tilfreds med en energisk koncert, som led under dårlig lyd.

Postmodernismens dyder og laster

Første punkt på programmet for undertegnede var Foxygen med deres meget postmoderne take på psykedelisk solskinspop. Sangene bestod mest af alt af passager, der vel isoleret set var ok, men som ikke hang sammen i nogen særlig struktur. Da min mor var barn, var der sådan nogle lp’er, der hed ’For de unge på 40’, ’For de unge på 50’ og så videre. De var fyldt med 20-30 sekunders melodistumper fra tidens hotteste hits, og det var lidt samme oplevelse, man havde her – ingen struktur, ingen indre sammenhæng, ikke noget som helst, og på den måde illustrerede det vel meget godt tidens på én gang fragmenterede og retrofetichistiske musikscenes dyder og – især – laster. Heldigvis var Foxygen ikke så Devilutionrelevante, så de skulle ikke anmeldes, og man kunne med god samvittighed og en pæn portion indre væmmelse skride efter 10-15 minutter.

Hvor skred man så hen? Ikke til Mastodon, der spillede på Arena, hvor de ellers lagde festivalen ned i 2005 i sin tid og virkede som en mulig fremtid for metallen. Siden har de virket noget mere slidte og kedsommelige, både live og på plade, ironisk nok i takt med, at de er blevet større og større. At dømme efter vores anmelders beretning var det den rigtige beslutning af tage, for Mastodons koncert var præget af massive lydproblemer og en sløv præstation. Det er dejligt at kunne klappe sig selv på skulderen for sin fremsynethed. Det, jeg hørte mod slutningen, var ikke imponerende.

Den mellemliggende tid blev brugt på det lille telt Gloria, hvor Lust for Youth spillede. Det, der oprindeligt startede som et soloprojekt for svenske Hannes Nordvidde, er udvidet med danske Loke Rahbek (Vår o.m.a.) og Malthe Fischer (Oh No Ono). Ganske som Foxygen – og temmelig mange andre bands – er Lust for Youth båret af den pureste retromani. Her er det blot 80’ernes synthpop, man forsøger at emulere. Det er en lyst efter New Orders ungdom, snarere end efter egen ungdom, selvom der er drejet mere postpunk ind i mikset. Det var en underholdende pastiche, Lust for Youth leverede, men på en eller anden måde kunne man godt ønske sig lidt mere end bare pastiche. Forhåbentlig kommer det med tiden og noget mere hitpotentiale.

At udfylde rammerne

Men nu skal jeg heller ikke komme for godt i gang med brok over mangel på originalitet. Næste punkt på programmet var doom metal-bandet Pallbearer, som jeg synes er et af de mest friske takes på genren i de senere år. Og doom metal handler jo netop om den totale mangel på fornyelse – her er succeskriteriet sangskrivningen og den personlige udfyldelse af de rammer, som for længst er udstukket af genrens founding fathers. Pallbearer lever op til begge kriterier på deres to album, men overbeviste – blandt andet på grund af tvivlsom lyd, denne tilbagevendende roskildesyge – ikke helt så meget om deres værd som liveband.

Som nævnt i Devilutions Roskilde-optakt var torsdagsprogrammet ikke ligefrem overfyldt med hård rock og heavy metal. Så må man jo brede lidt ud og se Muse. Det vil sige: Det måtte vores anmelder, som kvitterede med tre lunkne firkanter ud af fem. Han kan endda lide dem, og det er mere, end jeg kan sige om mit forhold til bandet, så jeg fortrak i retning af godt selskab og kølige øl, inden det var tid til enkvindebandet Pharmakon, der leverede en nådesløst støjende noisekoncert fyldt med smadret feedback og skrig og hyl og en kunstner, der var helt oppe i publikums fjæs, ude på de forreste rækker og skubbe til folk og vikle dem ind i ledninger, ligesom en metalplade fik læsterlige klø. For så vidt også old hat i noise- og industrialgenrerne, men selvom også denne koncert var en – ekstrem – udfyldning af en ramme, var der i hvert fald ikke noget behagesygt eller ufarligt over Pharmakon. Og det er egentlig meget velgørende på en festival, hvor det farligste de sidste mange år har været badesøen med dens bakterieindhold og de mange pensionister, der opfører sig som vanvidsparcellister, til legendekoncerterne på festivalens sidste dag.


Læs vores anmeldelser af torsdagens koncerter her:

Every Time I Die
Mastodon
Pallbearer
Muse