Årsliste 2021 – Adriana Zak

Pandemiens tomrum er fyldt med dualitet; mens menneskeheden har overgået sig selv i stupiditet, har mange kunstnere overgået sig selv i genialitet.

Panik er blevet hverdag, ligeså er en blødende musikindustri. Og til trods for, at det har sat en stopper for utrolig mange initiativer, har det ligeledes gjort plads til mange nye. Angst og pres kan føre til kreative og innovative ideer og måder at gribe tingene an på.

Under et mørkt forår har både det danske spillested Alice og den hollandske festival Roadburn tænkt i imponerende baner, der har ført til endnu mere imponerende resultater. Nedlukningen har resulteret i endnu et mesterværk fra belgiske Emptiness, mens både Demon Head og Slægt har høstet succesen af deres hårde og dedikerede arbejde og blevet signet på internationale labels. Stort tillykke!

Alt i alt; ja, verden er stadig træls, men højdepunkter har alligevel ikke været en mangelvare.

Årets danske udgivelser:

1. Of the Wand and the Moon: ‘Your Love Can't Hold This Wreath of Sorrow’ – Nostalgi, romantik og fortvivlelse pakket ind i et cinematisk og lettere poppet neofolkunivers, ja tak! Kim Larsens seneste udspil er velsammensat, gennemarbejdet og med meget på hjertet. En nyklassiker i den gode ende af dansk musik.



2. Demon Head: ‘Viscera’ – Det behøver ikke at være nogen hemmelighed, at det næppe er alle fans af den dæmoniske rockgruppe, der har taget godt imod deres nye lyd og udtryk. Synd for dem. ‘Viscera’ er et af den slags album, der bliver bedre og bedre for hver gennemlytning, og som man ikke kan høre nok gange. Lad jer blive forført af dette melankolske sort hul!



3. Broder: ‘Det højes smed’ – Og apropos stilskift, er Broder endnu en succeshistorie; mere smadder og mere kaos. Et stensikkert “det er mandag morgen og verden burde brænde”-soundtrack.



4. Gabestok: ‘Én gang rådden, altid rådden’ – Den lettere festlige auditive stemning, duoen har kastet sig ud i kontra tidligere udgivelser, er dejlig kontrær de kulsorte lyriske guldkorn, hvilket giver deres univers endnu mere kant. Anbefalelsesværdig til dårlige morgener op til weekender.



5. Offermose: ‘Jordens Åbne Sår’ – Er det snyd at sætte en udgivelse på årslisten, der reelt set kun indeholder to nye sange? Muligvis, men ikke desto mindre velfortjent grundet den tårnhøje kunstneriske standard enmandsprojektet gang på gang beviser.



Årets internationale udgivelser:

1. Emptiness: ‘Vide’ – Hvis Twin Peaks var blevet lavet i 2021 ville dette mystiske, sensuelle, dystre og elegante album være det helt perfekte soundtrack. Skabt under første lockdown af pandemien, blev Emptiness’ tredje mesterværk til på taget af et højhus i Bruxelles og indfanger den absurde, passive og depressive tilstand, verden har været i de sidste par år til perfektion. Alligevel begrænser pladen sig ikke kun til denne nye verdenssituation, den bevæger sig ud over denne dimension og når astronomiske højder. Emptiness er et enestående band, der for altid vil være et forførende mysterie.



2. Darkthrone: ‘Eternal Hails......’ – På med læderjakken og de seje solbriller, hæld godt med røget whisky i lommelærken og afsted på Harley’en. Hil Darkthrone, hil Darkthrone for evigt!



3. Perturbator: ‘Lustful Sacraments’ – James Kent har haft et godt år, ikke mindst med denne skelsættende udgivelse, som har nogle interessante og velovervejede genresammenblandinger. Hvis denne tilgang til musikken fortsætter, bliver Perturbator et enormt spændende projekt at følge med i i fremtiden.



4. Vampyric Tyrant: ‘Das Schwert der Sterne’ – Råt undergrundssortmetal, der har et godt øje til dungeon synth og medieval black metal, er altid et hit. Lad os håbe, at der er flere ep’er på vej i det nye år.



5. Fuoco Fatuo: ‘Obsidian Katabasis’ – En meditativ oplevelse. Findes der noget mere afslappende og glædesgivende end lyden af dommedag?



Årets danske hit:

Of the Wand and the Moon: ‘Nothing for Me Here’ – Forførende hæs stemme, tamburin-beat og sexet trut til at slutte af på. En ren ørehænger!



Årets internationale hit:

Emptiness: ‘Vide, incomplet’ – Årtiets bedste sang, intet mindre.



Årets genfundne klassiker:

Type O Negative: ‘Bloody Kisses’ – Kender I det, at man bliver ved med at støde på en person, der minder en om Peter Steele? Jeg har helt ufrivilligt haft Type O Negative på hjernen det meste af året, og særligt sangen ‘Summer Breeze’ har været dominerende i sommermånederne.



Årets koncerter:

1. Mew: Rust, Købenahvn, 01-09-2021 – Hvad i alverden laver Mew i en årsliste på Devilution? Tja, den havde jeg heller ikke set komme, men ikke desto mindre må jeg være ærlig og indrømme, at dette var årets absolut bedste liveoplevelse. I forbindelse med ‘And The Glass Handed Kites’ 15-års-jubilæum opførte bandet for første gang nogensinde albummet live fra ende til anden, hvilket jeg naturligvis ikke måtte gå glip af – for hvem vil ikke gerne genopleve sine teenageår, og så oven i købet under Rusts intime rammer? Det var magisk, sublimt og enormt følelsesladet. Gudskelov for Kleenex.

2. Demon Head, Slægt, Shaam Larein: Pumpehuset, København, 06+07-08-2021 – Fra aldrig at have set et af sine yndlings danske bands til at se dem live to dage i streg er helt ok. Og endnu bedre bliver det, når de er akkompagneret af to andre fremragende bands. Dejlig weekend fyldt med søde mennesker, gode grin, interessante snakke, et overophedet kamera og alt for mange øl.

3. Narcosatanicos: Loppen, Købenahvn, 09-07-2021 – Under årets Copenhagen Jazz Festival fik Loppen den geniale idé at lave en koncertrække under banneret ‘Ond Jazz’. Det er allerede godt alene ud fra navnet, ikke? Narcosatanicos var naturligvis på programmet og fik leveret en glødhed omgang dødstrut extraordinaire.

4. Nifelheim: Plan B, Malmø, 11-12-2021 – Pandemien har gjort os til kedelige koncertgængere. I hvert fald i Danmark, for svenskerne kan i den grad godt finde ud af moshpits, knytnæver og fordrukken kropslig kontakt. Og hvem er bedre til at lede kaosset end Nifelheim? Ak, hvor har det været savnet at blive mast af fremmede mennesker, frygte for ens kameras velbefindende og vågne op dagen efter med alt for mange blå mærker i hele kroppen.

5. Kill-Town Death Fest: Pumpehuset, København, 04-09-2021 – Aaaaaah, en normal festival! Til trods for, at jeg kun nåede sidstedagen af årets dødsbrag, var det kærkomment at mærke en ægte festivalstemning igen. I skæret af stearinlys og en tætpakket sal var særligt Fuoco Fatuo, Krypts og The Funeral Orchestra seje og gjorde indtryk.

Årets danske navn:

Of the Wand and the Moon – Af indlysende årsager.

Årets internationale navn:

Roadburn Redux – Hvis der virkelig er noget, der har rykket ved den internationale musikscene, må det siges at være den hollandske festival Roadburn. I stedet for at aflyse ligesom alle andre, gjorde man coronasituationens begrænsninger til sine fordele, nytænkte hele festivalkonceptet og lancerede en ekstraordinær musikoplevelse, der fortjener sin plads i musikhistoriske bøger. Applaus!

Årets nye danske navn:

Son of Seth – Den danske musikscene har brug for mere dødsindustrial, frelsen er her.

Årets nye internationale navn:

Ruin of Romantics – Hvor ofte er det lige, at en kunstner udgiver to fremragende plader i løbet af et år med to vidt forskellige projekter? Foruden Perturbator har franske James Kent i år også brilleret med dette darkwave-band, som snarest muligt meget gerne må spille i Danmark (att.: landets bookere).



Årets comeback:

Covid-19 – Blev vi lige lovlig optimistiske, da vi i foråret og sommeren troede, at verden grundet vaccinationer kunne vende tilbage til et almindeligt kulturliv? Hah, nej! Lad os håbe, at coronavirus ikke kommer til at have et så omfattende og forskelligartet bagkatalog som Darkthrone.

Årets fysiske udgivelse:

Solbrud: ‘Levende i Brønshøj Vandtårn’ – Nogle gange må man gerne være stolt af sig selv, og det er jeg i den grad over at være involveret i dette enorme projekt, som har været to år undervejs. At se ens fotografarbejde trykt på et albumcover og et fotobooklet er ganske givende, og ikke mindst når man på sidstnævnte deler sider med billeder taget af en fotograf, man ser op til og respekterer.



Det overså jeg i 2020:

Ominous Resurrection: ‘Judgement’ – Hvorfor er det her band ikke mere kendt? Hvorfor er jeg ikke stødt på dem noget før? Livets mysterier er mange, og dette album burde have været på min forrige årsliste.



Årets optur:

At være med til at lave Alice Archives, som var et enormt opløftende og givende projekt for alle involverede parter og ikke mindst de mange musikelskere, der fik leveret en noget anderledes livemusikoplevelse ind i stuen midt under en deprimerende og dødkedelig verdenssituation. Det københavnske spillested har med denne innovative idé – i hvert fald set med danske briller – endnu engang bevist, hvorfor det er et af landets mest interessante spillesteder.



Årets største skuffelse:

Livet generelt.

Største ønske for 2022:

At kulturlivet får den respekt, støtte og anerkendelse, det fortjener.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:

Intet, det er farligt i disse tider. Hvis jeg absolut skal vælge, må det være den nye Robert Eggers-film 'The Northman'.