Ned i kaninhullet

gybe

Modsætningsfyldt fra start til slut, ‘G_d’s Pee AT STATE’S END!’ er en kæmpe mundfuld, der anbefales at indtage siddende.

Titel
G_d’s Pee AT STATE’S END!
Dato
02-04-2021
Genre
Trackliste
1. A Military Alphabet (Five Eyes Aall Blind) [4521.0kHz 6730.0kHz 4109.09kHz]
2. Job's Lament
3. First Of The Last Glaciers
4. Where We Break How We Shine (ROCKETS FOR MARY)
5. Fire At Static Valley
6."GOVERNMENT CAME" (9980.0kHz 3617.1kHz 4521.0 kHz)
7. Cliffs Gaze / Cliffs' Gaze At Empty Waters' Rise / ASHES TO SEA or NEARER TO THEE
8.OUR SIDE HAS TO WIN (for D.H.)
Forfatter
Karakter
5

Godspeed You! Black Emperor (GY!BE) er, kort fortalt, en flok mænd fra Canada, der gør hvad der passer dem. Derfor er det heller ikke let at overbevise udenforstående om at sidde stille længe nok til, at de for alvor kan sætte pris på skønheden ved 20 minutter med radiostøj på AM-båndet og fiskekuttermotorstøj. Men selvfølgelig kan man altid lokke med eksplosiv dødsensalvorlig post-rock, tilsat blues, psykedelisk rock og det stof drone er lavet af.

Med sine 52 minutter er dette ikke blandt de mest langtrukne af deres værker. Til gengæld er der pakket mere indhold ind på lige knap en time, end der reelt set er plads til, og det er ikke udelukkende musikkens skyld. Den er et kapitel for sig, men som med alle bøger får du ikke det fulde udbytte, hvis ikke du læser de andre kapitler også. Og her er det så, at udfordringen ved at forsøge at forklare ‘G_d’s Pee AT STATE’S END!’ opstår.

Jeg skal lige ligge lidt ned

For hvordan får jeg formidlet oplevelsen af ADHD legemliggjort på 16mm film, uden at det bliver lige så syret at læse om, som det har været at se? Det er næsten umuligt at skille musik og video ad, for bedst som jeg har fordybet mig i den ene eller den anden, bliver jeg tvunget mig til at forholde mig til begge dele, på én gang. Tilmed er der meget at dykke ned i med hensyn til selve albummets tilblivelse, baggrund og budskab – hvad jeg anbefaler alle interesserede at læse op på, for 'G_d’s Pee AT STATE’S END!’ er i højeste grad et produkt af en turbulent samtid, og det fornemmes i resultatet.

Deres indgroede ligegyldighed over for konventionel musik kommer til udtryk med det samme: Den tilbagelænede ‘Military Alphabet’ suppleres af optagelser inde fra salen, hvor filmen vises, komplet med kunstneriske skud af røg, der danser i projektorens lys og panoramaudsigt over den flotte sal. Musik toner ind og ud som en gammel AM-radio, en forvrænget guitar skærer igennem og forstyrrer freden, mens ordet "hope" flimrer ud og ind af fokus på salens skærm. Et næsten umærkeligt skift leder over i den psykedeliske ‘Job's Lament’ og som en mareridtsagtig, animeret Rorschach-test veksler motiverne mellem forskellige stadier af forvrængede billeder. Billede og lyd følges ad, der kommer pludselig struktur på musikken med trommer, der spiller en taktfast march, og et orgel, der hamrer søm igennem de svævende riffs.

Den højlydte outro trækkes med ind i det efterfølgende nummer, ‘First of The Last Glaciers’, der siden afløses af en melankolsk og næsten drævende melodi, der går hånd i hånd med en hypnotisk billedside. Violinen skærer igennem og minder mig om, at GY!BE er gode til at lulle deres lyttere ind i en falsk følelse af struktur og forudsigelighed. Det er i øvrigt et gennemgående træk for pladen, som jeg føler hiver den op på næste niveau: sekvenserne med instrumenter er længerevarende, så man når at nyde dem, men stadig er de i konstant i udvikling. For at understrege min pointe, skal vi ikke lytte længere end til ‘where we break how we shine (ROCKETS FOR MARY)’. I et minut og 44 sekunder kan vi høre eksplosioner i baggrunden, mens småfugle lystigt kvidrer i nærheden.

Til trods for sit ildevarslende budskab kan den nærmest kaldes en ganerenser, før vi på ‘Fire at Static Valley’ bliver trakteret med en behagelig, klassisk drømmende post rock-guitar. Rumklangen giver ekko helt ind i knoglerne, og den langsomt introducerede hyletone i baggrunden giver nummeret en følelse af anspændt intensitet, der føles som stilhed før stormen. Billedsiden er stærk og passende dramatisk i både tema og farvemætning og er et nummer, der for alvor kommer til sin ret, hvis man oplever den med tilhørende video.



Kalejdoskopet drejer videre
Men ingen GY!BE uden optagelser af samtaler. Den velkendte lyd af statisk susen og utydelige stemmer på ‘GOVERNMENT CAME” (9980.0kHz 3617.1kHz 4521.0 kHz)’ sameksisterer med en tilsyneladende usammenhængende musicering, der både føles som om, de spiller hver deres sang, men samtidig spiller den samme – blot på hver deres måde. Nummeret varer 11 minutter, så de har god tid til at finde samspillet igen, hvilket de naturligvis også gør. Der sniger sig en god del blues ind, og den klagende violin lægger et fint slør af skævhed over deres ellers næsten valsede progression. Det giver en følelse af dissonans og uorden, som tiltaler mig. Jeg sætter pris på, at det fra tid til anden føles som at lytte til flere forskellige bands på én gang, og det uundgåelige crescendo er næsten overvældende og cinematografisk i sin storladenhed.

Omvendt er ‘Cliffs Gaze / Cliffs' Gaze At Empty Waters' Rise / ASHES TO SEA Or NEARER TO THEE’ en luftig sag, der mest af alt lyder som at høre en koncert på tre kilometers afstand, under vand, halvt i søvne. Der er ikke mange fikspunkter at pejle efter andet end langtrukne toner af forvrængede guitarer, der langsomt bygger op til noget konkret, og der bliver da også indfriet en musikalsk forventning om at, der er noget for enden af den psykedeliske tunnel: Stemningen er skiftet fra mol til dur, og den opløftende effekt det har på musikken, står i skarp kontrast til de konflikter, der ruller over skærmen.

Derfor er det kun naturligt, at de kakofoniske kirkeklokker, der bimler jordens undergang ind til sidst i nummeret, efterfølges af den langmodige og skrattende ‘OUR SIDE HAS TO WIN (FOR D.H). Det er en vemodig epilog over et album, der er proppet til randen med alt det, jeg elskede ved debuten og ikke vidste, jeg satte pris på ved deres øvrige kvaliteter. Jeg kunne sagtens blive ved, men jeg vil i stedet opfordre til at man fluks smækker fødderne op, sætter telefonen på lydløs og falder ned i det bundløse hul, der er GY!BE.