Discocore med varierende succes
Populær
Den tyske discocore-kvartet We Butter The Bread With Butter formår heller ikke på dette fjerde album at finde den gyldne mellemvej mellem brug af humor versus ønsket om at skrive seriøs musik. Måske var det på tide, at bandet valgte det ene fremfor det andet?
Exorzist
Anarchy
Berlin, Berlin!
Bang Bang Bang
Gib Mir Mehr
Rockstar
Thugh LIfe
Warum LIeben Wir Nicht Mehr
Zombiebitch
We Butter The Bread With Butter (WBTBWB) blev dannet i 2007 med grundlag i kombinationen af børnesange og metalcore udgav bandet deres debut i 2008 og har siden da været ganske produktive. ‘Weider Geil!’ er bandets fjerde udgivelse og et album, der ligger et godt stykke fra debuten – og så alligevel ikke. Som titel og album også angiver, bygger ‘Weider Geil!’ igen på et fundament af humor, det være sig lyrisk såvel som musikalsk. Tyskerne arbejder ligeledes stadig med metalcore-genren, kombineret med diverse disco/ravelignende synth-elementer, der sender tankerne mod bands som The Browning og Feed Her To The Sharks. Intet revolutionerende, men nok til at variere den noget generiske metalcore-lyd, der præger albummet. Alligevel er bandet langt fra det halvbarnlige udtryk, der prægede debuten. Om end det ville være en mere end mild overdrivelse at påstå, at bandet er blevet mere modent, kan der muligvis argumenteres for, at de fire medlemmer er blevet bedre til deres håndværk.
Således er der ingen tvivl om, at tyskerne effektivt har komponeret efter den klassiske metalcoreskabelon og derved opnået en række ganske brutale, svulstige og vellydende skæringer. Der er til gården og gaden med breakdowns, growlen, melodiske omkvæd og ikke mindst discosynths, så alle kan være med. Åbningsnummeret ‘Ich Mach Was Mit Medien’ og 'Exorzist' (se videoen nedenfor) er gode eksempler. WBTBWB serverer i denne kontekst ti stk. smørebrød med tandsmør, hvor kun enkelte numre, rent håndværksmæssigt, har en harsk eftersmag.
Lyrisk er der til gengæld tale om et meget kedeligt og fedtfattigt blandingsprodukt, om det så er på tysk eller engelsk. Humoren er ikke helt tabt, men netop den vedholdende brug af denne versus kvartettens periodevise forsøg på at skrive seriøs lyrik giver udgivelsen en identitetskonflikt. På den hiphop-inficerede ‘Thug Life’ kaster tyskerne om sig med strofer som “Shut up, shut up!/ You’re talking like a fool/ So what you gonna do when your life’s a fucking mess”. Det er på ingen måde sjovt og står som mange af de andre tekster i stærk kontrast til humoren. Herved stiller tyskerne sig mellem to stole, hvor det aldrig rigtig lykkes at finde den gyldne middelvej. Hele udgivelsen er desværre påvirket af dette mismatch, der uundgåeligt giver indtryk af et album, der er langt fra helstøbt. Måske er det simpelthen på tide, at kvartetten tager det sidste skridt og udfaser den sidste unødvendige brug af humor?
Summa summarum er, at ‘Weider Geil!’ ikke er en plade, der vil går over i verdenshistorien. Til gengæld er det bandets mest direkte og let tilgængelige album og en udgivelse, der består af ti ganske velkomponerede skæringer. Den samlede oplevelse skræmmes dog gevaldigt af de lyriske udfordringer og førnævnte identitetskonflikt, hvorved 'Weider Geil!' desværre blot fremstår som endnu en i rækken af knap så gode WBTBWB-udgivelser.