Stilforvirring

Stilforvirring

Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.

Kunstner
Titel
Ex_Machina
Trackliste
Deus ex Machina
Catastrophe
The Perfect Nightmare
Destroy
Freedom
Make a Move
Lost In You
Wipeout
Milestone
Eden in the Rain
Twin Shadows
Daybreak
Faint
Karakter
2

Japanske Crossfaith var en positiv overraskelse på Copenhell 2018. Det sprudlende og konstant energiske sceneshow var en vigtig faktor, men de fleste, der havde brugt tid på bandets bagkatalog før koncerten, var sandsynligvis lige så overraskede over, hvor godt dét fungerede live. Crossfaiths musik skal opleves live. Det japanske metalcore/industrial-band har simpelthen haft svært ved at overføre intensiteten fra scenen til deres udgivelser, hvilket også gør sig gældende på ’Ex_Machina’.

Crossfaith gør ellers, hvad de kan. Kombinationen af metalcore og industrial er vellykket, det samme er universet, der opbygges gennem pladen. Generelt virker udgivelsen gennemtænkt, til trods for lidt genreforvirring på sidste halvdel af pladen. Men pladen fremstår dog også lidt for maskinel og tænkt. Præcis som bandets sceneshow er, når den første begejstring har lagt sig. Til forskel fra bandets liveoptræden løfter Crossfaiths kompositioner sig desværre aldrig. Det vanvid og den rå nerve, der hæver bandets koncerter, og tillader, at man ser igennem den maskine, Crossfaith er, findes sjældent på plade.

Crossfaith komponerer generelt efter de klassiske, nærmest stereotype metalcore-dyder og knalder lidt EDM oveni. Det er der i sig selv intet nyt i. The Browning har praktiseret det i længere tid end Crossfaith, uden at der ellers skal sammenlignes med det forfærdelige amerikanske deathcore-band. Specielt fordi Crossfaith reelt virker som et band, der gerne vil. De vil gerne skrive en god plade og arbejder også hårdt for det. Desværre kræver en god plade mere end gode intentioner og spændende ideer.

Der er indlevende og interessante kompositioner at finde på ’Ex_Machina’, men det er sporadisk. De første fire numre på pladen er uinteressant kedelig-core. Numre, der nok skal virke i live-regi, hvor Kenta Koie med stor autoritet kan styre publikum rundt. Skabe et inferno af liv, der opvejer lytteoplevelsen. Til gengæld lykkes alt på ’Freedom’. Man føler energien, og bandets breaks rammer helt rigtigt, mens Rou Reynolds (Enter Shikari) spreder lidt vokal-tryllestøv over nummeret. ’Make a Move’ holder niveauet højt, selvom Crossfaith på mærkværdig vis formår at lyde som Papa Roach, når det poppede omkvæd sætter ind. ’Lost in You’ er sidste led i det succes-trekløver af sange. Den poppede skæring byder ikke på noget decideret nyt, men igen har japanerne succes med at kombinere de simple elementer, så nummeret samlet fungerer.

Den sidste del af pladen er sært fragmenteret. Crossfaith har tydeligvis intentioner om at være mere end et metalcore-edm-band, hvilket man kun kan have forståelse for. Desværre virker det ikke helt, som om bandet ved, hvilken genremæssig retning de vil i. Ud over at det er en retning hvor der er flere penge. ‘Milestone’ er emo-inspireret, mens ‘Eden in the Rain’ er amerikaner-hard rock. Fint komponeret, men samtidig sjælløst og intetsigende. ‘Twin Shadows’ er ligegyldigt fyld, og selvom ‘Daybreak’ har interessante passager, bliver den sidste del af ‘Ex_Machina’ lidt uinteressant. Ligesom det afsluttende cover af Linkin Parks ‘Faint’.

Der er intet at sige til, at Crossfaith gerne vil ud til et bredere publikum. Men det vil gavne bandet, om de tog skridtet fuldt ud. De mange genreinput forvirrer det samlede lydbillede og giver et uklart indtryk af, hvilket band Crossfaith egentlig er.