Ordentlighed på gravens rand

Of the Wand and the Moons Kim Larsen er først og fremmest optaget af at gøre tingene ordentligt, mens han forsøger at skabe den musik, der har fulgt ham siden barndommen.

Jeg har sat Kim Larsen, Of the Wand and the Moons bagmand, i stævne på det gamle Frederiksbergværtshus Gravens Rand. Det føles som et passende sted at høre nærmere om ’Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow’. Gaffas Finn P. Madsen skrev trods alt i sin anmeldelse, at ”Med efterårets komme, tusmørket der sænker sig og løvfaldet, der banker på, ankommer Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow som det perfekte soundtrack til årstiden, mørkt og dystopisk”. Der er gået ti år siden forgængeren, ’The Lone Descent’, og det første, jeg spørger om, da Kim Larsen er kommet ind ad døren, har sat sig og fået en øl, er også det mest oplagte: Hvorfor er der gået så lang tid? Det viser sig, at svaret med et godt gammelt 70’er-ord er, at hele processen har været samspilsramt.



- For det første er jeg mit eget pladeselskab. Der er ikke andre, der står klar med penge, når jeg skal indspille, dem skal jeg selv lægge. Og det er mit projekt, så der er ikke så mange til at deles om de udgifter. Men efter ’The Lone Descent’ ramte jeg også et sort hul, hvor jeg gik og havde det dårligt i nogle år. Oveni har det i perioder været svært at få samlet bandet – nogle har fået børn, nogle har rejst meget, så kom corona, så var det umuligt at få kompensation, fordi jeg ikke havde spillet så meget live året før, fordi jeg havde indspillet, og så var det svært at samle folk på grund af corona. Og sådan kunne jeg blive ved, sukker Larsen, der virker lettet over, at albummet endelig er ude.

Skal udvikle sig
Det er ellers ikke, fordi du bare har dovnet den hjemme i hængekøjen. Der er kommet et opsamlingsalbum med single- og compilationnumre, et genindspilningsalbum og så en masse udgivelser med sideprojekter?

- Sideprojekterne giver plads til ting der ikke passer ind i Of the Wand and the Moon. De to af dem, Vril Jäger og White Camber, er mere eksperimenterende og industrielle, mens Les Chasseurs de la Nuit har plads til nogle numre i sådan en 90’er-neofolk-stil, som jeg stadig skriver og kan lide, men som jeg ikke synes passer ind i Of the Wand and the Moon længere. Det er ikke, fordi jeg har noget imod neofolk, det er den genre, jeg kommer fra, men Of the Wand and the Moon skal udvikle sig fra gang til gang, ellers kan det være lige meget, fortæller Larsen.

Nu var alt ellers lige parat til, at du kunne indtage neofolktronen. De fleste større bands i genren er stoppet eller har bevæget sig væk fra genren, og Of the Wand er vel det største aktive band i genren, hvis ikke man tæller Current 93 med, og så gider du ikke engang at sætte dig på den trone? Og i stedet bevæger du dig længere væk fra neofolken?

- Haha! Ja, altså .. jeg kan jo stadigvæk godt lide genren, jeg skriver stadig den slags numre, men det er også en genre med nogle indbyggede begrænsninger.

Fra natur til storby
Det virker som en mere urban og storbyagtig lyd, sammenlignet med de tidlige plader, der lød meget af natur og soundscapes. Det er sjovt – mens vikingebølgen og en tilbage til naturen-bølge er over os, i tv, bøger, musik, så bevæger du dig i den modsatte retning. Sig mig engang: Har du overhovedet tænkt din retning igennem kommercielt?

- Ha, nej. Det handler om, at jeg er kunstnerisk tilfreds, ikke om alt muligt andet.



Tilfreds er Larsen tydeligvis med det nye album, ligesom han er tilfreds med produktionen på pladen. Tidligere er han gået i studiet, denne gang er det hele indspillet i medproducer, mixer og altmuligmand Mikkel Elzers hjemmestudie. Han beretter om en arbejdsproces, hvor der er blevet produceret nærmest helt frem til deadline i jagten på at få så god en lyd som muligt; en arbejdsproces, som måske har været hård i slutfasen, men også givende. Larsen er fuld af lovord om Elzers indsats, ligesom han er det om trompetist og flygelhornspiller Bo Rande (Choir of Young Believers, Blue Foundation m.fl.). Han optrådte også på ’The Lone Descent’, men er ifølge Larsen en af de afgørende forskelle på det nye album og forgængeren:

- Jeg synes, at Bo spiller som en drøm, og jeg har hele tiden gerne villet have mere af ham med. De sessioner, vi havde med ham, var nogle af de bedste, og både Mikkel og jeg var ved at tabe næse og mund. Trommerne har også ændret sig. På den forrige var trommerne mere perkussive, og denne gang minder de mere om ”rigtige” rocktrommer. Baslyden har vi arbejdet meget med. Jeg tror, at Tim (Ellegaard, red.) havde fat i tre forskellige basser for at finde den helt rigtige lyd. Det endte med, at vi brugte hans egen efter at have haft de andre i spil, men nogle gange er man nødt til at afprøve forskellige muligheder, før man er helt sikker på, hvordan det skal lyde. Det er en del af arbejdsprocessen, og vi har afprøvet mange forskellige muligheder i det hele taget.

Forfulgt af barndommens musik
- Jeg er blevet virkelig glad for baslyden. Den baslyd har forfulgt mig, siden jeg var barn. Min far havde en single med Serge Gainsbourg og Jane Birkin, ’Je t’aime … b/w Jane B.’, som jeg hørte igen og igen, og vi har forsøgt at ramme den lyd og sådan en Beatles-baslyd, som også har siddet der siden dengang.

Der er sådan nogle barndomsminder, der rumsterer, og som jeg tror har været med til at forme min lyd. Jeg kan huske, at jeg så filmen ’Walker’ (instr. Alex Cox, 1987, red.) med soundtrack af Joe Strummer. Jeg holdt kassettebåndoptageren op mod tv’ets højttaler og optog nogle passager – især en, som hedder ’Brooding Six’ – som jeg hørte igen og igen. ’Brooding Six’ har sådan en klokkespilsfigur, som minder meget om ’Break the Black Ice’ på ’The World That Summer’ med Death in June, som kom året før, og Death in June er et band, der har betydet meget for mig. Det er et mærkeligt sammentræf … Jeg tror også, trompeten er noget, jeg har samlet op fra Fuzzys tema til (70’er-tv-serien, red.) ’En by i provinsen’. Det tema har en melankolsk grundklang, som jeg holder meget af.

Er alt det her med at spille musik bare én lang gennemspilning af barndomstraumer?

- Hov hov, du! Det er gode, lykkelige barndomsminder, det her! Det er dem, jeg prøver at genskabe.



60'er-lyd og filmmusik
Du nævner ’Walker’ og Gainsbourg, der også skrev en del soundtracks. Og helt generelt synes jeg, den her plade er mere filmisk end tidligere. Er det noget, du er gået bevidst efter?

- Ja, på en måde. Vi har sørget for, at numrene glider over i hinanden uden pauser imellem, så man får en konstant stemning. Og så har vi arbejdet meget med mellemspil, hvor fx ’Williamsburg Bridge’ egentlig er en intro til ’Nothing For Me Here’. Det betød også, at vi har indspillet flere numre, end der kom med på pladen. For hvis numrene skulle bindes sammen, ville albummet dels blive meget langt – og vi ville have en enkelt lp og ikke en dobbelt denne gang – dels ville det give endnu mere ekstraarbejde. Planen er på et eller andet tidspunkt at lave en extended edition af albummet med de ekstra numre, hvor vi forsøger at binde numrene endnu mere sammen, fortæller Larsen om fremtidsplanerne.

Hvis jeg nu var din manager, så ville jeg sige, at du skulle gemme de overskydende numre og indspille et par stykker flere og så kalde det et album og udgive det om et år eller to …

- Nej, det kan jeg altså ikke. De numre hører til de her sessioner. Måske ville det give bedre mening rent salgsmæssigt, men det ville være helt forkert kunstnerisk, affejer Larsen, der tydeligvis ikke har tænkt sig at bide på mine gode forslag til profitmaksimering.

Har du overvejet at skrive egentlig filmmusik?

- Det kunne jeg egentlig godt tænke mig. Eller bare at få noget af musikken med i film. ’A Cancer Called Love’ endte på soundtracket til en rumænsk film. Da jeg fik mailen, blev jeg lidt nervøs – jeg har brugt nogle ord fra dialogen til Wim Wenders’ ’Paris, Texas’ til teksten, og blev nervøs for, om det var en eller anden snedig måde at få mig til at gå i en copyrightfælde på. Men det viste sig, at den kvindelige hovedrolleindehaver havde delt sangen med den mandlige hovedrolle, og at han så havde forlangt at få den på soundtracket. Jeg endte med at spille på en filmfestival i Rumænien, hvor den blev vist. En fyr stak mig en seddel under det nummer – det viste sig at være hovedrolleindehaveren, som bad om, at jeg spillede sangen en gang til. På filmfestivalen var Natassia Kinski en af æresgæsterne – og det var nogle af hendes linjer fra ’Paris, Texas’, jeg havde brugt til sangen. Det var et af de der perfekte og helt usandsynlige sammentræf, der nogle gange sker.


Er dette det samme cover?

- Udover det filmiske er jeg også gået efter en 60’er-fornemmelse. Coverets layout har jeg modelleret efter Lee Hazlewoods ’The Very Special World Of’. Og jeg vidste også, at jeg ville have et essay på bagsiden, ligesom mange plader havde dengang. Jeg gik i gang med at skrive det, men jeg kunne hurtigt se, at jeg ville ende med at bruge urimeligt lang tid på det, og da jeg sætter stor pris på Martin Halls bøger, og vi har fælles venner, var det oplagt at spørge ham, og hans tekst endte så på bagsiden. Bagefter endte han så med at lægge vokal på 'Nothing For Me Here'. Jeg har gjort meget ud af coveret denne gang, fortæller Larsen og begynder at udpege detaljerne på cd-versionen, som han har med (lp-udgaven er som så mange andre lp’er forsinket):

- Vi har fået trykt fotos på indersiden af lommerne i digipacken og faktisk også i den lomme, cd’en ligger i. Jeg var på ferie og fandt de her bygninger, som var faldet sammen og var helt overgroede, og efterfølgende fik jeg Anders Nydam (Offermose, Den sorte død) med ned for at fotografere. De peger også på noget mere urbant og forfaldent. Og min positur på coveret er hugget fra den rumænske og meget sortsynede digterfilosof E.M. Cioran.


E.M. Cioran viser Kim Larsen, hvordan man poserer med stil.

At gøre det ordentligt
Det lyder som et dyrt cd-tryk?

- Det er måske også lidt dyrere, men Of the Wand and the Moon er noget, jeg laver 100 % for min egen skyld. Der er alligevel så meget arbejde og så relativt få penge i det, at det slet ikke vil give mening at gå på kompromis med noget. Det SKAL være i orden, både cover og musik, slutter Larsen.

Coveret og albummets fysiske fremtræden er helt tydeligt noget, der ligger Larsen meget på sinde, mærker man under samtalen. Man mærker også, at det er vigtigt for ham, at man kan læse teksterne, at kreditere de medvirkende musikere ordentligt, og at man kan se, hvilke instrumenter der er brugt:

- Når man streamer, så får man kun coveret på sådan et lille frimærke. Og der står ikke en skid om, hvem der er med, der er ingen tekster, der er ikke noget som helst. Det virker så fattigt. Det er fandeme vigtigt for mig, at det ser godt ud, at folk er krediteret, at albummet virker som et album, at det fysiske produkt har en værdi. Ellers kan det være ligemeget. Hvorfor så overhovedet lave det? Det er selvfølgelig rart med tilgængeligheden via streaming, men ellers …

Efter interviewet bliver vi hængende lidt og taler om fritidsbeskæftigelser. Larsen fortæller at han er begyndt at cykle meget, efter han er flyttet til Nordvest:

- Det er virkelig fedt. Jeg cykler lange ture, op til Vangede, vestpå, sydpå. Jeg har fundet ud af, at man kan cykle en ny rute hver eneste gang, man behøver aldrig at følge samme rute.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er det, Larsens kunstneriske praksis går ud på: på en gang at gennemspille velkendte temaer og alligevel prøve noget nyt hver gang.