RF '21: Gensynets glæde
Xenoblight havde glædet sig, og det havde vi også. Festen fortsatte søndag aften på Dyrskuepladsen.
2. Oblivion
3. Ny sang
4. Shapeshifter
5. Descension
6. Kill Yourself
7. Predominance
I modsætning til Orm var Xenoblight anderledes heldige med lyden. Selvom den ukonstruktive buldren fra forrige koncert stadig mudrede lyden, var det denne gang ikke til ukendelighed. Deres skiftevis brutale og groovy lyd tromlede af scenen ført an af en højspændt Marika i front. Lidt mere snakkesalige end Orm, uden at forfalde til ligegyldigheder, var det tydeligt, at bandet i den grad havde glædet sig. Det samme havde publikum, som uden at tøve, overgav sig til det indestængte kaos, der endelig fik afløb på scenen.
Vi fik lov til at høre et nyt nummer, og til trods for at det måske ikke føltes så indøvet endnu, var folk bedøvende ligeglade. Bandet havde salen i deres hule hånd, og hvad enten det skyldtes den stigende, gennemsnitlige promille eller blot glæden ved den forrige koncert, var gæsterne meget mere aktivt deltagende i festen. Fra min plads i sikker afstand, kunne jeg med begejstring ane en lille pit i stroboskopets skær, og jeg noterede mig, at hvor Xenoblight siger, deres musik er skabt til kaos, siger jeg, at Xenoblights musik er skabt til at blive spillet live.
Hårde typer
Men gensidig gensynsglæde tog ikke brodden af Xenoblights blodtørst. Med en advarsel om, at nu satte de altså farten op, spolerede de enhver chance for aftenidyl. Deres musik løsnede de sidste stive nakker, og hvem end det var, der havde medbragt sit eget telt og så sit snit til at forsøge at luske det ind til koncerten, som var det en forvokset badebold, gik den naturligvis ikke. Men Xenoblight sætter gerne en høj standard for, hvordan man slipper tøjlerne, og den famøse Orange Følelse™ havde så småt indfundet sig – dog i en mere pastelfarvet version.
Det var så også det eneste pastelfarvede aspekt af aftenen indtil videre, ser man bort fra aftenhimlen. Jeg var flere gange ikke sikker på om Xenoblight ville efterlade så meget som en krumme til Baest, som heller ikke ligefrem er kendt for at tage den med ro. Marikas snerrende vokal drog os ind, og de hidsige og huggende rytmer holdt os nede, til vi skreg på nåde mere. Således brølt godt igennem var det tid til at slænge sig i græsset og glæde sig over, at vi overhovedet har fået lov til at blive råbt af.
