På kanten til fremtiden
Daze of June har sandsynligvis udgivet et af årets bedste danske metalcore udgivelser – og det er et kæmpe problem.
Four Knives
Hypnos
Son
Nyx
Refuse the Light
Hiroshima
Black-Eyed
Birth of Memories
Som mange andre genrers ophav er metalcoren funderet i et oprør. En lyst til at tænke anderledes og rykke ved de forankrede spilleregler, der definerede slut-90’erne. Omend genren har rødder helt til tilbage 80’erne, hvor hardcoren, hardcore-punken og crossover thrashen såede de første frø, var det bands som Converge, Integrity og Hatebreed, der endelig satte ord på genren.
Metalcorens popularitet fik et signifikant skub, da bands som Killswitch Engage, Unearth og As I Lay Dying i start/midt-00’erne fastcementerede deres navne og gav genren et egentlig udtryk. Et udtryk rodfæstet i en fusion af ekstrem metal og hardcore punk – en rå lyd, en rebelsk attitude, højintensive sceneshows og fandenivoldsk tilgang til det at være musiker.
I dag er metalcoren splittet i et hav af grene – popularitetens pris, om man vil. Det er på én gang blevet mere brutalt og mere melodisk. Pengene taler naturligvis for det mere melodiske, det bredere publikum og den gyldne mellemvej. Det er en balancegang og en ond cirkel. Vi har set genrer dø, oplevet metalcoren opstå som respons på, hvad genren nu selv er blevet. Vi står på kanten til en ny revolution.
Dansk succes afspejlet i et udenlandsk knæfald
I Danmark har metalcoren de sidste år haft en positiv fremgang. Vi ser flere bands opstå, flere der vil mere og har kompetencerne til det. Det har været en positiv udvikling. Daze of June er et levende bevis på netop det. Bandet er utroligt kompetente og ’Tainted Blood’ en tilsvarende succesfuld anden udgivelse. En velkomponeret plade, gennemsyret af rød tråd og lyst til at give publikum en god oplevelse.
Bagsiden af medaljen er ligefor. Som det meste andet danske musik, spejles udviklingen i udlandet. Alle vil gerne have succes med deres musik, og det er alt andet lige nemmere at få et publikum, hvis man satser bredt og gør lyden tilgængelig for alle.
Det er den melodiske tendens, der udbredt præger udenlandsk metalcore, der primært definerer genren herhjemme. Det er den fuldstændigt gennempolerede produktion. Det er det ene band efter det andet, der spiller den samme melodi. Som ukritisk hopper på tidens trend og inkluderer et element af strygere eller synth-flader – og naturligvis har en gæstevokal eller to, der kan hjælpe med at promovere pladen. Det er så vanvittigt forudsigeligt, søgt og uinteressant en tilgang – det stik modsatte af genrens udgangspunkt.
Dansk metalcore er defineret af en manglende lyst til at udvikle lyden, manglende selvstændig tænkning og foragt for alt det, der i sin tid definerede genren.
’Tainted Blood’ er alt det – og har succes med at være det. Det er et flot produkt, langt bedre end mange af de udenlandske plader, vi oplever indenfor samme felt. Det er en udgivelse, der er parat til det udenlandske marked, parat til at hive opmærksomhed fra de brede masser. De der lige kan være med på de tunge breakdowns, fordi Benjamin Julian Ganzhorn har en fantastisk vokal. Ren fløde til øregangene – og ellers er der en nydelig og velbalanceret synthflade, parat til at holde lytteren i hånden, hvis det går lidt for hårdt for sig.
Et farligt sammenligningsgrundlag
Daze of Junes anden plade er et nyt zenit for dansk metalcore: Det er en plade, der sandsynligvis vil sætte retning for mange af de blomstrende bands, der fylder øvelokalerne ude i det danske land. Det er en plade, der fortjener stor ros, for det den er. Men den bør også skabe stof til eftertanke. Forhåbentligt giver det endda lyst til at udfordre den tankegang, der er grundlaget for ’Tainted Blood’: den danske produktions-skabelon, der bliver benyttet gang på gang. Automatiseringen der i sidste ende kun gavner ganske få mennesker, men skader alle grene af genren.
Hvis det her ender med at være fremtiden, hvis dansk metalcore fortsætter med at være en sen kopi af strømninger i udlandet, finpudset til et salgbart produkt, så har vi givet køb på alt, hvad metalcoren stod for. Det er en falliterklæring for dansk metalcore under opsejling. Skabt af den håndfuld af interessenter, der nu engang definerer og påvirker den danske scene. Pladeselskabet, den producer, de anmeldere (undertegnede inkluderet) og naturligvis grundstenene: de danske bands.
Det er på tide vi højner forventningerne – på tide, at vi sætter større krav og fravælger de sikre valg. Ellers er Danmark ikke andet end late followers, der først ser afgrunden, når godstoget for længst er kørt ud over den. Vi er på vej. Det er kun et spørgsmål om tid. Kun et spørgsmål om hvor hårdt genren rammer jorden, når det først går ned. Det ligger i musikhistoriens dna og den grunddynamik, der styrer en genres livscyklus.
Indtil da kan vi passende lukke øjnene for den barske sandhed, nyde den lytteoplevelse ’Tainted Blood’ er og varme os ved, at Danmark alligevel er for lille, til at kunne påvirke noget som helst. Hvorfor så prøve?