Revitaliseret
To år efter, at The Browning ramte bundet med et vanvittigt dårligt album, vender amerikanerne tilbage med en interessant opfølger.
Beyond Stone
Final Breath
Everlost
Optophobia
Awaken the Omega
Hellblade
Carnage
Geist
Noctis
Amnesia
Skybreaker
Det lod ellers til, at sanger Jonny McBee var løbet tør for gode ideer, da han i 2016 udgav ’Isolation’. En plade, der på skammelig vis plagierede tidligere bedrifter og primært var komponeret ved brug af kedelig deathcore og forældede EDM-elementer. The Brownings tredje fuldlængdeudgivelse var en ideforladt joke, der efterhånden var blevet tyndslidt. Et makværk, der ikke fortjente opmærksomhed.
Derfor er det en glædelig overraskelse, at der stadig er krudt i electronic-core-bandet fra Missouri. Ligesom bandet ellers lod til at have tabt al livsnerve, har McBee fundet inspirationen igen og skrevet et album, det er overraskende spændende. Genoplivningen af The Browning lader dog til at være en holdindsats frem for en enkeltmandspræstation. ’Geist’ bliver specielt løftet af de mange forskellige vokalindslag. Hvor det tidligere primært var McBee, der noget monotont brølede sig igennem numrene, bidrager bassist Collin Woroniak nu med vokal – oftest i ren form. Det har resulteret i langt mere fylde og større diversitet.
Selvom de elektroniske elementer stadig har det med at lyde som levn fra starten af dette århundrede, lyt blot til ’Sick Minds’, har McBee udvidet spektret. Der er fundet tydelig inspiration i den synthwave-bølge, der har haft markant fremgang de seneste år. Det giver ’Geist’ et nutidigt udtryk og er med til at give flere numre en stemningsfuld kant. Såleds vokser ’Beyond Stone’ med sit pumpende synth-beat og melodiske kvindelige gæstevokel. På samme måde giver kombinationen af EDM og Woroniaks vokal den nu-metal-inspirerede ’Final Breath’ ekstra kant.
I det hele taget er der flere interessante numre på ’Geist’. Lige fra den insisterende ’Awaken the Omega', hvor McBee nærsten har overladet hele vokalfladen til Woroniak, til den EDM-pumpende førstesingle ’Carnage’. Et nummer, der om noget fanger den oprindelige essens af The Browning. Et af de bærende elementer for pladen er alsidigheden. Hvor ’Isolation’ primært var kedelig, pumpende EDM mixet med deathcore, minimalt forskellig i tempo og konstruktion, er ’Geist’ mere varieret. Det melodiske og storladende har fået mere plads på bekostning af generiske EDM-beats og kliché-fyldte deathcore-breakdows, og det giver The Browning et spændende og anderledes udtryk.
’Geist’ er dog ikke transformationen til det perfekte. McBee har aldrig haft en interessant deathcore-vokal, og selvom vokalarbejdet nu deles, bliver det stadig trivielt at lytte til. Hertil har den 44 minutter lange udgivelse sine svagheder. Specielt når The Browning falder tilbage i det gamle kedelige mønster, og det bliver rå, hård EDM og deathcore. Endelig skal man ikke være sart, hvad lyrik angår, for her arbejdes virkelig med alle tænkelige core-klichéer.
’Geist’ er et imponerende comeback efter en udgivelse, der mest af alt virkede som dødsstødet for gruppen. Genoplivningen har sine begrænsninger, men inden for de rammer, McBee og resten af bandet arbejder, kommer de langt. Man kan kun håbe, at bandet ser forbi Danmark inden længe.