Årsliste 2021 – Nikolaj Bransholm

Først blev koncerterne forbudt. Så kom koncerterne tilbage, nu med stole. Så blev stolene fjernet – juhuu! Så kom stolene tilbage – buhuu! Og så blev der sagt forbudt til koncerterne igen.

Konklusion: Det slutter samme sted, som hvor det startede: som én kæmpe skuffelse. Men jeg fik alligevel snuset til savsmulden i manegen og brugt tiden på andre fotoopgaver. Drømmen for det nye år går så også igen fra sidste – mindre pandemi, mere smadder! Spændende om den bliver indfriet, eller om vi tager en tur mere i karrusellen. I så fald står jeg af. 

Årets danske album:

1. LLNN: ‘Unmaker' – Et  formidabelt dystopisk og opslugende album, der byder på 40 minutters intens visuel og støjende rejse, hvor samtlige instrumenter må være blevet banket flade med en hammer. Fra første lyt var jeg ikke et sekund i tvivl om, at denne udgivelse ikke ville blive indhentet og slippe titlen som årets danske udgivelse!

       2. Vola: 'Witness' – Tre album skulle der til, før jeg fangede Vola, men nu har jeg langt om længe fattet det, og det er 'Witness'' skyld. Stærkt album fra start til slut.

3. Rot Away: 'Nothing Is God' – 'Skagen Smackdown – The Soundtrack' er ikke titlen på Rot Aways nye album, men det kunne det lige så godt have været. For det er ti numre med aggressiv Hva’ glor du på!?, og selvom titlen påstår noget andet, så er det fucking godt!

       4. Iotunn: 'Access All Worlds – Iotunn har genopfundet sig selv med nyt line-up, nyt album og en ny lyd, og det hele fungerer fremragende! At få Jón Aldará med på vokal er en genistreg, og hans stemme løfter det hele op på et helt andet niveau.

       5. Baest: 'Necro Sapiens' – Gad vide, hvornår Baest laver et selvbetitlet album, hvor de slår deres lyd fast med syvtommersøm? Det kunne de godt have gjort med ’Necro Sapiens’, som lyder mere som Baest, end de nogensinde før har gjort. Men det kan godt blive vildere, og jeg spår, at det bliver rigti’ rigti’ vildt i 2022.

       Årets internationale album:
1. Every Time I Die: ‘Radical’ – Deres til dato bedste album, og det er let for mig at sige, da ingen af deres øvrige titler har fanget mig. På trods af det faktum gav jeg mig alligevel i kast med dette album, og det har været i daglig rotation lige siden. Det giver mig flashback til tiden, hvor Josh Scogin stadig var sanger i Norma Jean, og det er for mig den største kompliment, der kan gives til et band i denne genre. Det holder!

       2. Archspire: 'Bleed the Future' – Årets største overraskelse for mig. Eftersom jeg synes dette år har været ekstremt fattigt på interessante udgivelser, begyndte jeg at søge i genrer, jeg normalt ikke bevæger mig i, og her lå gemt en skat. Det er godt nok dumt, men hold kæft, hvor er det sejt!

3. Cannibal Corpse: 'Violence Unimagined' – Cannibal Corpse finder hele tiden nye måder at slå ihjel på og der bliver heller ikke vist nogen nåde her.



4. 1914: 'Where Fear and Weapons Meet' – Endnu en stor overraskelse. Endnu et stort album. I mangel af bedre, blev dette album givet en chance, og havde bare lyden af alt jeg syntes dette år har manglet. Og så er det bare 100% krig, og krig lyder godt.



5. Whitechapel: 'Kin' – Der bliver stadig eksperimenteret til en acceptabel grænse. Lidt mere her end på 'The Valley', men det lykkes og jeg kan sgu godt lide det.

       Årets danske hit:
Baest: ‘Genesis’ – Fra lyrik over vokal, riff, trommer, bas, til komposition, tema og historie brillerer dette nummer på alle punkter. Stærkeste nummer fra Baest til dato, og årets hit på min playliste.

       Årets internationale hit:
Blind Channel: ‘Dark Side’ – Denne ære kan naturligvis ikke tilfalde andre end de finske Eurovision-finalister Blind Channel. Metallens svar på 'Jaja Ding Dong', som har gjort forældre og metaleliten vrede, men helt sikkert har vundet nogle kids over til den mørke side, så de i fremtiden kan vokse op og blive ”rigtige” metallere og benægte ethvert kendskab til Blind Channel.

       Årets genfundne klassiker:
Young And in the Way: ‘When Life Comes To Death’ – Et hæsligt år har krævet vred musik, og nok er jeg rigtig vred på dette band, eftersom de var nogle gustne personer backstage, for at sige det mildt, men dette album gør mig stadig rigtig glad.

Årets koncerter:
1. Eyes: Bremen Teater, Steppeulven, 27-06-2021 – Det er heldigvis blevet en vane at have et indslag fra den danske metalscene til flere af vores mainstream awardshows, og det gør altid stort indtryk på godt og ondt. Eyes' optræden til dette års Steppeulven,står for mig som en helt igennem fantastisk oplevelse. Settingen, scenen og publikummet, som TROR, de er klar til at fordøje det, de skal udsættes for. Men da tæppet bliver trukket fra, og Eyes sætter gang i 'Swim', så blev de fremmødte for alvor trykket tilbage i deres sæder. Det var et smukt øjeblik, og endnu en vanvittigt stærk perfomance fra Eyes.



2. Orm: Bremen Teater 29-05-2021 - Orm er fantastiske live alle steder, de spiller, men denne aften på Bremen var storslået ud over det sædvanlige!

3. Wayward Dawn: Næstved Metal Fest 28-08-2021 – Jeg havde besluttet mig for at tage en pause fra fototjansen for lige at få noget at spise, men kunne alligevel ikke lade være med at kigge forbi dette show, og hvor er jeg glad for det! Det var en magtdemonstration, som gjorde særligt stort indtryk på undertegnede. Dødsmetal, det er vi ret gode til i Danmark, og Wayward Dawn er i en klasse for sig.

4. Iotunn: Beta, Copenhagen Metal Fest 18-09-2021 – Første koncert med ny besætning på et pakket Beta. Alle tanker om pandemi og afstand blev sendt langt ud i universet og efterladt det rumskib, Iotunn sendte af sted dén aften.

       5. Horned Almighty: Amager Bio 18-09-2021 - Første koncert for mig uden restriktioner, og så endda fredag d. 13. Ingen andre end Horned Almighty kunne løfte den tjans, og de leverede en sand dommedagskoncert.

Årets danske navn:
LLNN – De har udgivet årets danske album og fortjener selvfølgelig alt den tak de kan få for at velsigne os med det og er derfor årets danske navn.

Årets internationale navn:
Archspire – De har virkelig sat et aftryk i år med ’Bleed the Future’, i hvert fald på mig, så derfor er de årets internationale navn.

       Årets nye danske navn:
Rot Away – Vi har manglet et band som dem på den danske metalscene, og nu er de her, ude på at smadre alle vores spillesteder på god gammeldags hardcore-vis.

Årets nye internationale navn:
Vended – Jeg har haft det super fedt over både at betragte og lytte til Vended i år. De viser, at en god opvækst og musik i hjemmet kan gøre mange gode ting – i hvert fald hvis ens far hedder Corey Taylor.

       Årets comeback:
Mudvayne – De er tilbage! Lad os få en dansk koncert i 2022. Store Vega kunne være legendarisk!

      Årets fysiske udgivelse:
Behemoth: ‘In Absentia Dei’ – ”Saml din egen kirke, og brænd den ned igen” er en genial ide, og en fysisk udgivelse, hvis bedste formål er at blive omdannet til aske. Muhahaha!

      Det overså jeg i 2020:
Det er faktisk helt tilbage i sent 2019, men der var jeg backstage med Entombed i Store Vega, og L.G. Petrov spurgte, om jeg ikke ville blive og drikke en øl. Men jeg havde travlt med at komme hjem og redigere billeder. Den gør ondt.

       Årets optur:
Næstved Metal Fest – Der var lige kommet gang i koncerterne igen, og det var bare en rigtig god weekend, hvor forventningerne til resten af året voksede.

      Årets største skuffelse:
At vi stort set ikke fik nogle internationale kunstnere til landet i år..

      Største ønske for 2022:
COPENHELL!!!

Det glæder jeg mig mest til i 2022:
Til at blive far!