Årsliste 2021 – Mads Aspesgård Kofod

Trods en række fysiske gammelmandsskavanker har 2021 skam været fint for ham den unge. Første halvår som skribent gik med en håndfuld gode plader og koncerter.

Årets danske album

1. Dying Hydra: of Lowly Origin
Dying Hydra diskede virkelig op med et album, der er så stort, voldsomt og smukt, at jeg nær havde åbnet en flaske pingus, såfremt at jeg ville have råd til den slags. Men Dying Hydra er helt sit eget, og man bliver omsluttet af deres brede og dybtrungende lyd, som var de en hypnotiserende jernjomfru. 

2. Kollapse: Sult
Kollapse stikker uden tvivl af med årets sejeste og mest skrækindjagende albumcover, og ligeledes er Sult et ansigtssmeltende dystert indslag. Derudover er jeg helt vildt med den nøgne produktion og danske lyrik, der gør dem endnu mere faretruende, da det bliver mere ærligt og derfor stikker mere dybere.   

3. LLNN: Unmaker
Jeg har generelt ikke meget tilovers for den der mekanisk rungende og djentede lyd af en dyb streng, der er stemt i røvklaskehøjde, men at LLNN med Unmaker alligevel sniger sig op på en tredjeplads, testamenterer deres evne til voldsomt mørk og dystopisk sangskrivning.  

4. Angstskrig: Skyggespil
Ligesom Dying Hydra kan man heller ikke rigtig placere Angstskrig i en kategori. Ligeledes betyder det heller ikke, at musikken ikke hænger sammen, det er derimod særegen og gennemført god og mørk metal. Igen bliver der sunget på dansk, og det er forfriskende. 

5. Baest: Necro Sapiens
Alle de ovenstående udgivelser er deroppe, fordi de har noget helt særligt kreativt at byde ind med. Det kan man ikke sige om Baest, men på Necro Sapiens udviser bandet igen-igen, at de behersker deres håndværk på et højt niveau. 

Årets Internationale album

1. Mastodon: Hushed and Grim
Altså, Mastodon er nok mit absolutte yndlingsband, så bare det, at de udgiver noget, er kæmpestort. Deres præstationer i det forrige årti har ikke ligefrem har været blændende, men Hushed and Grim bryder mønsteret, og det er anledning nok til at løbe af med førstepladsen.

2. Flight of Sleipnir: Eventide
Jeg betragter ikke mig selv som et synderligt spirituelt menneske, men Eventide er det tætteste, jeg har været i år på at tage et dyreskind på og danse i ring som en shaman i Vinland og tilbede stjernerne. Jeg gav i sin tid albummet fire stjerner, men det har vokset yderligere på mig. 

3. Soothsayer: Echoes of the Earth
For at blive lidt ved temaet, giver Echoes of the Earth mig til gengæld lyst til at brænde et munkekloster ned til grunden. Ikke noget romantiseret vikingepladder, det er ren grumhed.

4. Vokonis: Odyssey: 
Svenske Vokonis har ikke den samme kreative kunnen som de ovennævnte, men nogle gange er det bare fedt med stoner-sludget riff-galore og Tim Christensen omkvæd.  

5. Green Lung: Black Harvest:
Jeg har det med at køre rundt i det meget dystre hjørne af venstre side i det periodiske system og derfor var et slag Green Lung meget forfriskende. Det er tydeligvis ikke kun kutteklædte svenskere, der kan producere okkult festrock. 

Boblere

Herhjemme er det værd at hive Terminalist frem. Som hovedregel foretrækker jeg tyngde fremfor tempo, alligevel synes jeg, at The Great Acceleration er en medrivende plade. Temple of Scorn er en solid omgang dyster død, og så var jeg også virkelig begejstret for Demon Heads diabolsk-lydende Viscera.

Årets internationale hit

Her ville det være oplagt at nævne Mastodon, men alt fra Hushed and Grim der tangerer “hits” er pladens svagheder. Derimod er Green Lungs Black Harvest spækket med hits. Særligt Reaper’s Scythe basker i ørerne. 

Årets Danske hit

Abattoir af Baest. Den udkom godt nok i slutningen af 2020, men var også med på Necro Sapiens fra 2021. Uanset hvad får jeg stadig riffet i omkvædet på hjernen.

Årets genfundne klassiker

Jeg ved ikke, om jeg har genfundet noget i år. Men jeg hørte for flere år siden, at Neurosis skulle være noget særligt, og det fattede jeg ikke en kæp af dengang. I sommer besluttede jeg mig dog for at give det en chance til, og jeg blev helt solgt. Så årets genfundne klassiker må være Times of Grace.

Årets Koncerter

1. Orange Goblin: Beta
Årets sidste og bedste koncert. Alle på Beta var bare glade i låget. Når man ovenikøbet i begejstring lægger anmelderblokken i lommen for at kaste korpusset ind i moshpitten og dagen efter ikke kan læse egne noter, fordi de er tværet ud af lommesved, så kan man ikke bede om meget mere. 

2. Demon Head, Slægt og Shaam Larein: Pumpehuset
Det var en meget mørk, næsten sort sommeraften i Pumpehuset og min første koncertanmeldelse. Bandsene gjorde det heldigvis let for mig, for alle tre leverede bare toppræstationer, særligt hovednavnet. 

3. Jethro Tull: Operaen
Med kritiske briller fortjener Onkel Ian og co. ikke at komme med på listen, men personligt var det en kæmpe oplevelse at opleve en vaskeægte rocklegende i selskab med familien. 

4. Baest + Katla: Forbrændingen
Begge bands er jo bare fuckergode live. Men særligt er de danske dødsdarlings muligvis Danmarks baeste liveband.  

5. Offernat og Dying Hydra: Loppen
Dying Hydra lød bare massive, og Offernat beviste, at de er meget mere end deres EP og gav folk god grund til at holde ekstra øje. 

Årets internationale navn

Det er lidt vattet at sætte Mastodon ind her, men for mig kan det sgu ikke være meget anderledes. 

Årets danske navn

LLNN: Unmaker er et virkelig godt album, men nåede ikke helt toppen for mig i år. Men hvis jeg skal se ud over min egen næsetip, så har LLNN haft et rigtig godt år med masser af god omtale.

Årets nye danske navn

Objektivt set har Terminalist haft et rigtig godt startskud. Men for mig kommer Offernat ind i billedet istedet. Godt nok har de kun udgivet én temmelig ufokuseret EP, men det oser af potentiale og deres velspillende, brutale og smadrede og 70’er udtryk er værd at holde øje med. 

Årets comeback

… Mastodon?

Årets fysiske udgivelse

Jeg tror ikke, at hverken nogen musikalske, cinematiske eller litterære udgivelser med relevans for metal kan toppe, at Boss har genudgivet HM-2 pedalen under Waza Craft serien. 

Det overså jeg i 2020

Her bliver jeg simpelthen nød til at nævne Lux af In the Company of Serpents. Den blev udgivet i 2020 men fik først tilknyttet label og rigtig udgivet i år. Ellers havde den nok taget andenpladsen. Normalt prøver jeg at undgå metal, der bliver direkte fusioneret med ikke-hård musik, som flagermuse undgår dagslys. Men den måde In the Company of Serpents får blandet sydende og boblende damplokomotivsmetal med Ennio Morricone-esque westerntemaer er sublimt. Jeg kan slet ikke anbefale det nok.

Årets optur

Det har selvfølgelig været en kæmpe optur at blive en del af redaktionen, men årets helt store optur er helt sikkert, at mit gamle band og mig efter fire års splittelse endelig er samlet igen og i fuld sving med at skrive nyt materiale. I forbindelse med det har jeg købt et forstærker-stack af mærket Orange for at fodre mit man-crush på Matt Pike yderligere, det er ovenikøbet en udgået model – så kan jeg også føle mig som en sjælden orkidé… Eller endnu en tulipan. 

Derudover blev 2021 også året, hvor jeg for første gang i mange år mærkede en pulsstigning ved at se på boldspil i fjernsynet. Rart at vide at man er i live. 

Årets største skuffelse

To måneders halten rundt efter en uplanlagt saltomortale på kælk.

Men derudover er jeg en cheerleader for alt, hvad Gojira har lavet gennem tiden, med undtagelse af deres debutalbum. Men mundharpe må fremover være den nye industristandard for et band, der er løbet tør for idéer.  

Største ønske for 2022

Generelt sætter jeg ikke næsen særligt højt op. Men jeg håber, at 2022 byder på let adgang til fennikelfyldt salsiccia og/eller nduja i danske supermarkeder. Derudover har jeg en reeksamen, jeg inderligt håber har skrevet sig selv en dag, jeg vågner. Hvis jeg så skal nævne noget relevant, så håber jeg da, at de store festivaler bliver til noget, og der bliver udgivet en masse god og spændende musik – yada, yada, yada. 

Det glæder jeg mig mest til i 2022

Lidt fjollet at glæde sig for tiden. Men jeg har hørt en fugl synge om, at Orm kommer med nyt album.