Roskilde '18: Just Like You Imagined
Populær
53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.
2. Wish
3. Less Than
4. March of the Pigs
5. Piggy
6. The Frail
7. The Wretched
8. The Lovers
9. Shit Mirror
10. Ahead of Ourselves
11. God Break Down the Door
12. Closer
13. Reptile
14. Copy of A
15. Gave Up
16. The Great Destroyer
17. Burning Bright (Field on Fire)
18. The Hand That Feeds
19. Head Like a Hole
20. Hurt
Det er svært ikke at have høje forventninger. Sidst Nine Inch Nails spillede på Roskilde Festival i 2009, blev det et brag af en succes. Den gang lukkede de Orange scene med bravour. Den sidste koncert på dansk grund – som del af Trent Reznors afskeds-turné og farvel til Nine Inch Nails.
Som alle ved, kunne han ikke lade projektet ligge. Men Nine Inch Nails er også et ikonisk band, der har inspireret mange og i særdeleshed har en speciel plads i hjerterne hos mange metalfans. Mange mødte trofast frem, da Reznor vendte tilbage til Danmark i Forum i 2014. Som altid de senere år flankeret af Atticus Ross, der også er blevet officielt medlem af bandet. Duoen har siden arbejdet sammen i tykt og tyndt. På diverse soundtrack-projekter og i Nine Inch Nails-sammenhæng på den ep-trilogi, der løbende er blevet udgivet hen over det seneste halvandet år.
Mørkemænd er bedst i mørket. Nine Inch Nails var fantastiske i mørket på Orange for ni år siden, og det var de endnu en gang på Arena denne aften. Roskilde Festival er synonymt med anderledes bookninger. I år det småt. Scour, især, synes måske provokerende, men hvor er den orange følelse, som engang var kendetegnet ved festivalen? Nephew kan måske noget, om ikke andet en gentagelse, Bruno Mars har navnet, Eminem det samme. Men den rigtige festivalgænger søger den ultimative oplevelse. Men hvad er egentlig den oplevelse, hvis det da skal være en eller anden form for rock eller metal? Nine Inch Nails virker som en lige så stor livline, som Nick Cave er det.
Det er muligt at bandet var forvist til en mindre scene, end da de spillede her i 2009, man energien og budskabet har aldrig været så vigtigt som det er i dag. I dag er det en lærestreg, en løftet pegefinger, en reel fuckfinger til den festival, der engang var synonym med udvikling og alsidighed. 'Head Like a Hole' er måske et levn fra fortiden, men teksten har sjældent været så vigtig som nu, "God money I'll do anything for you/ God money just tell me what you want me to / God money nail me up against the wall / God money don't want everything he wants it all."
Hvad er Roskilde Festival i dag? For ni år siden var der noget at kæmpe for? Er der stadig det? Er du i tvivl, var du ikke foran Arena torsdag aften. Aldrig er der blevet tordnet fra den bastante frontmand var passende. Hvad pokker laver du? Reznor er 53 år gammel og har stadig en profil og attitude, der får en til at stille spørgsmålstegn ved alt. Ikke mindst hvorfor man står på en pløjemark onsdag nat. Hvorfor gør man det? Efter at være blevet høvlet igennem Eminenms hit-parade, er det småt med hitparade fra Reznor. Han kunne have valgt at gå den nemme vej. To minutters resume af det bedste materiale og Ross og Reznor havde hurtigt spillet 28 numre. Minimum 28 numre. Nine Inch Nails og de tekster som bærer ‘Piggy’ og ‘The March of Pigs’ var endda mere slående i dag end nogensinde før. ‘Copy of A’ , The Great Destroyer’ og ‘The Hand that Feeds’ var velvalgte overgange og fornuftigt mellemspil som, skabte en sikker overgang til nyt materiale. Der var meget nyt, men det fungerede.
Det virkede ellers nærmest unødvendigt at inkludere nyt. Men intet er blot endnu en dag på kontoret. Hit-paraden udeblev delvist. Som forventet. Men det gjorde intet. Ross' og Reznors nye materiale stod stærkt i sammenligning med det ældre. Alt fungerede godt i forlængelse af materialet fra de seneste halvandet års trilogi af udgivelser. Hvor Roskilde Festival står for fornyelser, er Nine Inch Nails faktisk noget af det mest nybrydende, festivalen kan præstere. Det stod klart som 'God Break Down the Door' fyldte Arena. Men det er for de indviede. Når Reznor prædiker induvalitet og ‘The Wretched’ pumper løs som det mest naturlige, er det svært at tænke, hvem er festivalen og denne booking egentlig for? Det er jo ikke for den gængse festivaldeltager. Arena var nok fyldt, men ikke i nærheden af hvad den burde være. Skal vi forvente samme til Nick and the Bad Seeds? Eller Massive Attack?
Vi ved de kan. Nine Inch Nails kan – og gjorde det. Men det er vel egentlig ikke for det generelle festivalpublikum? Ingen sidder i pis-teltlejren i dag og taler om Reznor, der viste en lige så skarp profil, som han gjorde for ni år siden. Kropsligt som musikalsk. Roskilde Festival er ikke en Nine Inch Nails festival. Ikke længere, og skal heller ikke være det. Men det er en indikator for niveauet på Roskilde Festival. Det niveau som festivalen gerne vil prøve at afspejle i dag. Ved netop at sætte Nine Inch Nails på Arena, Massive Attack på Orange og så videre. Genialiteterne er for de få. 'Hurt' blev leveret. Smukt og intenst, mens det bagerste af publikum muggede over, hvorfor dem på scenen ikke spillede mere Johnny Cash, nu de var igang.
Nine Inch Nails og Trent Reznor specielt har drevet en stor del af 90’erne. Han er en mørkemand. Hvor ville industrial metal være uden ham? Som flere gange før, så vi denne aften mørkemanden smøre hverdagens ondskab ud i Roskilde-publikummets blanke, uskyldige ansigt. For hverdagen er fandeme ikke dejlig. Hverdagen er ond, klam og ubehagelig.
Tak Reznor. I wanna fuck you like an animal.