Det ultraheavye havmonster er tilbage
Updated
Heavyjam.dk har smuglyttet til Mastodon albummet ”Blood Mountain”, der udkommer i næste uge. Mastodon tog alle kritikere med storm i 2004, da bandet udsendte dets gennembrudsalbum ”Leviathan”, som blandt hjalp bandet med på tour som opvarmning for så prominente navne som Iron Maiden og Slayer.
De mange gode anmeldelser og megen omtale, førte til at de store pladeselskaber fik øjnene op for det ellers ikke særligt ”kommercielle” metalmonster, som Mastodon nu engang er og bliver. Warner Music vandt kampen og selskabet udsender dette nye album, som har fået titlen ”Blood Mountain”, på mandag den 11. september.
Guitarist Bill Kelliher har forklaret, at ”Remission” var ”ild-albummet”, ”Leviathan” var ”vand-albummet”, mens ”Blood Mountain” bliver ”jord-albummet”. Så ja, denne gang er der også tale om et konceptalbum fra drengene fra Atlanta.
Men hvordan lyder det så? Undertegnede har lyttet hele albummet igennem, så vi tager da bare skiven nummer for nummer.
1. The Wolf Is Loose (3:34)
Dette voldsomme hardcore-nummer åbner albummet, og beviser klart, at Mastodon ikke har tænkt sig at skifte stil til hverken emo-core eller nu-metal, blot fordi de har underskrevet er stor kontrakt. Der er nærmest dømt 80’er-thrash!
2. Crystal Skull (med Scott Kelly) (3:27)
Scott Kelly fra Neurosis, som også sang med på ”Naked Burn” fra ”Leviathan” er hevet med ind igen, for at hjælpe til på førstesinglen. Den viderefører lidt stilen fra ”Leviathan”, men er egentlig en lidt skuffende og intetsigende repræsentant for resten af albummet.
3. Sleeping Giant (5:36)
Så sker der noget! D’herrer Troy Sanders og Brent Hinds har virkelig arbejdet med vokalerne her. Det er overhovedet ikke til at genkende Brent Hinds dybe, rene stemme og på dette atmosfæriske, swingende nummer med en ildevarslende guitarintro; han lyder nærmest som om han har gået til professionel sangundervisning siden sidst!?
4. Capillarian Crest (4:25)
Sangen er bygget op omkring indviklede og sære, nasale vokaler. Efter blot et minut, bliver man lytter til et ekvilibristisk instrumentalt stykke, der varer i næsten to minutter, inden et svævende omkvæd (?) overrasker. Det varer dog ikke længe før det bliver afbrudt af et dobbeltpedal-metalstykke, der kunne minde lidt om det gamle nummer ”Megalodon”. Interessant.
5. Circle of the Cysquatch (3:19)
Så kender man Mastodon igen med dette forholdsvis korte smadder metal nummer, der akkompagneres af et diskant riff. Midtvejs angribes man af forvrængede vokaler efterfulgt af et ultratungt stykke, der truer med at smadre bas-enhederne i ens højtalere.
6. Bladecatcher (instrumental) (3:20)
”Albummets eneste instrumentale nummer. Melodien i introen lyder som en lille uskyldig børnesang. Det bliver hurtigt afbrudt af et smadrende, nærmest black metal’sk stykke, der går over i Maiden’ske guitarharmonier.”
7. Colony of Birchmen (feat. Josh Homme) (4:19)
Formentlig albummets bedste og mest interessante skæring. Og tjek lige, hvem der gæster; vores rødhårede ven fra Queens of the Stone Age. Nummeret kan ikke rigtig sammenlignes med noget, Mastodon har lavet før. Det er dog præget af den velkendte skæve stemning, som Hommes vokal klæder perfekt i omkvædet. Tekstmæssigt er vi ude i noget om levende træer.
8. Hunters of the Sky (3:52)
Rytmisk set minder verset lidt om ”Blood and Thunder”, men omkvædet lever langt fra op til førnævnte. I det hele taget et middelmådigt nummer, der går i tomgang efter kort tid.
9. Hand of Stone (3:30)
Efter et lidt skuffende nummer kommer Mastodon tilbage på sporet med dette groovy nummer, som ledes på vej af Brent Hinds’ Ozzy’ske vokaler. Hen imod slutningen bydes der både på guitar- og vokaldueller, inden der sluttes af på fed thrash-manér.
10. This Mortal Soil (5:00)
For anden gang et eksperimenterende og klart afvigende nummer, der starter med en fængende, akustisk guitarintro og fortsætter over i et stykke, der lyder som ”Hearts Alive” i dobbelt tempo. Versets klagende vokaler leder tankerne hen på Pink Floyd, men lytteren stresses hurtigt med et hidsigt temposkift.
11. Siberian Divide (feat. Cedric Bixler-Zavala) (5:32)
Var det noget med en ”Mastodon Volta”? Cedric fra Mars Volta kigger ind, for sporadisk at ”skrige” lidt med. Når hans vokaler endelig indtræder, er man til gengæld ikke i tvivl. Den ildevarslende stemning fortsætter her på et af albummets længste numre, og Cedrics vokal passer perfekt ind i det storladne stykke i sangen. Som slutningen nærmer sig, overraskes man endnu engang af et riff, der lyder lidt som Tools ”Forty Six & 2”.
12. Pendulous Skin (5:04)
Det sidste nummer ligger – traditionen tro – i tematisk forlængelse af fascinationen med ”Elfantmanden” (jf. ”Elephant Man” på ”Remission” og ”Joseph Merrick”, Elefantmandens navn, fra ”Leviathan”); titlen taler for sig selv. Det er ikke et instrumentalnummer, men musikalsk er vi ude i en forlængelse af ”Joseph Merrick”.
13. ”Skjult Nummer”
Der skal ikke skrives noget yderligere om det skjulte nummer. Det må d’hævi-herrer og damer vente med til den 11. september. Men sjovt, det er det!
Der er ingen tvivl om, at Mastodon med dette nye udspil ikke helt lever op til ”Leviathan”, men det ville i sandhed også være for meget at forlange! Der er knap så mange ørehængende riffs på ”Blood Mountain”, til gengæld er det et eksperimenterende album, der vokser ved hver gennemlytning.
Hold øje med en decideret anmeldelse af albummet i næste udgave af Heavyjam.dk!
De mange gode anmeldelser og megen omtale, førte til at de store pladeselskaber fik øjnene op for det ellers ikke særligt ”kommercielle” metalmonster, som Mastodon nu engang er og bliver. Warner Music vandt kampen og selskabet udsender dette nye album, som har fået titlen ”Blood Mountain”, på mandag den 11. september.
Guitarist Bill Kelliher har forklaret, at ”Remission” var ”ild-albummet”, ”Leviathan” var ”vand-albummet”, mens ”Blood Mountain” bliver ”jord-albummet”. Så ja, denne gang er der også tale om et konceptalbum fra drengene fra Atlanta.
Men hvordan lyder det så? Undertegnede har lyttet hele albummet igennem, så vi tager da bare skiven nummer for nummer.
1. The Wolf Is Loose (3:34)
Dette voldsomme hardcore-nummer åbner albummet, og beviser klart, at Mastodon ikke har tænkt sig at skifte stil til hverken emo-core eller nu-metal, blot fordi de har underskrevet er stor kontrakt. Der er nærmest dømt 80’er-thrash!
2. Crystal Skull (med Scott Kelly) (3:27)
Scott Kelly fra Neurosis, som også sang med på ”Naked Burn” fra ”Leviathan” er hevet med ind igen, for at hjælpe til på førstesinglen. Den viderefører lidt stilen fra ”Leviathan”, men er egentlig en lidt skuffende og intetsigende repræsentant for resten af albummet.
3. Sleeping Giant (5:36)
Så sker der noget! D’herrer Troy Sanders og Brent Hinds har virkelig arbejdet med vokalerne her. Det er overhovedet ikke til at genkende Brent Hinds dybe, rene stemme og på dette atmosfæriske, swingende nummer med en ildevarslende guitarintro; han lyder nærmest som om han har gået til professionel sangundervisning siden sidst!?
4. Capillarian Crest (4:25)
Sangen er bygget op omkring indviklede og sære, nasale vokaler. Efter blot et minut, bliver man lytter til et ekvilibristisk instrumentalt stykke, der varer i næsten to minutter, inden et svævende omkvæd (?) overrasker. Det varer dog ikke længe før det bliver afbrudt af et dobbeltpedal-metalstykke, der kunne minde lidt om det gamle nummer ”Megalodon”. Interessant.
5. Circle of the Cysquatch (3:19)
Så kender man Mastodon igen med dette forholdsvis korte smadder metal nummer, der akkompagneres af et diskant riff. Midtvejs angribes man af forvrængede vokaler efterfulgt af et ultratungt stykke, der truer med at smadre bas-enhederne i ens højtalere.
6. Bladecatcher (instrumental) (3:20)
”Albummets eneste instrumentale nummer. Melodien i introen lyder som en lille uskyldig børnesang. Det bliver hurtigt afbrudt af et smadrende, nærmest black metal’sk stykke, der går over i Maiden’ske guitarharmonier.”
7. Colony of Birchmen (feat. Josh Homme) (4:19)
Formentlig albummets bedste og mest interessante skæring. Og tjek lige, hvem der gæster; vores rødhårede ven fra Queens of the Stone Age. Nummeret kan ikke rigtig sammenlignes med noget, Mastodon har lavet før. Det er dog præget af den velkendte skæve stemning, som Hommes vokal klæder perfekt i omkvædet. Tekstmæssigt er vi ude i noget om levende træer.
8. Hunters of the Sky (3:52)
Rytmisk set minder verset lidt om ”Blood and Thunder”, men omkvædet lever langt fra op til førnævnte. I det hele taget et middelmådigt nummer, der går i tomgang efter kort tid.
9. Hand of Stone (3:30)
Efter et lidt skuffende nummer kommer Mastodon tilbage på sporet med dette groovy nummer, som ledes på vej af Brent Hinds’ Ozzy’ske vokaler. Hen imod slutningen bydes der både på guitar- og vokaldueller, inden der sluttes af på fed thrash-manér.
10. This Mortal Soil (5:00)
For anden gang et eksperimenterende og klart afvigende nummer, der starter med en fængende, akustisk guitarintro og fortsætter over i et stykke, der lyder som ”Hearts Alive” i dobbelt tempo. Versets klagende vokaler leder tankerne hen på Pink Floyd, men lytteren stresses hurtigt med et hidsigt temposkift.
11. Siberian Divide (feat. Cedric Bixler-Zavala) (5:32)
Var det noget med en ”Mastodon Volta”? Cedric fra Mars Volta kigger ind, for sporadisk at ”skrige” lidt med. Når hans vokaler endelig indtræder, er man til gengæld ikke i tvivl. Den ildevarslende stemning fortsætter her på et af albummets længste numre, og Cedrics vokal passer perfekt ind i det storladne stykke i sangen. Som slutningen nærmer sig, overraskes man endnu engang af et riff, der lyder lidt som Tools ”Forty Six & 2”.
12. Pendulous Skin (5:04)
Det sidste nummer ligger – traditionen tro – i tematisk forlængelse af fascinationen med ”Elfantmanden” (jf. ”Elephant Man” på ”Remission” og ”Joseph Merrick”, Elefantmandens navn, fra ”Leviathan”); titlen taler for sig selv. Det er ikke et instrumentalnummer, men musikalsk er vi ude i en forlængelse af ”Joseph Merrick”.
13. ”Skjult Nummer”
Der skal ikke skrives noget yderligere om det skjulte nummer. Det må d’hævi-herrer og damer vente med til den 11. september. Men sjovt, det er det!
Der er ingen tvivl om, at Mastodon med dette nye udspil ikke helt lever op til ”Leviathan”, men det ville i sandhed også være for meget at forlange! Der er knap så mange ørehængende riffs på ”Blood Mountain”, til gengæld er det et eksperimenterende album, der vokser ved hver gennemlytning.
Hold øje med en decideret anmeldelse af albummet i næste udgave af Heavyjam.dk!
Kunstner
Forfatter