RF '21: Dyremishandling på Dyrskuepladsen
Til trods for en sløj lyd satte Orm barren højt for søndagens Roskilde Festival.
2. Bær Solen Ud
En venlig kvindestemme gjaldede ud over pladsen og inviterede os indenfor i halvmørket til første akt. Vi blev opfordret til at gøre, som vi altid har gjort og glemme dagligdagen for en stund. Crowdsurfing var naturligvis stadig ikke tilladt, men med friske coronapas i baglommen, tillod de fleste sig selv, at nyde den første stående koncert i halvandet år. Første stik gik derfor til Orm, som på slaget 18:15 lukkede os ind i deres komplekse univers.
Mit forhold til orkestret i live regi er til gengæld ikke synderlig komplekst. En enkelt koncert på Copenhell er det blevet til, og dengang gik jeg derfra uden at have forstået dem, et ansvar jeg gerne påtager mig. Der hersker dog ingen tvivl om, at de er dygtige musikere. Desværre led koncerten under en mildest talt elendig lyd. Fra første færd blev de mange finesser overdøvet af en infernalsk brummen fra, hvad jeg formoder, var trommerne, eftersom det var det eneste, jeg med sikkerhed kunne sige, at jeg hørte. Orms musik veksler i aggression og tempo, hvilket der ikke var taget højde for, og det blev ikke bedre alt efter, hvor jeg positionerede mig i salen.
Ormen i æblet
Mens jeg prøvede at abstrahere fra den uret, der blev gjort mod bandet, slog det mig, at set ud fra et kunsterisk perspektiv, var det virkelig, virkelig unfair overfor musikerne, at der ikke var kigget ordentligt efter, om der var drejet på de rigtige knapper. Men den tvivlsomme kvalitet bidrog alligevel med noget positivt – for hvad er livemusik i det fri uden dårlig lyd? Alle som kender Orm ved alligevel hvordan de lyder, og det festivalhungrende publikum var ikke nærige med hverken bifald eller jubelbrøl, der stod mål med dem, vi ellers reserverer til vores deltagelse i EM.
Der er ingen tvivl om, at folk havde glædet sig. Ikke kun til musikken, men også den åbne himmel, det hastigt nedtrampede græs, ja, selv køen til baren, som sørme endte med at løbe tør for øl. De socialt distancerede forbehold, vi har måtte vænne os til, spøgte stadig i baghovedet, for publikum forholdt sig meget mere i ro, end jeg havde forestillet mig – med tanke på, hvor længe siden det er, vi sidst var på græs. Det afholdt dog ikke Orm fra at give den så meget gas, de nu kunne, omstændighederne til trods. Jeg håber for alles skyld, at næste gang de sætter fod på en scene, så bliver der taget højde for deres dynamiske musik.
