Årsliste 2021 – Hanna Ella Sandvik
Det bedste ved at blive ældre er at man, seriøst begynder at bekymre sig mindre om, hvad andre tænker. Så hvis du får røde knopper af at høre musik fra TikTok omtalt positivt eller at finde et hiphop-album på årets internationale liste, så læs ikke videre.
Årets danske album:
1. VOLA: ‘Witness’ – Jeg har ærligt aldrig hørt VOLA før, men da mit eget lille ekko-kammer på Facebook tabte hovedet over ’Witness’ tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte høre med. Det har jeg ikke fortrudt. International kaliber melodiskrivning, interessante vokalbehandlinger, masser af kædesavs-djent guitar og et lille skud The Midnight 80’er-synth.
2. Kollapse: ’Sult’ – Der er masser af smadder på Kollapses album Sult. Jeg så bandet første gang på Ilter i Odense i år, og siden da har jeg været fast lytter. Det musiske bagtæppe er dystert, men med et strejf af melodi. Vokalen er vrede, angst .. alle de følelser, der ikke udløser et eneste mikrogram serotonin i din hjerne. Det perfekte soundtrack til corona-nedlukket vintermørke.
" style="color: #333333; font-family: Helvetica, sans-serif; font-size: 10pt;">
3. Nordsind: ’Lys’ – Hvis du havde fortalt mig ved årets start, at jeg skulle nyde et instrumentalt post-black metal album med danske titler i starten af året, så havde jeg nok spurgt dig, om der mon var endnu en corona-bølge derude i fremtiden i 2021. For ellers tror jeg ikke, at ’Lys’ havde ramt min eksistentielle bæven så hårdt, som det gjorde. Albummets atmosfæriske og dronende natur gjorde det bare lettere at trække vejret helt ned i maven i år.
" style="color: #333333; font-family: Helvetica, sans-serif; font-size: 10pt;">
4. Møl: ’Diorama’ – Der er et eller andet ved Møl, der bare gør at man kommer tilbage. Deres album irriterer mig for det første, fordi vokalen er i så skærende kontrast til lydbilledet, og for det andet så hader jeg bands, der synger på dansk. Men alligevel er der et eller andet ved Møl, der altså alligevel fungerer for mig. Jeg behøver bare at høre guitar-starten på ’Fraktur’, og så er jeg som en flue på en limpind.
5. PRISMA: ’Inside Out’ – Som jeg ellers var på vej hjem fra Carpark Festival, blev jeg overtalt til at blive for at se PRISMA afslutte festivalen. Det blev en oplevelse, der krævede dybere bekendtskab med bandet. EPen ’Inside Out’ er både simpel og storladen, både folksy og synthrock. Jeg fortsætter med at lytte i 2022.
" style="color: #333333; font-family: Helvetica, sans-serif; font-size: 10pt;">
Årets internationale album:
1. Turnstile: ‘Glow On’ – Det mest over-hypede album i 2021 skal selvfølgelig øverst på listen. Har du ligesom mig et anstrengt forhold til ting, der er populære? Så læg det lige til side. For ’Glow On’ er vitterligt alt, hvad hypen siger. Det er udfordrende, men også intenst ”lytbart”. Jeg falder momentært ind i et koma af ekstremt velvære, når ’Mystery’ starter, og jeg starter for det meste hele lortet forfra igen når ’Lonely Desires’ stille bobler ud. Jeg får både lyst til at slås og danse samtidigt! Min krop skriger efter at få lov til at slås og danse igen snart!
2. Teenage Wrist: ’Earth Is A Black Hole’ – Den har muligvis sneget sig under din radar – for hvad skal vi med shoegazed pop-punk fra Epitaph? Vi skal have det lidt bedre. Det virker som om, at det var hele meningen med ’Earth Is A Black Hole’, selvom titlen kunne antyde noget andet. Teksterne er desuden teenage-angst re-branded for millenials, der er fanget i 30’erne: ”Pathetic as it sounds/I’m still chasing a feeling, a feeling that I’ve never found/It’s a new emotion”.
3. Blanket: ‘Modern Escapism’ – Min mest ærlige anmeldelse ville nok være: Deftones sådan som vi ville ønske de i virkeligheden lød. Det er i hvert fald nedstemt og atmosfærisk på en måde, som man kender. Vokalen er, ligesom den er på Møl-udgivelserne, nærmest sandwichet mellem bølger af lyd. Jeg kunne seriøst lytte til det i timevis (og muligvis ikke opdage det).
4. Lil Nas X: ‘Montero’ – Udenfor metalverdenen var ’Montero’ nok det mest hypede album i 2021. Du har måske hørt et par af sangene på den første del af pladen som ’Montero (Call Me By Your Name)’ eller ’Industry Baby’, men det er på anden del af albummet, at Nas eller ”Montero” virkelig lader os se lidt mere end memes og flotte danseopvisninger. Særligt numrene ’Lost In The Citadel’, ’Void’ og ’Sun Goes Down’ viser et væsentligt andet billede. Sidstnævnte får mig til at græde hver eneste gang, den kommer på: ”These gay thoughts would always haunt me/I prayed God would take it from me/It's hard for you when you're fightin'/And nobody knows it when you're silent”. Det er sjældent, at et Billboard top-whatever taler åbent om selvmordstanker og homoseksualitet.
5. ERRA: ’ERRA’ – Det er sjældent, at det tager bands 12 år at finde deres endelige pokemon-udvikling, men det lader til, at det er hvad der er sket for ERRA. Det selvtitlede album fortjener af samme årsag også navnet, i den forstand, at det føles som om, at varebetegnelsen endelig passede. Jeg har virkelig nydt det her album.
Årets danske hit:
Daze of June: ‘Son’ – Jeg må indrømme, at selvom ’Tainted Blood’ ikke nåede på Top 5’eren, så har den plade alligevel fundet sin vej ind på min Spotify flere gange. Især ’Son’ er et smukt komponeret, storladent ’core nummer. Linjen ”from you I inherit a heavy heart’ har sat sig fast som en meget relaterbar beskrivelse af mænds relationer til deres sønner. Samtidigt er sangen catchy. Hvilket jo nok i virkeligheden er parameteren, der gør den til et hit. Nogen gange skal hårde historier leveres med et godt, melodisk omkvæd.
Årets internationale hit:
Olivia Rodrigio: ‘Driver’s License’ – Fra Disney-stjerne, en tur igennem TikTok-maskinen til det mest be-lyttede album på Spotify i 2021. Om du er til black metal eller punk, så håber jeg, at du stadig kan anderkende talent udenfor vores egne foretrukne slagmarker. Et sådant talent er Olivia Rodrigio. Jeg ved, at ”de unge” lytter til nogen særdeles mærkelige ting. Men hvis jeg var forælder med teenagere i 2021, og mit barn lyttede til Olivia Rodrigo ville jeg alligevel tænke, at jeg ikke havde gjort alting helt galt.
Årets genfundne klassiker:
Beastie Boys: ‘The Mix-Up’ – I emailen, der gik ud til musikpressen i 2007 skrev Beastie Boys om albummet ”OK, here's our blurb about our new album — it spits hot fire! — hot shit! it's official... it's named THE MIX-UP. g'wan. all instrumental record. "see i knew they were gonna do that!" that's a quote from you. check the track listing and cover below. you love us. don't you?". Hold kæft jeg har hørt det album meget i år. Jazzy, soulet og funky. En overset lille guldklump!
&list=PL9r9Avw4GyGBNoMV9YDquDgKumR6Qu6tr">
&list=PL9r9Avw4GyGBNoMV9YDquDgKumR6Qu6tr
Årets koncerter:
1. Eyes: Ilter Festival, Teater Momentum, Odense, 06-08-2021 – Efter nedlukning volume to, åbnede scenerne endelig i en alt, alt for kort periode. Ilter Festival fik grønt lys til stående koncerter blot få dage inden festivalen løb af stablen. Første aften blev lukket af Eyes, og det var første gang siden starten af 2020 jeg så et moshpit igen. Fuld smadder.
2. Hieraki: Ilter Festival, Teater Momentum, Odense, 07-08-2021 – Sjovt nok var mange af året koncerter fra den weekend i Odense, hvor vi endelig kom på græs igen. Hieraki er nok et af de bands jeg vil følge rundt i landet i fremtiden. Sprængladt med energi.
3. Reveal Party: Orange Days, Dyrskuepladsen, Roskilde, 05-07-2021 – Apropro græs, så fik vi en lille forsmag til Roskilde Festivals koncept ’Orange Days’ på festivalpladsen, der var de allerførste stående koncerter i år. Forsanger Emily er fantastisk nærværende, men også reserveret og det giver et fantastisk samspil.
4. Nexø: Ilter Festival, Teater Momentum, Odense, 06-08-2021 – Skal jeg være ærlig havde jeg det lidt pres over at se Nexøs forbandede klistermærker over hele byen, og deres image var ligesom lidt for gennemtænkt til at være ”ægte punk”. Men venner, sandheden er, at intet er ægte punk, men Nexø er ægte. Hypen holdt.
5. Brimheim: Orange Days, Dyrskuepladsen, Roskilde, 05-07-2021 – Jeg kendte ikke Brimheim inden koncerten, men jeg er nu inkarneret fan, der håber på en fuldlængde udgivelse i 2022.
Årets danske navn:
VOLA – Det lyder fandme ikke som om, det er lavet i Danmark. Kæmpe præstation. Godt arbejde.
Årets internationale navn:
Turnstile – Der er ikke noget at rafle om. Turnstile satte nye grænser for, hvad hardcore kan, og især hvor meget hype et hardcoreband faktisk kan høste.
Årets nye danske navn:
Omsorg – Nul-nullerne er tilbage og dermed også post-hardcoren (håber jeg virkelig). Omsorg har allerede booket spændende shows på baggrund af i alt tre udgivne sange. Jeg glæder mig virkelig meget til, at der kommer mere.
Årets nye internationale navn:
Der er ikke nogen, der har taget opvarmningsbands med forbi et stykke tid, så jeg er stadig på udkig.
Årets comeback:
Chewie – Tidligere kendt som ’Chewing On Tinfoil’ har ikke udgivet en skid siden 2016 og er alligevel blevet booket af Manchester Punk Festival og som opvarmning for Jeff Rosenstocks UK tour i 2022. Det er også helt i orden, for ’Marrowbone Lane’ fra 2013 er ”all killer, no filler” som Sum41 siger.
Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Frightened Rabbit: ‘The Work’ – Hvis vi har mødt hinanden, har du nok også hørt mig snakke om Frightened Rabbit, der nok efterhånden har bevæget sig imod førstepladsen på min ”Best Bands Ever”-liste. Det sørgelige ved historien er dog, at vi mistede Scott Huchison den 9. maj 2018 til selvmord. Det har været et kæmpe tab for bandet, især for trommeslager Grant Huchison, der også mistede sin bror. Én af måderne de har bearbejdet sorgen på, er ved at samle Scotts originale tegninger og tekster i en bog de har valgt at kalde ’The Work’ efter sangen af samme titel.
Det overså jeg i 2020:
Hvor billigt livet var uden koncerter og restauranter.
Årets optur:
Vi kan moshe igen!
Årets største skuffelse:
Det varede ikke så længe.
Største ønske for 2022:
SLÅSKAMP.
Det glæder jeg mig mest til i 2022:
Manchester Punk Festival – hvis Boris og Mette giver os lov.