Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Opeth – Blackwater Park

Populær
Updated
Opeth-–-Blackwater-Park

Opeths ’Blackwater Park’ fylder 20 år, så vi har kigget nærmere på en plade, der på mange punkter signalerede begyndelsen på enden for det Opeth, hvis melodiske dødsmetal i forvejen adskilte sig væsentligt fra den slags, vore blå-gule naboer ellers specialiserede sig i.

Kunstner
Titel
Blackwater Park
Trackliste
1. The Leper Affinity
2. Bleak
3. Harvest
4. The Drapery Falls
5. Dirge For November
6. Funeral Portrait
7. Patterns In The Ivy
8. Blackwater Park
Forfatter
Karakter
666

Fra det øjeblik Mikael Åkerfeldt tog roret, har det været med en anden indgangsvinkel til dødsmetallen, end de fleste af Opeths samtidige kolleger. Inspirationen fra både prog, folk, jazz og meget andet var tydelig fra start, og er den dag i dag stadig et af kendetegnene for Opeths farvestrålende lydtapet. Den dødsproggede debut ’Orchid’ er på mange måder et varsel om deres senere albums, omend langt mere rå og upoleret. ’Morningrise’ var en mørk skive, som lænede sig op ad både sin forgænger og efterfølgeren, konceptalbummet ’My Arms, Your Hearse’, der varslede begyndelsen på, hvad nogen vil kalde Opeths gyldne alder, der sluttede med 'Ghost Reveries'. ’Still Life’ drog inspiration fra blandt andre ABBA, og lige i smørhullet ligger så ’Blackwater Park’.

Begyndelsen på en æra
I 2001 var de stadig væsentligt mere metal end prog og høstede anerkendelse for ’Blackwater Park’ stort set over hele brættet, med enkelte undtagelser. Deres melodiske og mangefacetterede udgivelse blev sammenlignet med Tiamats ’Wildhoney’ og kaldt en metalfusion af Pink Floyd og The Beatles. AllMusic kaldte den Opeths svendestykke, mens andre igen mente, den var langtrukken, ja, ligefrem kedelig. Det er dog langt fra et ord, jeg vil bruge om et album, der tåler og fortjener genlytning på genlytning. Da ’Blackwater Park’ udkom, var jeg ung og vred. Men jeg blev gammel og sur, og Opeth udviklede sig i en retning, der dengang ikke faldt i min smag. Jeg var ikke klar til at sige farvel til det metalliske Opeth, men heldigvis indhentede mine ører Åkerfeldt og co., og jeg har med tiden lært at sætte pris på de ting, som foregik efter ’Ghost Reveries’.

Men man kan fundere over, om ikke det første spadestik til deres videre færd blev taget ved undfangelsen af ’Blackwater Park’. Albummets tilblivelse varslede nye vinde, og som en anden femte Beatle blev Steven Wilson fra Porcupine Tree en tilbagevendende karakter i Opeths univers. Ikke blot lagde han backing vokaler og diverse instrumenter til, æren tilfaldt ham også at producere, mixe og dreje på samtlige af de knapper, der har gjort ’Blackwater Park’ til et landemærke i Opeths historie. Vi kan diskutere herfra og til næste udgivelse, om Wilson påvirkede Åkerfeldt eller vice versa, men hans tilstedeværelse i studiet gjorde Opeth godt.

Sveriges svar på Eros Ramazotti
For fra første akkord bliver slået til de sidste toner klinger ud, er der ingen tvivl om, at der fra alles side er lagt en formidabel indsats for dagen. Wilsons input og evner bag mixerpulten sammenført med Åkerfeldts talent for musik hev Opeth op i et andet luftlag, hvor hver en detalje stod knivskarpt – uden at give køb på personlighed. Tag for eksempel første nummer, ’The Leper Affinity’, hvor du, hvis du lytter godt efter, kan høre noget, der oser af dårlig stemning og mest af alt lyder som Imperiets Tie Fighters fra Star Wars-universet. Samme nummer byder på en af Åkerfeldts bedst leverede linjer: ”Such a tragic sight you are”. Den bliver serveret så giftigt og brutalt, at jeg den dag i dag stadig krummer en lille smule tæer på vegne af den, der inspirerede så besk en besked.

Lige netop Åkerfeldts growl er en af hjørnestenene i, hvad der gør ’Blackwater Park’ langtidsholdbar. På daværende tidspunkt huserede han stadig som frontmand i et andet og HELT anderledes dødsmetal-ensemble, og der er ikke to sekunders tvivl om, at Bloodbath overlappede ind i Opeth. For eksempel på ’Bleak’, som med sine afmålte riffs, anslag leveret med militær præcision og et afgrundsdybt brøl, minder os om, at vi stadig har med dødsmetal at gøre. Men disse ting står i skærende kontrast til de højtflyvende harmonier, der udgør modstykket. De næsten overnaturligt intuitive overgange fra koncentreret aggression til lange, komplekse soli, akustiske elementer og så Åkerfeldts fløjsbløde rene vokal har for længst sat standarden for, hvilken jeg måler alle andre bands efter.

Hvert nummer byder på strømlinede skift fra en stemning til en anden, og der er ligeledes tænkt over hvilken effekt, det har på den overordnede dynamik, at numrene veksler i udtryk. Den følelsesladede ’Harvest’ er det tætteste man kommer på en sjæler fra et svensk dødsmetalband, men den er alligevel anderledes emotionel med blid stemmeføring, akustisk guitar og trommer, som næsten kan kaldes asketiske. Alligevel folder det sig ud som papirklip og har en frisk og klar lyd, der giver plads til alle de detaljer, der stadig overrasker 20 år senere.



Fra den ene yderlighed til den anden
Men pendulet svinger også tilbage og det til et nummer, jeg evig og altid fremhæver som eksempel på, hvorfor ’Blackwater Park’ var vind i sejlene på en genre, der kæmpede for at finde fodfæste i et nyt årtusind. ’The Drapery Falls’ er en dramatisk men stringent røvfuld, som ikke spilder et sekund. Der bliver ikke holdt igen på de knap 11 minutter. Det er en masterclass i, hvordan man får et langt nummer til at føles alt for kort. Bratte opbremsninger holder dine ører beskæftiget, og med en næsten uhyggelig præcision skifter stemningen fra ubehagelig til drømmende, til truende – og tilbage til drømmende. Den melankoli, der altid har luret i baggrunden på Opeths musik, kommer til sin fulde ret på ’Dirge For November’, som med sine langsomme, akustiske passager cementerer, at Opeth ikke bare er et dødsmetalband. De kan meget mere end det. Det er et nummer, der bruger metallen som afveksling fra det blide og det bløde, som de senere hen lod bryde ud i lys lue på ’Damnation’.

Det svenske tungsind bliver dog afløst af en af pladens allerstærkeste kompositioner: den ulideligt velskrevne ’Funeral Portrait’, der med sine næsten opløftende akkorder sætter en stor fed streg under Åkerfeldts kompetente growl. Der sker så meget i musikken, at jeg ikke ved, om jeg skal fremhæve guitarernes tostemmige harmonier, detaljerigdommen i selve musikken eller Martin Lopez' næsten jazzede trommespil. Nummeret i sig selv er en glimrende repræsentant for albummet som helhed. For det bærer i sig, på samme måde som pladen det optræder på, både det Opeth som var, men også det Opeth som blev. Om ’Patterns in the Ivy’ har noget at gøre på ’Blackwater Park’ kan diskuteres. Som gane-renser ligger det instrumentale og akustiske nummer alt, alt for sent i forhold til den effekt, det kunne have haft på helheden, men musikalsk har det bestemt sin berettigelse – omend det nok var kommet mere til sin ret, hvis de havde gemt det til pladen ’Damnation’ fra 2003.

Rosinen i pølseenden er titelnummeret ’Blackwater Park’, der er pladens længste nummer. Som en dæmonisk parkbetjent leder Åkerfeldt os ud i en kompleks dødedans godt hjulpet på vej af et band, der spiller som havde de alt at tabe. Lange, snørklede passager med de klassisk glidende overgange skaber en stemning, man snildt kunne falde lidt hen til, så længe man er forberedt på at roen kun har sænket sig midlertidigt. Bass-strengene vibrerer, så jeg kan mærke det i tænderne, guitarerne duellerer til døden med højtflyvende og næsten arrogant overlegne soli, og dobbeltpedalerne lægger det fundament, hvorpå et monument over Opeth bør rejses.

Solen går aldrig ned over Blackwater Park
’Blackwater Park’ er et helstøbt værk rent musikalsk. Wilson formåede at fremhæve samtlige finesser på et album, der kun varer en time, men som alligevel føles som en helaftensforestilling. Musikken kommer til sin fulde ret, og ikke én basgang får lov at gå ubemærket hen. Man fornemmer et band i sit es, og samtlige medlemmer fuldfører opgaven med at formidle Åkerfeldts vision til ug. Martin Lopez trommer som var han besat af en meget punktlig djævel og leder slagets gang – det er simpelthen en fornøjelse at lytte til ham sætte de anslag, som Martin Mendez og Peter Lindgren navigerer efter. Som en auditiv manifestation af Nordstjernen sidder Lopez som et strålende fikspunkt på en plade, der i sig selv er arketypen på en udgave af Opeth, som stadig er lytteværdig.

Sidenhen har vi måttet sige farvel til enkelte af medlemmerne – og Wilson, der dog nåede at producere de to efterfølgende albums: ’Deliverance’ og ’Damnation’. ’Deliverance’ er på mange måder ’Blackwater Park’ opløftet i anden – uden at de på nogen måde kan forveksles. Der er stadig fokus på det melodiske og storladne, uden at det tager fokus fra den metal, de stadig var absolut leveringsdygtige i. Omvendt er ’Damnation’ Opeths bløde sider destilleret. Melankolsk progressiv rock med masser af mellotron var det sidste Opeth-album produceret af Wilson og dermed også enden på en epoke med over gennemsnittet dødsmetal.

Jeg løb en risiko ved at sætte min kærlighed til albummet under lup. Potentielt kunne jeg have lyttet den i smadder. Men dette er ikke et efterskrift for 20 års ubetinget kærlighed til en plade, der varslede en relation til et band, der som ingen andre har rykket mine grænser. At lytte til den igen og igen har kun gjort mig klogere på Opeth – med tilbagevirkende kraft. Meget har forandret sig på 20 år, men kunstnerisk har de formået at bevare essensen af, hvem de er, og den dag i dag er ’Blackwater Park’ stadig lige vidunderlig at genbesøge.