RF'19: Den betændte mandags-dødspit

unnamed (4)
unnamed
unnamed (8)
unnamed (2)
unnamed (6)
unnamed (3)
unnamed (5)

Den organiserede vildskab og Hyldmars hidsige skrig spillede til UG, da Xenoblight tævede os ørerne fulde med nådesløse moshpits til følge og publikum i deres hule hænder.

Kunstner
Dato
01-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Åbner af Aalborg Metal Festival 2018.
Hovednavn på When Copenhell Freezes Over 2019.
Vinder af den danske udgave af Wacken Metal Battle 2018.
Fjerdeplads i den europæiske finale på Wacken.

Med viljen i hjertet er der altid lys i sigte, også selvom du får den kække idé at starte et dødsmetalband i Silkeborg af alle steder.

Det er spændende at følge Xenoblight her i de unge år, hvor der er godt vind i sejlene blot to år inde i karrieren. Denne sene aften på Rising-scenen skulle også vise sig at blive lige præcis den bastante knytnæve i ansigtet, vi havde håbet på.

Den akustiske intro fra sidste års debut 'Procreation' blev usmukt flankeret af et par efterskoleelever bag os, der mente, at det naturligvis lagde op til fællessang a la Nickelback. Af skræk for længerevarende dårlig indflydelse skyndte vi os længere frem, og derfra gik det slag i slag med bangers non-stop med Marika Hyldmar som den hidsige frontfigur, der vidste, lige hvilke knapper hun skulle trykke på for at få pisket stemningen i gang. Nu er Roskilde-publikummet også kendt/berygtet for at være en sært flamboyant størrelse, der uanset forhåndskendskab til metalkultur i en syvhestesbrandert altid er klar på at prøve den der circlepit og wall of death, hvilket de forreste rækker tydeligt beviste med Trump-masker og neongult spandex i pitten. 



Det stak af, som det sig hør og bør, men det var så sandelig også Xenoblights egen fortjeneste. Parløbet mellem guitaristerne Rasmus Clemmensen og Mikkel Jepsen slog gnister, ikke mindst i riff-stormløbene i 'Shapeshifter' og den dystert blackede 'Obsidian Chromatism', mens Thomas Madsen konstant vekslede mellem blastbeat-venlig tonsen og veltimede rundgange uden blot at agere bagtæppe til guitaristernes mere fremtrædende karakter og Marikas ulvehyl. Madsen er tydeligvis en vigtigere faktor i sangskrivningen, end han typisk gives cadeau for, og tønderne stod lynskarpt i lydbilledet, så aggressionerne brød ud i fuld flor, både på og foran scenen.

Man kan klandre debutalbummet for stadig at mangle den unikke sangskrivning, der gør, at sangene sætter sig i ørerne på en, men det var helt glemt, da midtjyderne piskede moshpitten op og tydeligvis havde det forunderlige miskmask af et publikum i deres hule hænder. En enkelt ny skæring i form af 'Crux Ansata' indikerede også et mere melodisk skær i bandets udvikling. Den spillede til UG ved første lyt, men det var i særdeleshed bandets liveerfaring, ikke mindst fra førnævnte Wacken Metal Battle, der gav pote. Ingen spildtid på billige gimmicks, ingen letspiselige visuals, ingen gæster til at aflede opmærksomheden, no bullshit – alt spillede for Xenoblight, og Hyldmars hæse skrig, kombineret med de evindeligt angrebslystne stormløb mellem det preusserthrashede, det tungt black'n'rollede og de mere klassiske heavy-dyder, satte konstant nye pits i gang som cementering af hvor effektiv en cocktail, Xenoblight har smidt i gryden.

Det var vredt og tæskefedt, folket elskede det, og med god grund. Meget bedre hegn finder vi ikke lige nu indenfor landets grænser. Det beviste Xenoblight mandag aften med den utvetydigt bedste koncert, undertegnede endnu har bevidnet fra deres side. Med flere skæringer, der sætter sig på hjernen, vil Xenoblight kunne udvikle sig til noget stort, men showet og viljen til at tæske os møre og lamme i pitten taler også fint sit eget sprog. Rising-scenen var i hvert fald med dem mandag aften, og Xenoblight smager stadig, dagen derpå, af meget mere.