En velkendt følelse…
Populær
...af uforløst potentiale præger Disturbeds indtil fornylig hemmeligholdte udgivelse ‘Immortalized’, der egentlig starter udmærket, men vander godt og grundigt ud, som albummet skrider frem.
Som nu metal kid i de sene 90’ere og de første år af det nye årtusinde var Disturbed og især deres første udspil ‘The Sickness’ (2000) en obligatorisk del af WinAmp-playlisten. Og der blev skreget hjerteligt med på “OH-AH-AH-AH-AH” over et par kælderkolde DP’ere hjemme hos kammeraten. Imidlertid blev netop Disturbed begyndelsen til enden for mig som “kid”, da de sendte ‘Believe’ på gaden. Albummet var egentlig udmærket efter daværende standarder, men det blev for poleret, og NWOBHM-inspirationen overmandede den aggression, som en konfrontatorisk teenager hungrede efter. Så Disturbed blev lagt på hylden.
Med ’Immortalized’ formår Disturbed at genoplive den forargede nu metal-knægt. Albummet lægger glimrende fra land med titelsangen samt ‘The Vengeful One’. Førstnævnte kører dog lige lovlig meget i samme groove, men guitarriff og hooklines bryder ensformigheden. Sidstnævnte er velsagtens et af pladens stærkeste numre, men herefter begynder Disturbed så i radiovenlighedens navn at ville lefle, og det skorter pludselig på kvaliteten af numrene, kun afbrudt af enkelte lyspunkter. Bunden rammes, da de med et ærgerligt cover af Simon & Garfunkels ‘Sound of Silence’ forsøger at gå A Perfect Circle i bedene.
Ekskurs
Til dem, der endnu ikke er klar over det, lavede A Perfect Circle en fantastisk og forbedret version af John Lennons '
">Imagine'.
Lyspunkterne
Som nævnt har pladen enkelte lyspunkter, så som ‘What Are You Waiting For’, der giver mindelser om debutpladen. Men især introen til ‘Fire It Up’ (en hyldestsang til cannabis) viser et sjældent overskud og en løssluppen munterhed på 'Immortalize'. Man ser alt for ofte, at bands er tidspressede, og at det ikke kan gå hurtigt nok med at få indspillet og udgivet en plade, idet den nutidige musikindustri kræver en ny plade hver 24., men helst hver 18., måned, for at et givent band ikke går hen og bliver uaktuelle. Samtidig er ‘Fire It Up’ et anderledes nummer og derved et frisk pust på en plade, der på mange måder kører i samme rille.
Det uforløste potentiale
Men lad os lige vende tilbage til det uforløste potentiale, for jeg er næsten overbevist om, at hvis Disturbed glemte alt om det kommercielle aspekt eller at skulle lægge sig i forlængelse af deres seneste udgivelser, så kunne de have skrevet en fantastisk plade. Riffene er der, ideerne er der, lysten er der, evnerne er der, men alt sammen kun i små portioner. Jeg har i tidens løb tænkt om mange bands: “I har alle muligheden for og er i en position, hvor I kan gøre lige præcis, hvad I vil... Hvad holder jer tilbage?” Det kan man så kun gisne om.