Det er ikke sjovt længere

Populær
Det er ikke sjovt længere

EDM-scenen anno 2002 har ringet, den vil gerne have sin lyd tilbage.

Kunstner
Titel
Isolation
Trackliste
Cynica
Pure Evil
Isolation
Dragon
Fallout
Vortex
Spineless
Hex
Phantom Dancer
Cryosleep
Disconnect
Pathologic
Karakter
1

Det var delvist godt og ikke mindst rigtig sjovt første gang. Dengang i 2011, hvor det amerikanske deathcore-band The Browning udgav deres debut ’Burn This World’. Anden gang var det ikke rigtig sjovt længere. Bandets (mis)brug af electronica kombineret med deathcore var knapt så interessant på opfølgeren ’Hypernova’. Det hele er blevet særdeles enerverende på bandets tredje udspil. En plade, der stadig, efter 5 år, arbejder med præcis den samme lyd som debuten.

Bandet har eksisteret siden 2005. Startet af forsanger og multiinstrumentalist Jonny McBee. Først ved debut-udgivelsen i 2011 blev The Browning for alvor et band. Et band, der sidenhen har haft flere udskiftninger, hvor McBee er eneste faste medlem. Normalt vil udskiftninger medføre ny inspiration, afveksling og muligvis udvikling. Intet af dette gør sig gældende for The Browning. ’Isolation’ er bygget op efter samme skabelon som de foregående album. Deathcore pyntet med techno, af typen, der ikke er hørt siden de tidlige 00’ere.

Originaliteten er ikkeeksisterende. Ikke længere. Åbningsnummeret ’Cynica’ tordner ganske vist af sted. Der bliver spillet på alle tangenter. McBee brøler brutalt og insisterende, mens programmeret EDM skyder lytteren i sænk. Det fungerer på ’Cynica’. Til gengæld bliver det allerede trivielt og irriterende på den efterfølgende ’Pure Evil’. Et nummer, der lyder som et mix af hedengangne 666 og Thy Art Is Murder. Bare uden at være lige så godt som hverken 666 eller Thy Art Is Murder.

’Isolation’ består af 12 numre, der mere eller mindre er komponeret efter samme fremgangsmåde. Reelt set er der ikke tale om elendige kompositioner, men kvartettens insisterende brug af samme irriterende EDM-lyd ødelægger store dele af lytteoplevelsen. Hertil hjælper det ikke, at bandet har forsøgt sig med lidt gæste-rap fra selveste Frankie Palmeri (Emmure) på ’Disconnect’. Selv Palmeris rap lyder som noget fra start-00’erne.

Hvis bare deathcore-delen så var interessant. Men nej. Det er gennemsnitligt og uopfindsomt, og samtidig har MacBee heller ikke nogen specielt god vokal. Momentvis fremviser bandet gode elementer, men grundlæggende er det middelmådigt.

Bedst går det på den langsomme og dystopiske ’Fallout’ og den insisterende og stemningsfyldte ’Hex’. Begge numre, hvor McBee kombinerer deathcore med en lyd, der i højere grad minder om industrial end 00’er-EDM. Det fungerer. De tordnende trommer står i fin kontrast til de industrielle elementer og giver to ganske interessante numre.

The Browning har aldrig rigtig formået at markere sig. Det vil ’Isolation’ ikke ændre ved. Største problem er sandsynligvis, at McBee er ansvarlig for samtlige bærende elementer. Vokal såvel som programmering af EDM. Hvis The Browning nogensinde skal blive til mere end "det der techno-core”-band, skal McBee begynder at tænke ud af boksen. Brugen af industrial-elementer er en start og forhåbentlig et område, bandet vil have mere fokus på i fremtiden.
For overraskelsesmomentet i den nuværende stil er for længst forsvundet, og luften er gået af ballonen. Er man fan af kombinationen af metal og techno/trance/IDM/EDM etc. er der da lidt værdi at hente på ’Isolation’. Men det er begrænset. Giv i stedet The Algorithm et lyt.