Mere metal end metal

Youth

Punk, EBM og industrial – Youth Code og King Yosef har succes med at kombinere og komprimere det hele til 30 minutters drivende ubehag.

Titel
A Skeleton Key In The Doors Of Depression
Dato
09-03-2021
Trackliste
1. Claw / Crawl
2. Burner
3. Looking Down
4. Head Underwater
5. The World Stage
6. A Mother's Love
7. Deathsafe
8. Finally Docked
Karakter
4

Den amerikanske EBM/Industrial-duo Youth Code kan noget helt specielt: Allerede på deres selvbetitlede debut-album fra 2013 havde bandet succes med at indkapsle en rå, punket lyd fyldt med hardcore-noter og levere den i et solidt mix af hårdtpumpende beats og industrial samples. En lyd af vanvid der kun blev mere markant på ’Commitment To Complications’ fra 2013. En plade hvor den industrielle atmosfære fik endnu mere plads.

Glædeligt er det, at Youth Code med 'A Skeleton Key In The Doors Of Depression' holder fast i den udvikling, ikke mindst båret af et eminent samarbejde med producer, sanger og kunstner King Yosef; En kombination af kunstnere, der løfter Youth Codes univers og giver afveksling.

Pladen er én lang tour de force i kontrolleret kaos, beats der skal flå øregangene tilbage, og vokalføring som skabt til det sort-grå miljø. Det er en velkendt lyd og følelse af metal uden på noget tidspunkt at være i nærheden af at være decideret metal.

Det i sig selv er en af Youth Codes største forcer. Bandet henvender sig bredt til alle, der kan lide et mørkt univers, hvor racisme, sexisme, homo- og transfobi samt tilsvarende højaktuelle teamatikker bliver leveret med en lægtehammer og attitude, som få nutidige metalbands kan gøre det. Don’t fuck with Youth Code, Youth Code will fuck with you.

Under den paraply byder 'A Skeleton Key In The Doors Of Depression' på et hav af udtryk. Ubehaget driver fra start på det tordnende åbningsnummer 'Claw / Crawl', mens den efterfølgende banger, ’Burner’, byder på et særdeles mindeværdigt omkvæd båret af en sublim synthflade og Sara Taylors raspende vokal. 'Looking Down' indledes og bæres af et ditto ørehængende tidlig 2000-industrial-pop-beat, mens Matt Pike gæster på 'Head Underwater' og leverer en solid omgang fræsende guitarpendant til den buldrende maskinfabrik. Tempoet er højt, kreativiteten og aggressiviteten tilsvarende, og man er som lytter blæst bagover i den lille halve time, pladen spiller.



Om end 'The World Stage' på forunderligvis lykkes med at lyde som alt det bedste fra 90’erne, har Youth Code og King Yosef generelt succes med at forene den tydelige inspiration med et nutidigt univers. De to afsluttende numre er perler i rækken af sublime skæringer. Især 'Deathsafe', der for alvor tager alt hvad der er godt ved den tunge, drevne industrial og tilføjer et programmeret 2021-udtryk, der trykker på alle de rigtige knapper.

Pladen er skrevet, produceret og udgivet af bandet og King Yosef selv, hvilket er et bevis på, at en minimalisme kan skabe grandeur. Skal man endelig sætte en finger på 'A Skeleton Key In The Doors Of Depression’, er det dog netop hjemmeproduktionen og specielt trommerne, der fra tid til anden fremstår en kende for producerede. Det bliver en smule repetitivt samt anonymt, og det kunstneriske valg står ikke helt højde med resultatet.

Det sagt, er ’A Skeleton Key In The Doors of Depression’ en sublim udgivelse, der behandler vores rådne samtid under en blåglødende skærebrænder. Præcist hvad vi fortjener og har brug for.