Copenhell 2018: Torsdagens hovednavn?

Copenhell 2018: Torsdagens hovednavn?

Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.

Dato
21-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

På tværs af liveanmendelser af Parkway Drive, i Devilution-sammenhæng, ligger det austrialske surferband på den gode side af 4 firkanter. Kun én gang har bandet fået karakter under 4, hvilket er imponerende. Især fordi vi efterhånden har anmeldt bandet mange gange og ved flere forskellige anmeldere. Senest da de spillede på Wacken i 2016, hvor de fik 5 flotte firkanter. Samme karakter, som de høstede, da de gæstede Copenhell tilbage i 2013. På pladefronten har Parkway Drive derimod haft svært ved at imponere. Senest med 'Reverence', der blev bedømt som en decideret dårlig plade.

Australiernes andet besøg på Copenhell blev ikke koncerten, der for alvor spolerede karaktergennemsnittet. Det til trods for en forholdsvis jævn start. Selvom et utal af farvefyldte badebolde havde fundet vej op i pitten, virkede kvintetten indledningvis en smule ude af takt. Såvel 'Wishing Well', der startede koncerten, som den efterfølgende 'Prey', blev primært brugt til at justere lyd og finde fodfæste på den store scene. Trommerne tordnede i mellemgulvet, og forsanger Winston McCall skulle lige have styr på vokalen og motorikken.

Heldigvis skulle der ikke flere numre til, før festivalgæsterne for alvor kunne opleve, hvor suverænt et liveband Parkway Drive efterhånden har udviklet sig til. Crowd-pleaseren 'Vice Grip' var et sikkert og gennemspillet kort, der for alvor satte fart i rutinetoget. Positivt ment. Kvintetten var en stor tour de force i spilleglæde og intensitet. Det strålede ud af bandet og i særdeleshed fra McCall, der så ud, som om han havde en lige så stor fest som publikum. Parkway Drive er et gennemtestet og velfungerende koncept. Når alting falder i hak, er det svært ikke at få en god koncert.

Dagens sætliste havde ikke overraskende fokus på bandets seneste to udgivelser. Til trods for at den malplacerede 'Cemetery Bloom' kortvarigt trak alt liv ud af pitten, var kombinationen af nye numre som 'Absolute Power' og 'Crushed' fine supplementer til publikumsfavoritter som 'Idols and Anchors', 'Wild Eyes' og 'Karma'. Trods den lidt slappe start fik bandet med et stærkt sæt spillet publikum varme i en sådan grad, at støvet stod i en stor sky ud fra pitten. En pit, der i dagens anledning var delt af et podie, der kun gjorde de mange circle-pits endnu større.

Med 'Bottom Feeder' lukkede Parkway Drive for deres engagement i dette års Copenhell på fornem vis. Støvet lagde sig igen over pladsen, mens oplevelsen blev slugt på bakken. Bandets attitude, dedikation og spilleglæde taget i betragtning var Parkway Drive det helt rigtige band til at åbne Helvíti. Spørgsmålet er, om ikke australierne havde været et endnu bedre valg til at lukke?