Copenhell 2013: Satte sig i respekt én gang for alle
Populær
Parkway Drive satte publikum på plads med en lige højre, mens storsmilende Winston McCall i front spyttede første række i ansigtet med sin aggressive vokal.
2. Old Ghost / New Regrets
3. Sleepwalker
4. Karma
5. Wild Eyes
6. Boneyards
7. Idols and Anchors
8. Dead Man's Chest
9. Dark Days
10. Deliver Me
11. Home Is for the Heartless
12. Romance Is Dead
13. Swing
14. Carrion
Straight edgerne fra Byron Bay åbnede koncerten en time før midnat med to numre fra deres seneste album, ’Atlas’, og murede sætlisten solidt op med det stærkeste materiale fra bagkataloget. Opskriften var lige som sidst, de var i Danmark, men med den store fordel det viste sig at være for Parkway Drive at spille udendørs. Parkway Drive har høstet en gedigen mængde skepsis og kritik fra de kræsne lyttere, men selv ikke de publikummer med mest beslutsomt korslagte arme lod til at kunne grave ret meget skidt frem om den australske kvintet efter fredagens tiltrængte lussing.
Især Ben Gordon på trommer markerede sig under tæppet af mørk himmel, og når lyden er perfekt afbalanceret, er der ikke rigtig noget der kan slå Parkway Drive ud af kurs. Den store komprimerede lydflade gav ekstra strømstød til tunge sange som ’Deliver Me’ og epilogen, klassikeren ’Carrion’.
Energisk finale
Inden det kom til så vidt, blev vi i et jerngreb guidet insisterende gennem velafrettede versioner af groovy ’Sleepwalker’, ’Wild Eyes’, som var lige så værdig til fællessang som ’Horizons’-darlingen ’Idols And Anchors’, tempofyldte ’Boneyards’, deprimerende ’Dark Days’, som Copenhell allerede havde præsenteret i introvideoen for 2013, og ’Deliver Me’ blandt et par numre til, inden ’Carrion’ sleb diamanten helt skarp. Og for helvede hvor det også bare egnede sig godt som punktum for den sveddryppende affære, det var at stå foran Hades fredag aften.
Luke Kilpatrick, der på Roskilde festival i 2011 måtte vride guitarstrengene fra en kørestol (og gjorde det så vildt, at mangen en tilstedeværende headbanger frygtede, at han ville køre ud over scenekanten, hvilket heldigvis ikke skete), var kommet på benene igen, og sammen med McCall, O’Connor, Ben Gordon og Jeff Ling gjorde han al kritik af Parkway Drive til skamme og satte en tyk streg under, hvorfor genren har sin totale berettigelse på Copenhell, så længe varen bliver leveret som her. Det er sjældent hørt bedre!