Roskilde Festival '15: Mastodonten faldt til jorden

Populær
Roskilde Festival '15: Mastodonten faldt til jorden

En historisk ringe lyd væltede et uoplagt band, da Mastodon indtog Arena torsdag aften på Roskilde. 

Kunstner
Dato
02-07-2015
Trackliste
1. Tread Lightly
2. Once More 'Round the Sun
3. Blasteroid
4. Oblivion
5. The Motherload
6. Chimes at Midnight
7. High Road
8. Aqua Dementia
9. Ol'e Nessie
10. Halloween
11. Bladecatcher
12. Black Tongue
13. Ember City
14. Megalodon
15. Crystal Skull
16. The Czar
17. Blood and Thunder
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

"Skru op!!!", "Der er ingen guitarer overhovedet!", "Kaptajnen har intet styr over skibet!", "Jeg er chokeret!", "Jeg elsker Mastodon, men jeg har aldrig før set dem sådan!", "Står Brent og pisser?!"

Et udpluk af mange kommentarer, som skreg i luften på Roskilde torsdag aften under Mastodons koncert. Der blev skrevet festival-historie. Af den særdeles negative slags. Aldrig før er et band blevet maltrakteret så effektivt, som det var tilfældet for de højtagtede amerikanere, da de lagde vejen forbi Arena.

Lyden. Hvad skete der helt præcist? I starten var der nærmest ingen lyd. Lige pludselig var der kun bas og trommer. Til sidst klarede det næsten op, men lyden fortsatte med at forsvinde i små epileptiske splitsekunder til vi nåede enden på det visne samleje. 

Mangt og meget er sagt om Mastodon, og det meste er sandt. De er fantastiske. Alene på grund af deres sangskrivning. En evne, som aldrig kan tages for givet i en så formbaseret genre som metal, hvor hovedparten af bands bevæger sig i de samme gennemtærkskede formularer. Mere stiløvelse fremfor innovation. Med masser af ivrige og livlige bands til følge, men med det resultat, at få bands i virkeligheden står tidens tand uden for en given sub-genre. Den frygt er der ikke med Mastodon. De røg allerede i musikkens hall of fame med deres andet album, mesterværket 'Leviathan'. Det blev efterfulgt af endnu ét, indtil alt eksploderede i en storslået astralsk rumrejse på 'Crack the Skye'. 

Siden er fulgt to knap så eventyrlige albums. Højdepunkter er der dog stadig masser af, og kvaliteten er uomtvistelig. Men på en måde er Mastodon, som årene er gået, efterhånden blevet en mindre spændende udgave af sig selv. En aldrende mammut af det fineste metal, der plejede at løbe sin føde ned og stange det i stykker, men nu kun orker at gå efter det lette bytte. 

Dyret mangler hvile

På scenen var det fra start tydeligt , at den ene guitarist/sanger, Brent Hinds, var ret træt af det hele. Lyden var der heller ikke, og han var åbenlyst mindst lige så irriteret, som de fleste andre i det velbesøgte Arena. Gentagende gange gik han ud i siden og - formodentlig - gav en eller anden en skideballe. Forståeligt, hvis lydproblemerne i det hele taget har pusten fra bandet. For sådan virkede det. Med undtagelse af overmennesket Brann Dailor bag gryderne, som tilmed sang helt og aledes fremragende, var det småt med både engagement og indlevelse fra de andre tre. I midten havde kaptajnen Troy Sanders fint styr på bassen, mens han lod skibet slingre og ikke rigtig gad mikrofonen. I den anden side stod Bill Kelliher. Og mere skete der vist ikke.

En sætliste med størst vægt på sidste års jævne "Once More 'Round the Sun' gjorde heller ikke noget for at løfte showet, altså det man kunne høre, som rundt regnet var Mastodons femtende på dansk jord. De elsker Danmark. Og vi elsker også dem. Så meget, at bryggeriet Mikkeller tidligere på ugen sendte en speciel Mastodon øl kaldet 'Motherpuncher' på gaden. Med smag af passionsfrugt. Netop passionen synes at halte lidt i bandet, der burde overveje en pause. Tag et bræk fra landevejene og finde ind i sig selv. Derinde, hvor kreativitetens ild brænder stærkest. 

For selvom lyden var skrækkelig, og at det har haft en indvirkning på bandet, så var det alligevel som om, at selv ikke en perfekt lyd havde løftet koncerten meget højere. Der var noget sløret, mat og ugideligt over gruppen allerede da de kom ind. Især Brent Hinds, som tilmed - på en af sine givet vis mest doomede dage - så snittet til at svinge kødøksen og tømme lageret bag den ene forstærker omtrent halvvejs i sættet. Jo, den skulle være god nok. Den mand er utrolig.

Dem, der udvandrede før tid, gik dog heldigvis glip af noget. For til sidst løftede lyden sig,  og vi fik især den skizofrene fræser 'Megalodon', almægtige 'The Czar' og hvalbåds-hittet 'Blood and Thunder' nogenlunde overbevisende serveret. Men så var det slut. En uforløst affære med lidt sprøjt til sidst, der kun takket være Branns altid sublime indsats, ikke ender på én bitter firkant. Af det varmeste hjerte på gensyn i 2017!