Årsliste 2018 – Sebastian Taylor Bach

2018 var som 2017 lidt so-so. Den danske scene leverede få stærke udgivelser og et hav af ligegyldighed. Mangel på opfindsomhed er en kedelig tendens i dansk rock og metal, men heldigvis er der bands i den danske andedam, der tør udfordre. Internationalt var der mere gang i kedlerne. 

Årets danske album:

1. Vola: 'Applause of a Distant Crowd' – Ubetinget årets bedste danske udgivelse. Andet album fra det dansk/svenske band var en kærkommen overraskelse. Førstesinglen 'Smartfriend', var præcis den djent-tunge og bastante single, man kunne forvente af bandet. En endnu større overraskelse var det at opleve, hvor meget Volas lyd har udviklet sig siden debutudgivelsen 'Inmazes' fra 2015. Det musikalske univers spænder meget bredere end djenten og inkluderer poppede og elektroniske elementer, spændt ud over en progressiv ramme, uden at gå på på kompromis med grundelementet i Volas musik, den idefyldte og stærke sangskrivning.

  

2. Cold Night for Alligators: 'Fervor' – Det københavner-baserede prog-core-band har begået en særdeles stærk opfølger til forgængeren. Udviklingen er i højsædet, og kombinationen af djent, metalcore, prog, pop og r'n'b er noget nær unik i Danmark. Kompositionerne er opfindsomme og ekstremt ørehængende, samtidigt med at kvintetten har succes med at holde fast i de progressive teknikaliteter, der altid har præget bandets musik. Et album med mange facetter.



3. Sunless Dawn: 'Timeweaver' – Dette album er en mastodont-udgivelse inden for dansk musik. Et album, enhver conaisseur inden for progressiv dødsmetal bør kaste sig over. Der er ingen nemme løsninger at finde på 'Timeweaver'. Det er en kompleks udgivelse, der kun giver, jo mere man lytter. Lydbilledet er konstant afvekslende, riffene er gennemtænkte og opfindsomme, og vokalføringen skifter løbende fra det tunge, dybe growl til storladne vokalharmonier. Dette er det bedste danske debutalbum i 2018.



4. Black Book Lodge: 'Steeple And Spire' – Svanesangen fra det danske band er endnu en flot udgivelse. En plade, der kræver investering og tid, men til gengæld giver meget igen. Black Book Lodge forsætter den progressive udvikling, der startede på forrige album, og det har resulteret i flere imponerende stærke og iderige numre og et album, der sjældent keder. En flot plade og et sørgeligt farvel til et band, der burde være blevet til så meget mere. Et dansk punktum, der havde fortjent at komme langt længere ud i verden, end det lykkedes. 



5. Cabal: 'Mark of Rot' – Et af dansk 'cores store håb udgav deres ventede debutalbum, og det var på flere niveauer en succes. Dog uden helt at leve op til de massive forventninger, der efterhånden var tilknyttet band og udgivelse. Det være sagt er 'Mark of Rot' en bastant udgivelse, der ikke levner meget plads til at trække vejret. Det er en knytnæve, der konstant plantes i lytterens mellemgulv og ikke overlader meget frirum. En plade der bygger videre på de elementer der formede debut-ep'en 'Purge', og som tilføjer et potent visuelt udtryk, der giver Cabal en international kant. 



Årets internationale album:

1. TesseracT: 'Sonder' – Noget nær det mest poppede og mindst djentede, TesseracT har udgivet. På mange måder kulminationen og en opsumering af bandets karriere indtil nu. En plade, der peger mod fortsat udvikling væk fra djenten og mod den renere progressive tilgang. Hertil indeholder 'Sonder' nogle af de bedste skæringer, bandet har skrevet i mange år. Lige fra den poppede og nærmest radio-venlige 'Luminary', over den solide og storladne 'Juno', til pladens højdepunkt i form af 'King'.


 
2. Cancer Bats: 'The Spark That Moves' – Cancer Bats har nærmest udviklet sig til at være et band med garant for sprudlende, energiske kompositioner med et strejf af galskab. 'The Spark That Moves' er ingen undtagelse. Det er fuld smadder og groove af bedste skuffe hele vejen igennem. En motorvej direkte i pitten eller mod gode oplevelser og højt humør. Alle bør elske Cancer Bats.



3. Black Tongue: 'Nadir' – Britisk deathcore med en knivspids groove metal og black-elementer. En af årets mest brutale plader og samtidig ekstremt melodiske i sine tordnende elementer. Et forholdsvis utraditionelt og fandens vellykket take på en ellers efterhånden udvandet kategori. 'Nadir' trækker på mange genreinput og bør tilfredsstille alle med en hang til tunge, massive og brutale kompositioner, tilsat en særdeles ondskabsfuld vokal.



4. Coheed and Cambria: 'Vaxis – Act I: The Unheavenly Creatures' – Meget kan siges om amerikanernes Amory Wars-univers og historierne, der er udsprunget heraf. Om man er fan eller ej, er det endnu en gang det univers, der er baggrund for Coheed and Cambrias nyeste album. Historiefortællingen er måske knap så interessant, endda måske mindre på denne "reboot", men sangskrivningen er til gengæld i top. Selvom pladen har et par numre for meget, er det et mashup af alle de vidunderlige elementer, der tilsammen gør Coheed and Cambria til et unikt og letgenkendeligt band. En flot plade med et utal af højdepunkter, ikke mindst 'The Dark Sentencer', der må være en af årets stærkeste sci-fi-prog-bangere.



5. Between the Buried and Me: 'Automata' – Selvom opdelingen af Automata-fortællingen i to seperate udgivelser er helt tåbelig, er det svært at argumentere imod, at Between the Buried and Me igen har komponeret og udgivet EN flot udgivelse. Automata-serien skal ses som en samlet historie, så for et kort øjeblik glemmer vi pengemaskinen og vurderer pladen ud fra det musikalske indhold. Ikke at 'Automata' er på højde med amerikanernes bedste materiale, men selv når kvintetten ikke rammer topniveauet, er det stadig usædvanligt flot og gennemført. En spændende historie, iderige tiltag og et utal af lækre riffs.



Nævneværdige boblere: Architects' 'Holy Hell' er en af årets bedste metalcore-plader. Nine Inch Nails' ep 'Bad Witch' en alternativ om end god afslutning på projektets et-trilogi. Tribulations 'Down Below' bør gives et lyt, og så kan Turnstiles 'Time & Space' et eller andet godt. 

Årets internationale hit:

Unearth: 'One With the Sun' – Jævnfør min Spotify-opgørelse og de næsten 82.000 minutter af mit liv, der er blevet brugt på at høre musik der, burde det nok være TesseracTs 'Luminary'. Men nu drejer Jorden heldigvis ikke rundt om TesseracT. Unarths hug af et 2018-album, 'Extinction(s)', giver nok køb på det, der gav bandet en unik kant, men har samtidig kastet flere solide metalcore-skæringer af sig. Blandt andet 'One With the Sun'. Et nummer, der byder på træfsikker og velkomponeret metalcore, og som meget vel kunne være bandets bedste nummer. Dommedagsnummeret, der afsluttes af en storladen, melodisk symfoni, lukker og slukker pladen såvel som menneskehedens eksistens. Sublimt.



Årets danske hit:

Vola: 'Ghosts' – Et overraskende poppet nummer, der er fantastisk ørehængende.



Årets genfundne klassiker:

Portishead: 'Portishead' – Efter Massive Attacks magtdemonstration på Roskilde Festival, der sandsynligvis fløj hen over hovedet på 98 % af festivalens gæster, fik triphoppen endnu en gang en musikalsk revival for undertegnede. Massive Attack er fast inventar på mine playlister, mens 'Portishead' af forskellige årsager har været lagt til side. En fantastisk plade og en af grundpillerne i triphoppens historie. Hertil er et nummer som 'Over' mere ubehagelig og mørk end meget metal.



Årets fysiske udgivelse:

Metallica: '...And Justice for All' – Kvartettens fjerde fuldlængde-udgivelse er et musikalsk fyrtårn og en plade, der fylder utroligt meget hos Metallica-fans, undertegnede inkluderet. Den genudgivelse af bandets bagkatalog, der efterhånden har været i gang de seneste fire år, er rent lir for en Metallica-fan. '...And Justice for All' er ingen undtagelse. En skattekiste af materiale og flere timers nørderi fordelt ud over vinyl, cd, booklets, tekster og dvd'er.

Årets koncerter:

1. Nine Inch Nails: Arena, Roskilde Festival, 04-07-2018 – Den koncert faldt på et tørt sted, efter Eminem havde maltrakteret sit materiale på Orange. Ikke at koncerten nåede samme højder, som da Reznor takkede af på Orange Scene i 2009, men hold nu kæft, hvor er der stadig saft og kraft i den amerikanske industrial-mastodont. Også selvom aggressiviteten bliver udstillet mindre direkte end i startnullerne. At høre 'The Frail' gå direkte over i 'The Wretched' er stadig i dag, 19 år efter udgivelsen, ét af få musikalske øjeblikke, der kan give mig et så tungt sug i maven. 

2. A Perfect Circle: Fryshuset, 05-06-2018 – Den svenske koncert med det amerikanske band var en sen-teenage-drøm, der blev en realitet. Som den sikkert også var for mange andre, da A Perfect Circle spillede i Forums Black Box. Jeg har ladet mig fortælle af en særdeles tro fan af bandet, at koncerten i det svenske var bedre. Lyden var i hvert fald i top, og sætlisten var nærmest alt, hvad man kunne ønske sig.

3. Crossfaith: Pandæmonium, Copenhell, 22-06-2018 – Det japanske band var et wild card på Copenhell. Et sats på en dag med masser af andre muligheder. Et sats, der viste sig at være en vinder. Sjældent er Copenhell blevet væltet bagover, som da Crossfaith skabte kaos på festivalens mindste scene og efterlod publikum forpustede efter et inferno af en vanvidskoncert. En succes, bandet gentog senere på året, da de spillede en næsten lige så intens koncert i Pumpehuset. 

4. Parkway Drive: Helviti, Copenhell, 21-06-2018 – Helt misforstået var torsdagens hovednavn på Copenhell sat til at spille som første band. Det rene vanvid og naturligvis en sandhed med modifikationer. Men når regnskabet skal gøres op, var Parkway Drive bandet, der spillede den mest intense, oplagte og se/lytteværdige koncert på den store scene den dag. Man kan kun ærgre sig over, at de ikke havde fået Avenged Sevenfolds plads, så australierne for alvor kunne spille med musklerne og fyre det vanvidssceneshow af, de ellers havde turneret Europa tyndt med.

5. TesseracT: Pumpehuset, 15-11-2018 – Hvis ingen har smidt fanboy-kortet endnu, så er det nok på tide. TesseracT-koncerten i Pumpehuset var en cementering af bandets udvikling og nuværende position inden for genren. Efter at have udsolgt stuen de seneste par gange var briterne avanceret til den store sal, som ligeledes kunne melde udsolgt. At Plini og Between the Buried and Me ligeledes stod på plakaten og spillede en tilsvarende stærk koncert, var prikken over i'et.

Årets internationale navn:

Tool – Det lader til, at der kommer nyt album i 2019. Half-life 3 confirmed.

Årets danske navn:

Vola – Det lader ikke til, at Vola er bundet af genre-konventioner og det er forfriskende i en tid, hvor alt åbenbart skal lyde som noget, der enten var trenden for 3-4 år siden eller var et hit for flere årtier siden. Ovenikøbet er bandets dannelseshistorie og succes med at skabe en international profil uden om de traditionelle danske kanaler beundringsværdig.

Hertil fortjener Hexis at blive nævnt. Stor respekt for det gedigne stykke arbejde, der bliver udført. Endnu en indsats, mange danske bands kan lære noget af.

Årets nye internationale navn:

Pas. Er der sket noget rigtig spændende i år?

Årets nye danske navn:

Hanging the Nihilist – Deathcore med symfonisk kant og teatralsk input, ikke ulig et band som Betraying the Martyrs. Der spilles på mange tangenter, og bandets kompositioner (de, der er tilgængelige) er opfindsomme og velkomponerede. Hillerød kommer på kortet i 2019, når Hanging the Nihilist forhåbentlig slår hårdt igennem.

Årets comeback:

The Browning – Det amerikanske electrocore-band var dømt ude efter den katastrofale 'Isolation' fra 2015. Kombinationen af deathcore og EDM-elementer var triviel og forudsigelig. Selvom 'Geist' ikke er meget mere end en udmærket udgivelse, er der pustet nyt liv i projektet. Tilføjelse af ren vokal og bedre sangskrivning giver The Browning et overraskende comeback.



Det overså jeg i 2017:

Ligesom Saurons altseende øje overser jeg intet.

Årets optur:

Det har stået på min ønskeliste længe: Tool til Danmark.

Årets største skuffelse:

Den absolut største skuffelse var, at tabe til både Dude Manor og Dirt Forge i slåskamps-skills under Madball på Roskilde Festival. Antallet af fremødte var stort set lige så skuffende.

Parkway Drives 'Reverence' følger trop. Stilskiftet og udviklingen i lyd er ønskværdig og kærkommen. Desværre består pladen primært af dårlige kopier af tidligere materiale og svage kompositioner – uafhængigt af om bandet så spiller metalcore eller ej. Det ville være virkelig fedt, hvis Parkway Drive på et eller andet tidspunkt formåede at skrive et helstøbt, godt album igen.

Behemoth skuffer også helt vanvittigt. Jeg troede ellers lige, at jeg var blevet fan af bandet, men 'I Love You at Your Darkest' er da et kedeligt opkog. Jeg holder mig til 'The Satanist', som enhver anden untrve kætter.

Og endeligt sker der som altid alt for lidt på den danske scene. Det er som altid med blikket rettet bagud i stedet for fremad. Det er utroligt, at danske bands altid skal kaste sig over trends, flere år efter de var interessante.

Største ønske for 2019:

Fornyelse, nyskabelse, iderigdom og opfindsomhed inden for danske rock og metal og fankultur.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Jeg stoppede med at glæde mig over ting, da jeg startede med at skrive for Devilution. Men jeg ser da frem til at opleve Tool på Copenhell. Find mig med en drink, i gang med at prædike om, hvorfor '10.000 Days' er Tools dårligste plade. Her skal dårligt naturligvis ses i perspektiv af, at alt med Tool per definition er godt.