Mere end en enlig svale

_MG_3782
_MG_3820
_MG_3841
_MG_3850
_MG_3895
_MG_3889
_MG_3929
_MG_4045

Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.

Kunstner
Titel
+ Blood Youth + Normandie
Spillested
Dato
05-10-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
4

Fredag stod det klart, at Crossfaith havde gjort et stort, positivt indtryk på publikum, da de gæstede årets Copenhell. Ud over at aftenens koncert med den japanske EDM/metalcore-hybrid var udsolgt, så var publikummet også noget mere langhåret og battlevest-bærende, end bandets musik lægger op til. Men okay, en fest er en fest, og hvis det var det, folk kom efter, var der få, der gik skuffede hjem. Crossfaith havde foden på speederen direkte fra begyndelsen og havde ikke intentioner om at lette på den – det var fredag, og vi skulle have et brag af en aften.

Det evige opvarmningsband
Med på europadelen af Japanernes verdensturné var medbragt hardcore-bandet Blood Youth fra England og de alternative rockdrenge i Normandie fra vores broderland Sverige. Svenskerne var første band på scenen i Pumpehusets store sal. Normandies lyd lægger sig meget op ad danske Siamese – store omkvæd, tilpas crunch på guitaren til at det ikke forveksles med radiopop, men alligevel med øre for den gode melodi og det fængende omkvæd. Det er en fornøjelse at opleve en frontmand som Philip Strand, der rent faktisk kan levere en ordentlig livevokal. Det kræver det, hvis man spiller musik, hvor man ikke kan gemme sig bag et højt tempo og endnu højere lydniveau på guitar og bas.

Vi fik en ny single fra bandet denne aften, ’Enough’, der sammen med ’White Flag’ og ’Ecstacy’ alle gav et positivt indtryk af bandets kommende plade ’White Flag’. Til gengæld måtte svenskerne kæmpe for få gang i publikum – det er selvsagt altid svært som første band, men måske specielt i aften, hvor gæsterne normalt ikke lytter til musik i Crossfaiths stil og i endnu mindre grad Normandies.

Normandie leverede en solid indsats, men alligevel stod man tilbage med et indtryk af et band, der p.t. ikke har materiale til at være mere end et opvarmningsband. Selvom de kan finde ud af at skrive nogle gode numre, så mangler man noget originalt. At Normandie nu også benytter elektroniske elementer, i samme stil som Bring Me the Horizon på deres nyere udgivelser, er kendetegnende for bandet. Normandie er gode til at lyde som andre og fornemme, hvor deres genre bevæger sig hen, men de er i høj grad efterfølgere fremfor ledere.

Pit-venlige skæringer og højt energiniveau
Efter optankning i baren og lidt "frisk" luft i Pumpehusets rygeområde, hvor der er masser af core på anlægget, leveret af Blastbeast.dk, var det engelske Blood Youth tur på Pumpehusets intime scene. Blood Youth gæstede Danmark sidste år, da de varmede op for pop-punk-bandet Neck Deep i selvsamme sal som aftenens koncert. Jeg missede dem desværre den gang, så det er rart få chancen igen.

Blood Youth har betydeligt mere distortion på guitaren og spiller melodisk hardcore af den klassiske skuffe. De udkom med debutpladen "Beyond Repair" i 2017 og har siden da turneret flittigt. Det kan man også mærke på bandet, der fremstår selvsikre og indædte efter at få gang i publikum. Bandets nyeste nummer ’Starve’ stikker lidt ud og inkorporerer en del nu-metal-elementer i lyden – hvis man har lyttet til det amerikanske band My Ticket Homes album ’Strangers Only’ fra 2013, så er det ikke langt fra. Det gør de eminent, hvilket gav energi til publikum, der på opfordring af forsanger Kaya Tarsus fik sat gang i både mosh pit og wall of death. Blood Youth spillede en koncert, der gjorde hvad den skulle, uden at give noget nyt.

Kvartetten charmerede sig til en gedigen modtagelse hos publikum gennem deres pit-venlige skæringer og høje energiniveau. De fik varmet publikum op og ikke mindst gjort dem klar til den energiudladning, som Crossfaith senere skulle vise sig at levere.

Man får, hvad man giver
Cirka kl. 23:00 dæmpede Pumpehuset lyset, og en tætpakket førstesal emmede af energi og spænding. Den elektroniske intro 'Deus Ex Machina' fra bandets seneste plade indledte japanernes del af arrangementet, og publikum var på fra start. Der blev hoppet, knytnæver og horn blev løftet i vejret, som bandmedlemmerne én efter én kom på scenen. Introduktionen gik direkte over i ’Catastrophe’ fra samme skive – det perfekte startnummer, der med sit crunchy åbningsriff fik sat gang i nakkemusklerne og pitten oppe foran scenen. Crossfaith kan måske være lidt trættende at lytte til gennem en hel plade, men det er musik, som er skabt til lige præcis det her: Et publikum, der er klar på at holde fest.

Det var hovedsageligt bandets seneste plade, som vi stiftede bekendtskab med på aftenens sætliste, mens de mest festvenlige og højtenergiske numre fra bagkataloget var tilføjet. Inklusive sangen med den passende titel ’Jägerbomb’ fra ep'en ’Zion’ fra 2013. Man må beundre Crossfaiths energi og spilleglæde. Selv bandets trommeslager, som var kommet til skade med sin højre hånd nogle dage inden og derfor kun kunne slå med sin venstre, gav sig 100 %. Og lad det være en lektion for mange andre bands, som ikke skal nævnes her: Hvis man viser, at man er klar på at fyre den af med sit publikum, så skal de nok give den energi tilbage til bandet. Den ping-pong i energiudladning gjorde, at Crossfaith kunne gå af scenen som sejrherre denne aften.

Man kunne havde været nervøs for, at koncerten på Copenhell var en enlig svale, men Crossfaith beviste igen fredag aften, at det er et band, man ikke skal undervurdere. Efter cirka én time var koncerten forbi. Publikum virkede absolut ikke færdige med at give den gas, men samtidig betyder længden på hovednavnets optræden, at folk ikke har holdt sig tilbage, og det hele slutter på toppen. Ud fra reaktionen har Crossfaith sikret sig udsolgte huse de næste (forhåbentlig mange) gange, de kigger forbi Danmark – hvis de kan blive ved med at levere, som de har gjort de på Copenhell og i Pumpehuset, så fortjener de det i hvert fald.