RF '21: Som vi forlod det
Nød lærer kæmpe festival at tænke anderledes. Roskilde Festivalen har udskudt deres runde fødselsdag, men har inviteret på reception i forhaven i stedet – og vi var naturligvis på pletten.
Takket være lempede restriktioner og en indsats for at imødekomme dem, kan Roskilde Festivalen atter slå portene op til livemusik på græs, dog i et lidt anderledes format. Fordelt over næsten to uger på mindre end en brøkdel af vores sædvanlige legeplads, kan man som festivalhungrende dansker igen få stillet sin trang til at drikke øl i solen og snakke ind over bandet. Men en anden ting, der ikke har forandret sig, er den metalliske tilstedeværelse på Dyrskuepladsen. I år tilfaldt æren at repræsentere en scene, som stadig lever i bedste velgående: Orm, Xenoblight og Baest. Alle tre var søndag aften ansvarlige for vores underholdning, og det var et ansvar, de så sandelig levede op til.
Via et slusesystem og en sal, der var delt op i to, fik gæsterne rig mulighed for at få stillet trangen til at drikke øl og høre musik i det fri. En bar, et spisested, en kaffevogn og noget merch gjorde det ud for underholdningen i pauserne, men danskerne er et nøjsomt folkefærd, og selvom den forreste del af salen og deres tilhørende grønne områder var henholdsvis udsolgt og smalt, kan jeg nok, uden at overdrive, kalde søndag aften for den bedste havefest i verden. Med udsigt til nøjagtig ingenting på festivalfronten før til efteråret, kunne man have frygtet et publikum, der kom for deres egen skyld, men hvor end jeg så hen, var der lutter glade og fulde ansigter. De var kommet for at hygge sig, drikke kolde sager og ikke mindst: Høre noget musik.
Næsten som vi husker det
Selvom det efterhånden er en dekade, siden jeg sidst løste billet til Roskilde Festivalen, glemmer jeg aldrig følelsen af at være i familie med flere tusinde mennesker i halvanden uge. Af åbenlyse årsager er det ikke længere muligt – medmindre man kan lide at se landskamp. Men dette års plaster på såret er af mange grunde et af de seje med Batman på. For det viser en velvilje og et ønske om at tilpasse sig en verden, der ikke længere er, hvad vi kender den for, og det sætter jeg pris på i al almindelighed.
Der er ikke de store at brokke sig over ud over småting som drikkevarer som skuffede mine forvænte smagsløg, og lyd der drillede. Det er stadig nyt, og det er alternativet til ingenting. Jeg forstår bestemt appellen ved små festivaler, for med lige i underkanten af 1000 mennesker fordelt ud over to separate områder, var der ikke nok mennesker til, at man kunne slippe af sted med at te sig som en større idiot, end hvad der er socialt acceptabelt. Jeg krydser fingre for, at formatet bliver finpudset på værkstedet til næste år, skulle pandemien fortsat begrænse os.
Jeg kommer i hvert fald.
