Spirene vokser ind i skyerne
'Steeple and Spire' er en storladen svanesang med gedigne doser patos, schwung og betonriffs. En respektindgydende afvikling af et band, der vil blive savnet på det danske landkort.
2. Weightless Now, Pt. II
3. The Tower Bell
4. Steeple and Spire
5. Spoil the Child
6. In Halves
7. Walls
8. Teething
9. The Sum of Every I
Tilbage i april måned kastede Black Book Lodge håndklædet i ringen kort inden udgivelsen af deres tredje album, 'Steeple and Spire'. Det kreative peak var nået, og det er det bedste tidspunkt til at søge nye musikalske eventyr, lød meldingen fra bandet selv. Et postulat, det er svært at argumentere imod.
Forgængeren 'Entering Another Measure' havde draget kvartettens stoner/grunge-rockede inspirationer i en mere progressiv retning med færre traditionelle vers/omkvæd-strukturer end på debuten 'Tundra', og 'Steeple and Spire' fortsætter efter samme opskrift med overvejende lange kompositioner, der sjældent forfalder til de nemme løsninger. Tager vi blot den indledende todelte 'Weightless Now', er vi ude i 11 minutters vekslen mellem kantede riffs og atmosfæriske passager, der bevæger sig ubesværet mellem det fløjlsbløde og det betonrockede, uden et omkvæd til at vække genkendelsens glæde. Ikke desto mindre bliver der kræset for lytteren med mere organiske strukturer, der således gør 'Steeple and Spire' til en mere homogen, mindre kompleks plade at lægge ører til, hvis man tager sig tiden til at lade den krybe under huden.
Som det nu er med album, der sjældent forfalder til traditionelle sangstrukturer, kræver de mere af lytteren, før brikkerne falder på plads. Ikke fordi vi er ude i den over-prætentiøse højborg, som nogen måske ville sige om forgængeren. Tværtimod har bandet taget sig mere tid til at skabe stærke melodier og dragende kompositioner, der har godt med schwung og den i øvrigt bedste produktion, Black Book Lodge endnu har haft på plade. Tyngden får sin plads i lydbilledet, ligesom skyerne, der pryder coveret, tilføjer deres højtsvævende grandeur til pakken.
Vokalen afkræver også nærmere omtale, hvor Ronny Jønsson styrker sin mørke tone med mere patos og indfølte momenter, som i næstsidste skæring 'Teething', hvor den croonende stemmeføring tilnærmer sig det forførende, uden det på nogen måde virker forceret. Tværtimod er det endnu et af disse momenter, der er med til at samle lydbilledet, sammen med Kristian Klærkes indfølte sololicks, der også pryder samme nummer med groove og bends galore.
Skal kortene på bordet, er det dog svært at komme uden om, at numrene hver for sig er svære at adskille. Pladen tjener sin ret hørt som en helhed, som det formodentlig også er tilfældet med mange af de kunstnere, bandet selv lader sig inspirere af, og uden at det nødvendigvis behøver at være et stort problem, så havde det været klædeligt at indtænke større dynamik imellem numrene.
Den primære undtagelse fra reglen er titelsangen, der sparkes i gang med et modbydeligt catchy riff, afløst af et vers, hvor Jønssons vokal slæber sig op fra det sørgmodige, til nummeret folder sig ud påny, hver gang intro-riffet vender tilbage, inden det hele eksploderer i den tunge outro. Velsagtens Black Book Lodges største ørehænger, der bryder med indtrykket fra resten af pladen. Men selvom den og 'The Tower Bell' og 'Teething' også udmærker sig som mere catchy skæringer, så bliver ambitionsniveauet bedst mødt ved at høre pladen fra ende til anden.
Der er med andre ord tale om et storladen svanesang, der bør appellere til de mere progressive lyttere. Der er megen patos, og ambitionsniveauet er højt, men sangskrivningen er lige den tand mere velkomponeret og homogen, så intentionerne ikke fortaber sig i bagmændenes egne hoveder. Det er uden tvivl bittert at miste et så stærkt navn som Black Book Lodge fra den danske scene. Deres tæft for at kaste sig ud på dybt vand med kompositioner, der stikker i øst og vest, men stadig at holde hovedet koldt og skabe et så stærkt album, som det her er tilfældet i slutningen af deres karriere, er beundringsværdig, og reelle sidestykker på den danske scene er indtil videre svære at få øje på.
Det er modigt, mens legen er god, og det havde været trist at skulle lægge ører til endnu et band, der kørte karrieren videre på tomgang uden samme drivkraft som tidligere. 'Steeple and Spire' er en monumental afrunding af bandets virke. En kunst, som mange andre kunstnere kunne lære noget af.
&index=4&list=PLZcjLz7wMG-oL0_qOKdUl3YJ7pXddNzvv&t=0s