Copenhell 2018: Den unikke festivaloplevelse
Populær
Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival.
Copenhells bookere skal roses for at turde booke, hvad der på papiret ligner en noget alternativ bookning. I år Igorrr, Zeal & Ardor og i mindre grad disco-core-bandet Crossfaith. Især sidstnævnte stod for en af de mere spetakulære oplevelser om fredagen.
Det så ellers kritisk ud op til koncerten. Trommeslager Tatsuya Amano havde fået problemer under rejsen fra Italien, hvor japanerne sidste havde spillet. Han ankom til Copenhell få minutter før koncerten, men lod absolut ikke til at lade sig slå ud af den grund. I det hele taget virkede det ikke, som om der var noget, der kunne slå Crossfaith ud. Hvert enkelt medlem kom på scenen til præsentation, inden Copenhell-publikum blev revet rundt til en åbenbaring af en koncertoplevelse.
Alt var kalkuleret. Intet overladt til tilfældighederne. Sceneshowet, de mange effekter, Kenta Koies konstante opildning af publikum og opfordringer til at gå amok. Det var planlagt, men fremstod konsekvent naturligt og uden bagtanke. Selv når Koie for 666. gang råbte en circlepit i gang, virkede det helt oprigtigt. Det var et show, men samtidig en opvisning i, hvordan man afholder et show, så det ikke opdages. Publikum fik lov til at stå stille og få vejret i få sekunder, inden der blev talt ned til break, mosh eller circle-pit igen. Fantastisk gennemført.
Hele bandet var overalt. Den intense scene var en skueplads og et værktøj, der blev brugt af samtlige medlemmer. Alle, selv Amano, væltede rundt på scenen i et virvar, der uden tvivl påvirkede og influerede publikum til at skabe det samme virvar foran scenen. Band og publikum var forenede i et sært kontrolleret kaos og voldsomme energiudladninger.
Musikalsk var det også en fest. Det bedste fra alle verdener, vil nogen mene. As I Lay Dying møder det bedste af Killswitch Engage, der har fået et barn med Linkin Park, opdraget af Prodigy. Det var til at tage at føle på. Metalcore, nu-metal og masser af elektroniske elementer. Et mix og en optræden, der skabte nysgerrighed og lokkede publikum til. Da Crossfaith fremførte deres cover af Prodigys 'Omen', var pladsen foran Pandæmonium og helt op til lydteltet tæt pakket med glade Copenhell-gæster, der entusiastisk hoppede i takt på Koies kommando.
Crossfaiths koncert på Copenhell var en af de bedste på dette års festival. Mere af den slags, flere sære/skæve bookinger, der kan overraske. Mere musik, der tager røven på folk og i den grad skaber en unik oplevelse.