Gribbene griber ud af genren

Vulture
Vulture 3
Vulture 2

Vulture spiller flittigt på den store oldschool heavy og thrash-violin, og så kan de endda finde ud af at knuse de snævre rammer med nogle overraskende velplacerede genrebrydninger. 

Kunstner
Titel
Dealin' Death
Dato
21-05-2021
Trackliste
1. Danger Is Imminent
2. Malicious Souls
3. Count Your Blessings
4. Gorgon
5. Star-Crossed City
6. Flee The Phantom
7. Below The Mausoleum
8. Dealin’ Death
9. Multitudes of Terror
10 The Court Of Caligula
Forfatter
Karakter
4

Vulture er glade for skarpe penduler og for hurtig heavy metal med skinger vokal. Begge dele er forståeligt. Vulture lyder også som noget skarpt: en økse, et sværd, en sabel, eller som et skærende pendul, der svinger sig nærmere og nærmere din strube. Sådan lød de to første albums – og sådan lyder det tredje og aktuelle ‘Dealin´ Death’ også.

Tyskerne spiller heftigt og hurtigt på 'Malicious Souls', 'Multitudes Of Terror' og 'Flee The Phantom', hvor der leges selvsikkert med thrash-elementer. Der er tempo, det er smadrede simple omkvædsfraser, og der er kompromisløst. Det ville også være hurtigt glemt, hvis ikke heavy-glæden var så dominerende i bandet.

I det lidt mere klassiske hjørne af heavy metal, som i 'Star Crossed City' eller måske 'Count Your Blessings', får de melodiske guitarer plads til at spille heltet, og her får sangskrivningen lidt mere plads, uden at det bliver på bekostning af dynamikken og vigtigere end det: raseriet. Og det får endnu mere plads i 'Gorgon', hvor et flot klaverstykke bliver ført over til at blive fremført på guitar og blive endnu stærkere. Både heavy og smukt.

Den umiddelbare udfordring ved at lytte til Vulture er leadvokalen, men tyskerne kan deres King Diamond og sørger for at give plads til andet end deres skrigende halvfalske forsanger. Der er både bøllekor, brøl og noget, der minder om skønsang i det melodiske hjørne, for Vulture forstår at have et gennemgående udtryk, som kan udvides i alle retninger.

Midt i den højpulsede metal tør Vulture også udfordre med hurtige omveje ind i andre genrer og knap så oplagte omveje. 'Below the Mausoleum' er mere episk med munkesang, og afslutteren 'Court Of Caligula' vil noget helt andet stolte omkvæd i et episk holdt midttempo. Det er ikke power metal men nærmere storslået på sådan en punket måde, og helt klart højdepunktet på en stærk og varieret plade.