Tandsmør og technofest
Tysken kommer, og han har festen med sig.
2. Dreh Auf!
3. 20 km/h
4. N!CE
5. Schreibwarenfachverkäufer
6. Läuft
7. Jump 'n' Run
8. Sprich Sie Einfach An
9. Meine Finger Sind Zu Klein
10. Piks Mich
11. Metal
12. Angriff Der Dönerteller
13. Letzter Song
We Butter The Bread With Butter (WBTBWB) er en af den slags bands, seriøse metallere ikke tager alvorligt. Med fjollede tekster og en laissez-faire tilgang til håndværket, er de ofte blevet slået i hartkorn med bands som Eskimo Callboy, The Browning, og hvad der ellers myldrer frem af EDM-inficerede bands, når man kradser lidt i overfladen.
Men det er ikke helt fair overfor WBTBWB. Der er sket en del i de seks år der er gået siden 'Wieder Geil'. For det første er Marcel "Marcie" Neumann og Tobias "Tobi" Schult sammen igen, og for det andet har de formået at gøre noget både dybt alvorligt og seriøst tumpet, lytteværdigt. Begge er stadig enige om at gøre, hvad der passer dem - og det har de så gjort. Der blæser en sortsværtet vind i 'core'n disse dage, hvor black metallen flettes ind for afvekslingens skyld — men enten har duoen ikke fået memoet, eller også er de ligeglade, for her regerer electronica næsten enevældigt.
Brede smil og skarpe tænder
Det skal absolut siges med det samme, at er du en eller form for metalpuritaner, så skal du holde dig langt, langt væk fra 'Das Album', selvom metalcoren er knivskarp, og har bevæget sig væk fra den metervare, der har præget deres metalliske udskejelser. D'herrer "Marcie" og "Tobi" har ganske hæderlige stemmer til formålet. Der bliver snerret, growlet, brølet og skreget så man føler sig hensat til rovdyrburet omkring fodringstid, men alle dyrene har knæklys i kløerne og farvestrålende veste på.
Førstesinglen 'Dreh auf!' starter ellers ud med at lyde som om, WBTBWB er blevet voksne. Dernæst bruger de et par numre på at overbevise os om, at de stadig er lidt fjollede, men ikke så fjollede, at vi ikke kan tage dem alvorligt. Rent personligt er jeg svært glad for bands, der udtrykker sig på deres modersmål, og af samme årsag har jeg et ekstra incitament til at holde af 'Das Album'. For det gør jeg, på godt og ondt.
Det er der rigtig mange andre grunde til, og én af dem er den førnævnte og komplette ligegyldighed overfor dogmer og uskrevne regler for metal. På størstedelen af albummet er WBTBWB, som de nu er, med techno/disco/synthesizer til at bryde monotonien i en genre, der hurtigt ender med at gentage sig selv. Men der er, for dem der længes efter frisk kød, stadig overraskelser at hente, skulle man være blevet træt af electronicore.
Det skulle være så moderne
Halvvejs igennem albummet, smider bandet alle forbehold og gode manerer overbord, og går Scooter i bedene på 'Läuft' — der også trækker på de gode gamle Thunderdome dage, hvor hardcore var noget med techno, og håret var lige så stift, som blikket på dem, der dansede til solen stod op. Omvendt er 'Jump 'n' Run' tættere på bitcore end noget andet, og med sine fine arkademelodier bringer de en farvestrålende kant til dobbeltpedaler og breakdowns.
Men hvor det for alvor gik op for mig, at WBTBWB måske/måske ikke reddede mit efterår, og hjalp mig til at definere min forhold til moderne metal, er på den absolut mindst metallede sang, jeg har hørt på en metalplade i årevis. 'Sprich sie einfach an' trækker på moderne hiphop a la landsfællerne i Deichkind, og den vulgære bas læner sig opad trap, pænt pakket ind i mere synthesizer, end du kan ryste en 808 ad. Der foregår ting på dette nummer, jeg ikke kan beskrive som andet end specialklassens afgangseksamen, og jeg bliver helt bekymret fo,r hvordan fanden de nogensinde kan overgå sig selv.
Pølsefingre
Vi skal dog ikke længere end til den fantastisk betitlede 'Meine finger sind zu klein', før vi atter bliver mindet om, at det først og fremmest er metal. Men cirklen er sluttet, for påmindelsen om, at vi stadig ikke skal tage det alt for seriøst er næsten bygget ind i titlen — hvad er dine fingre for små til? 'Piks Mich' og 'Metal' lægger ansigtet i mere alvorlige folder, for selvom det er implicit, at man ikke skal tage alting så seriøst, får jeg stadig fornemmelsen af, at de to medlemmer tager jobbet alvorligt.
Se bare på 'Angriff der Dönerteller' og 'Letzter Song'. Begge numre afslører gennem titlen, at der ikke er skelet til seje attituder, men mere ønsket om at have det sjovt med det, man laver. Lidt inspiration fra dengang Dry Kill Logic var unge og uprøvede, bryder med illusionen om et band, der kun kan få erektion, hvis nogen har tændt for en diskokugle. Disco-pop i stil med Whomadewho spøger i kulissen sammen med Rymdkrafts chiptune, og giver et neonfarvet skær til deres brutale breakdowns. Men indholdet i sig selv er veludført og har givet mig lyst til at genoptage min romance med core, der ellers løb ud i sandet sidst jeg blev træt af joken. 'Das Album' er ikke stor kunst. Men det er stadig bedre, sjovere og mere interessant end alle de andre bands, de deler scene med - og, tør jeg sige det - en stor del af deres mindre lattermilde kolleger.