Årsliste 2021 – Anders Molin

Manden med Weekendvesten leder videre efter den gamle skoles nye elever i heavy metal-timen. Det foregik primært udenlands og foran skærmen.

Devilution er et tidsskrift, hvor nye og gamle skribenter har fingeren på pelsen og holder et vågent med metallens nye knopskydninger. Det er fedt at se på, men ikke rigtig noget jeg bidrager til. 


Jeg har ligesom sidste år holdt øje med den klassiske metal i jagten på nye navne, der kan bære faklen videre – det er en nødvendighed, hvis musikken skal overleve, for når jeg møder 10-15-årige heavyrockere, som skal ud at smadre verden med deres elguitarer, hører de de samme bands, som jeg gjorde i deres alder. Nu er rockguderne altså bare blevet over 60 og tæt på pensionen, og det er ikke sunde forbilleder, der i længden vil få ungdommen til at vælge vores musik. Der er brug for, at unge mennesker kan spejle sig i andre usikre unge mennesker, som iklæder sig guitar, læderjakke og begyndende snegl som deres panser mod verden.

Årets danske album:

At lave en decideret top 5 her ville være useriøst. Jeg har glemt, forsømt, overset, fravalgt og undgået dansk musik i år – nok mest glemt og forsømt, men jeg skulle dybt ned i hukommelsen for at finde dansk musik, som jeg har lagt ører til. Men altså:
Baest lavede en ret fed single til deres nyeste album, jeg hørte Anti-Ritual på et tidspunkt, og det var sejt. Steelbourne havde også momenter af noget, der kan blive til god power metal, hvis de en dag skruer op for vrissenheden. Alle siger, LLNN er godt, jeg tror dem. Rot Away er også sejt.



Årets internationale album:

Iron Maiden lavede et nyt album i år, og det mindede mig om, at vi skal værne om heavy metal, hvis det ikke skal dø. Men nogen skal dø for at andre kan leve, og næste år burde grundreglen være, at hvis et band har stort fokus på andet i merch-boden end T-shirts, patches og måske et flag, bør vi aflive vores interesse. Det er for gøglet og farrock-agtigt, at alle bands skal have deres egen rom, sparkedragt og pizza.

1. Significant Point: 'Into the Storm' – Ret så stærk og smadret heavy metal fra det fjerne Japan. Godzilla er helt uironisk på coveret, og jeg er solgt til et forholdsvis vanvittigt udtryk. 




2. Hitten
: 'Triumph and Tragedy' – Heavy rock, der satser på at lyde som en friskere udgave af KISS med masser af twin-guitarer. Man kan enten køre bil eller strippe til det – eller kombinere, hvis man frisker en tur på Ring 3 lidt op. 


3. Ultra Raptör
: 'Tyrants' – Jeg ville måske, hvis hele Devilution-redaktionen bevæbnet med gafler trængte mig op i et hjørne til julefrokosten, indrømme, at de her canadiere tager den lige en hjørnetand for langt med deres brug af omlyd og dinösäürër, og måske burde de lægge energien i musikken – men så tager jeg kampen op og holder stædigt fast i, at det kun handler om at udleve enhver teenagers drøm om heavy og fortidsøgler i samme band.  




4. Blazon Rite: 'Endless Halls of Golden Totems' – Der er noget Dio-episk over disse amerikanere, som allerede fangede mig ind på deres debuterende ep.  



5. Tyrann: 'Djävulens Musik'" – Satan, heavy, rock, svensk. Catchy og smadret på samme tid. Det dufter sødt af ungdomsklub-bandet, der nåede at spille én koncert for uforstående forældre og en pædagog.

Mastodon udgav også et album, men dem har jeg slået op med. Det har jeg ikke helt med Night Flight Orchestra, der efter heftige forsøg fik mig overbevist om, at de hverken er en joke eller en døgnflue. Næste gang jeg står på en yacht, ender jeg med dem.

Men jeg nød også NWONWOBHM fra Fortress, Haunt, Oath Sc, Vulture, Seven Sisters, Shadowland, Heavy Sentence, Toledo Steel og Aphrodite.

Årets danske hit:

Jeg peger på Rambuk, fordi de højst kan være 17 år og spiller dødsmetal. Det er noget, som dem på 15 kan se op til. Nyt til fødekæden: 



Årets internationale hit:

Tyrann: 'Don’t Make Fashion of Our Heavy Metal Passion' – Titlen er sandhed, og alle burde leve efter den – i stedet for at gøre et opråb om rom, sparkedragt og pizza nødvendig.



Sabire: 'Ice Cold Lust' – Gotisk-lydende 80'er-hard rock, som jeg synes lover ret godt for næste album.

Årets genfundne klassiker:

In Flames: 'The Jester Race' – 
Jeg har nu altid godt kunne lide det nye In Flames (altså alt efter 2000-ish), men fornyligt besøgte jeg de tidligere tider, og der er en helt anden charme over den oprindelige svenskerdødsbølge.



Årets koncerter:

Næh, det var ikke noget for mig. Jeg prøvede at sidde ned til en koncert. Det var behageligt og komfortabelt – og sådan skal metal ikke være. Jeg stod også op til Rot Away i en kælder i Valby. Sådan skal metal være! 

Årets danske navn:

Ronnie Atkins – soloskiven er udmærket, men det vigtigste er at hylde ham, før det er for sent. Ronnie Atkins er et ikon på den danske heavy-scene, og han har aldrig fået nok anerkendelse som frontmand, sanger og sangskriver. Og så står han stadig op, trods kampen mod kræften.

Årets internationale navn:

Pep Biel – årets spanske knallertdreng.

Årets nye danske navn:

Jeg siger Rot Away – ikke at jeg synes, de tilføjer noget nyt til noget som helst. Men det er ret sejt, og det er ret godt at være ret sej.

Årets nye internationale navn:

Significant Point – jeg synes, det er svært at pege entydigt på nogen, der virkelig har imponeret mig, men Japan skal løbe med titlen, fordi man så sjældent kommer derover.

Årets comeback:

Iron Maiden – fordi det lykkedes dem at lave endnu en ligegyldig plade, som de fik overbevist alle om var en genialitet, genfødsel, selvom det mest imponerende var, at de kunne smide så mange minutters musik ind på samme plade uden at kede sig selv ihjel. Lyt til Hitten i stedet.



Årets fysiske udgivelse/bog/film:

Mig selv: Det største, der skete for mig, var, da jeg modtog det samlede oplag af min fjerde udgivelse Krigstidsrejsende, som jeg kortvarigt kunne stable i kælderen, indtil størstedelen var solgt igen.

Det overså jeg i 2020:

Jeg tror ikke, jeg har været skarp nok i 2021 til allerede nu at have et overblik over, hvad jeg missede i 2020, men måske er jeg klar med dette i 2022? Måske missede jeg ikke noget? 

Årets optur:

Da jeg friede til min kæreste første gang. Jeg har friet hele året, og hun siger ja hver gang, så jeg tror efterhånden på, at vi har fat i noget af det rigtige. Lad det bare blive 2023 nu!

Årets største skuffelse:

Helloween – 

Det var himmelråbende naivt, men jeg tillod mig i et nostalgisk øjeblik at sætte mine forventninger meget højt til et par gamle helte, og uden at pladen faldt helt ved siden af, imponerede idolerne kun i glimt, som med det fremragende singleforspil 'Skyfall' – der var for lidt Kai Hansen i sangskrivningen og for meget Andi Deris.



Men jeg må selvfølgelig også fremhæve alle dem, der fra både top og bund i samfundet forsøgte på bedste vis at udskamme anderledes tænkende/handlende og dermed splitte nationen. Skam jer! 

Største ønske for 2022:

Verdenskrig, en genopstanden Messias, Liechtenstein vinder VM i fodbold, Trump laver porno – hvad som helst, der kan lede folket og ledernes opmærksomhed væk fra den store du-ved-nok.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:

Jeg har billet til Helloween i Hamburg og Traveler på Stengade, fordi jeg naivt forestillede mig, at foråret ville ligne 2019 og ikke 2020 eller 2021. Jeg tør ikke længere tro på noget med livemusik. Nu ser jeg bare frem til selv at udgive 'Den Metalliske Sjæl', som hylder heavy metal og forsøger at åbne et vindue for at nutidens unge kan stirre ind i fortidens musik og måske være med til at fremtidssikre den (okay, slap af! Jeg har bare skrevet en historie, som jeg syntes var sjov at fortælle. Den skal ikke redde nogen eller noget!).