Årsliste 2021 – Cecilie Roos

Endnu et år lakker mod enden, men hvad betyder det i længden, når de alle sammen ligner hinanden? Her følger i ingen speciel rækkefølge, hvad der har gjort 2020 II til at leve med.

Årets danske album:
1. Iotunn: ‘Access All Worlds’ — Episk, imponerende og med potentiale til at nå et intergalaktisk publikum. Den har været på repeat siden udgivelsen, og selvom deres koncert med Arcturus er udskudt på ubestemt tid, så er de ventetiden værd.



2. LLNN: ‘Unmaker’ — Fra bunden af et dybt hul lyder der et desperat skrig. Om det er dødsangst, utæmmet vrede eller noget helt tredje, afhænger af ørerne, der hører. Musikken smyger sig om vokalen som vådt denim og trækker dig med ned i dyndet. Køb den til, en du synes er for glad, og gå vores undergang i møde med dem under armen.



3. Of The Wand And The Moon: 'Your Love Can't Hold This Wreath of Sorrow' — OFWATM har altid holdt standarden for sjæleknusende sørgmodighed højt. Som få formår de at give mig akutte anfald af feels, og 'Your Love Can't Hold This Wreath of Sorrow' er ingen undtagelse. Mulmet tæt om taget står, og sneen går i dynger, vinteren har fået sit eget soundtrack.



4. St. Digue: 'Everything Hits At Once' — Med intravenøs synthesizer males der flimrende billeder som låner fra både industrial og David Bowie. En næsten sjofelt distanceret vokal er tourguide igennem et ustabilt indre univers og smager af statisk elektricitet og en fascination af senfirser-æstetik. Det perfekte soundtrack at miste forstanden lidt til.

5. Solbrud: 'Levende i Brønshøj Vandtårn' — “Man skulle nok have været der”, er den gamle undskyldning for ikke at uddybe omstændighederne ved en beretning. Det var jeg så ikke, desværre, men lukker man øjnene, er det ikke svært at forestille sig den oplevelse, det må have været at opleve Solbrud under perfekte akustiske forhold. 



Årets internationale album:
1. Negură Bunget: 'Zău' — Det er set før, at at ånden siver ud af bands efter mange udskiftninger i besætningen. Så da det eneste tilbageværende medlem af Negura Bunget afgik ved døden blot tre år efter, at hele lineuppet blev udskiftet, ville det være nærliggende at forvente, at projektet fulgte ophavsmanden i graven. I stedet fuldførte de hans værk og udgav en medrivende eulogi.



2. Godspeed You! Black Emperor: 'G_d’s Pee AT STATE’S END!' — Det var kærlighed ved første blik, da jeg først stiftede bekendtskab med GY!BE. Den kærlighed blev sat på prøve, da jeg forsøgte at videreformidle oplevelsen, der er deres seneste album. Proppet til randen med alt det, der smager godt ved dem, og med en visuel guide til deres musik, er der nok at se på og lytte til, indtil de begaver os med nyt materiale igen.

&t=1s"> &t=1s

3. Cannibal Corpse: 'Violence Unimagined' — Det kan forekomme lidt søgt at have dødsmetallens grand old angry men stående på en top fem. Men det er i den grad fortjent,og ser jeg tilbage, havde deres 15. studiealbum snildt kunnet få en sort firkant til. Den kører stadig i rotation og understreger, at bare fordi man har et par år på bagen, betyder det ikke, at man er blevet gumpetung.



4. We Butter The Bread With Butter: 'Das Album' — Det skal ikke hedde sig, at jeg, hverken som anmelder eller metalfan, lader mig begrænse af noget så trivielt som genrer. Jeg sætter pris på modet til at gå sine egne vegne, og det må man sige, at WBTBWB gør. Duoens kreativitet når nye højder på et album, der som få har evnen til at få mig til at smile.



5. Ruin of Romantics: 'Velvet Dawn' — Opdaget på falderebet og en af de plader, der kommer til at gøre en trist vinter lidt mindre trist. Skønheden er blændende i al sin tragedie, og har man bare et strejf af romantik i sin sjæl, vil melankolien smage en.



Årets danske hit:
LLNN: ‘Imperial’ —  Ca. fem minutters rendyrket ubehag, et monster af et åbningsnummer, LLNN er her ikke for at hygge om dig. De er her for at ruske dig, så øjnene ruller rundt i hovedet på dig, og vokalen alene er et glimrende argument for råben som terapeutisk værktøj.



Årets internationale hit:
Cannibal Corpse: 'Condemnation Contagion' —  Et monster af et nummer, der cementerede min kærlighed til alt Cannibal Corpse. Med en snert af moderne thrash sætter de sig tungt på tronen og hugger alle argumenter om gamle mænd på nye plader midt over.



Årets genfundne klassiker:
Opeth: ‘Blackwater Park’ —  I anledning af 20-årsjubilæet for Opeths mesterværk satte jeg mig for at pille den fra hinanden og identificere, hvorfor den stadig står som en strålende juvel i den tunge krone på svenskernes kollektive pander. Risikoen for at miste interessen for den var til stede, men jeg kom ud på den anden side med en dybere kærlighed til den bedste melodiske dødsmetalplade de sidste to dekader.



Årets koncerter:
1. Iotunn: Beta, København, 18-09-2021 — For første gang nogensinde optrådte genfødte Iotunn for et publikum. Havde der været bedre plads på Beta, havde der også været flere til stede til uropførelsen af ‘Access All Worlds’. Magien indfandt sig, og der var ingen tvivl om engagementet på begge sider af scenekanten.



2. Eyes: Beta, København, 17-09-2021 — EYES kom, så og sejrede. Beta var slet, slet ikke stort nok — men koncerten havde ikke været den samme i et større lokale. For en stund omdannede hardcoreensemblet Københavns bedste spillested til én stor fest, og sveden haglede af de løsslupne gæster, der gav tilbage, hvad de fik.



3. MØL: Amager Bio, 18-09-2021 — MØL lukkede og slukkede en weekend med særdeles velmodtaget livemusik. Det gjorde de, så jeg for en stund glemte at høre efter, så jeg kunne udtale mig om det efterfølgende. Indlevelsen var total, og den uskrevne pagt mellem lytter og musiker blev holdt i hævd med en imponerende opvisning.

  ½"> ½

4. Solbrud: Amager Bio, 17-09-2021 — Solbrud mig her, Solbrud mig der, Solbrud mig i Amager Bio. Det er et af de bands der skal opleves for at få det fulde udbytte af deres frostklare black metal. En medrivende koncert, der for en stund overskyggede pandemier og isolation og mindede os om, at fællesskabet er intakt.

&t=8s

5. Xenoblight: RF21, 27-06-21 — Det er ikke mere end et halvt år siden, men det kunne lige så godt have været forrige år, at jeg for første gang i et årti tog på “Roskilde” for at høre metal. Xenoblight fik skarp konkurrence af de to øvrige bands på plakaten, men det indstuderede og rutinerede må vige for umiddelbarheden og begejstringen, og mindet varmer stadig i vintermørket.

Årets danske navn:
Of The Wand And The Moon — Det er et band, der gang på gang tager mig ved min kolde hånd og leder mig igennem sjælens krybekælder. Den introspekte tragedie er komplet, og jeg lægger en krans ved monumentet over mit sidste serotonin.

Årets internationale navn:
Negură Bunget — Det kræver sit band at fuldbyrde en død mands vision, når den pågældende mand har taget den med sig i graven. Ikke desto mindre er Negură Bunget lykkedes med at udgive et album, der på fornem vis lukker og slukker. Det bliver et af de album, man stykker et tålbart soundtrack til dommedag sammen med, skønheden og vildskaben fletter fingre, mens alting styrter i grus omkring os.



Årets nye danske navn:
Iotunn — Som en fugl Føniks genopstod Iotunn tidligere på året. De er ikke frisk fra trykken, de har, som så mange andre kombinationer af musikere, en historie. Men med deres nuværende line up og komplette make-over har de sikret sig en plads på manges læber, og så er de tekniske detaljer mindre vigtige.

 

Årets nye internationale navn:
Moanhand — Rusland er en uudtømmelig kilde af musik til dem, der er træt af eurocentrisme. Sidste år dukkede Mora Prokaza op på et par årslister og slog bunden ud af os, i år overtager Moanhand titlen som årets russer.



Årets comeback:
Negură Bunget — Nok er bandet lagt i graven med Negru, men som et kald fra hinsides fik de efterladte alligevel færdiggjort gruppens trilogi, så alle kan hvile i fred. Spørg mig om konceptet, og du læner dig op ad en totimers Power Point-præsentation.



Årets fysiske udgivelse/bog/film:
'The Witcher', sæson 2 — Kim Bodnia er med. Og Henry Cavill er så stor en nørd, at han næsten mistede rollen som Superman, fordi han skulle raide. Jeg er ikke imponeret af hverken røvhage eller læderbukserøv, men sidemissioner er som regel omvejen værd. Og så er Jaskier den bedste, værste ven man kunne forestille sig, at en mavesur, magisk mand skulle leve med.

Det overså jeg i 2020:
Meningen med det hele. Og Alkymist.



Årets optur:
Vi fik lov til at komme på græs, til koncert, hinanden lidt ved.

Årets største skuffelse:
2021.

Største ønske for 2022:
At der bliver gjort op med bøvetheden og det bagstræberiske. Tag nogle chancer, bryd med traditionerne. Og at det snart bliver forstået, at FEMALE FRONTED IKKE ER EN GENRE!

Det glæder jeg mig mest til i 2022:
“Det glæder jeg mig mest til i 2021: Måske en enkelt koncert? Måske to? Om ikke så meget andet, så bare de to jeg har billet til.” —Cecilie, 2020