Årsliste 2021 – Peter Troest

2021 blev den underlige fætter til 2020 - en række virkelig gode album, men ikke mange koncerter, og det har koncertfotografen selvfølgelig en klar mening om.

På den positive side gav 2021 os album, der tog flere måneder, før de fandt deres plads på hjernehylden, men som nu ikke er til at sparke ud af hovedet.

Vi fik desværre ikke mange internationale koncerter at fotografere. Det er lidt 'meh', når man nu er en af dem med kameraer og en lyst til at fotografere andet end pop og hiphop. I det mindste har jeg fået lov til at udgyde mine ukvalificerede meninger om alting, så det hjælper.

Årets danske album:
1. LLNN: ‘Unmaker’ – Arhmen for fanden da. Så buldrende og vrængende og hårdt. Virkelig et album af høj international kvalitet. Lækre spacy lydbilleder, der bryder den uendelige hårdhed. Uha, det er godt.'
2. Anti Ritual: ‘Expel The Leeches' Det nye album giver et ekstra lag depression oven i Anti Rituals riffy smaddercore. Og så er det virkelig gode sange.
3. Rot Away: ‘Nothing Is Good’ – Sikke en albumdebut. Man kan næsten høre, hvor ligemeget det hele er, så sæt strøm til alting, og giv den fuld pedal med. Rigtig fed hardcore, som jeg glæder mig til skyde live. 
4. Kollapse: ‘Sult’ – En af årets sene opdagelser. Jeg har åbenbart boet under en sten og har helt misset Kollapses første album, men med Sult har jeg fået øjnene op for bandets kvalitet. Afvekslende og absolut sort.
5. Møl: ‘Diorama’ – Møls opfølger til 'Jord' udkom på Nuclear Blast i år. Med så stort et selskab i ryggen bliver der lagt ekstra mærke til 'Diorama' i udlandet, og helt fortjent bliver den også udpeget til et af årets store album.

Årets internationale album:
1. Every Time I Die: ‘Radical’ – Nu har vi ventet siden 2016, og endelig droppede den nye med ETID. Igen et virvar af stilarter og catchy core-tunes. Every Time I Die skuffer ikke.
2. The Armed: 'Ultrapop' – Et album, der rykker ved, hvad hardcore burde lyde som. Eksperimenterende og hårdt og poppet – ja, ultrapoppet. Giv det en chance – 'All Futures' er tæt på at være årets sang.
3. Pupil Slicer : 'Mirrors' – Uuuh, det gør ondt, det her. Pupil Slicers fra UK med deres powerviolence/deathgrind-debut. Hvis alt går godt, kommer de til Underwerket i Valby i juni.
4. Turnstile: 'Glow On' – Det var en stor skuffelse. Det skulle være Turnstiles store opfølger på 'Time & Space' fra 18, men jeg blev mødt med et mix af bossa-rytmer, keyboardstykker og noget, der lyder som shoegaze-rock – og lidt core. Efter tre gennemlytninger lagde jeg albummet på køl i to måneder, men det kom krybende tilbage, og jeg måtte overgive mig. Det er sgu gennemtænkt og friskt. Nej, det er ikke klassisk HC længere, men det gør ikke noget, for det album har løg. 
5. Regional Justice Center: 'Crime and Punishment' – Ingen lange introer – lidt feed, og så pløjer RJC lige gennem dit hoved. 10 sange på 13 minutter og 27 sekunder, og ja, de 27 sekunder er vigtige. Det er jo en halv sang.

Årets danske hit:
LLNN: ‘Division’ – Selvfølgelig skal det være fra 'Unmaker', og min yndling i år har været 'Division'. Den er sååååå tung. 

Årets internationale hit(s):
Rejoice: 'Make A Joyful Noise!/Hymn Of Lamentation' – Det var ikke med vilje. Jeg prøver ikke at finde det mest hemmelige Ohio-band med kun en ep i bagagen og kalde dem geniale, men den her skæring rammer mig lige i min hidsige krybdyrhjerne.

Årets koncerter:
1. LLNN: Pumpehuset, 5-11-2021 – Vi måtte stå op til koncerter igen, og LLNN spillede hele 'Unmaker' med Redwood Hill og We Are Among Storms til at fuldende en perfekt lineup. For at få LLNNs fulde heaviness med, må vi høre det live, og Pumpehuset var perfekt til deres sci-fi-univers.
2. Victims/Massgrav: Stairway, 3-12-2021 – Det var ikke meget, vi fik set til de internationale bands, så det var et ligefrem et forrygende scoop, da Stairway fik afholdt koncert med svenske Victims og Massgrav. Svensk d-beat og massedød som sidste krampetrækning, før vi lukkede ned igen.
3. Eyes: Byhaven, Pumpehuset, 24-4-2021 – Den første koncert efter vinternedlukningen. Udendørs og siddende publikum. Victor Kaas og Eyes var skideligeglade og gav os en fremragende start på et amputeret koncertår.
4. Baest Pumpehuset, 8-10-2021 –  Baest er bare ikke til at komme uden om live. Det er bare altid lige i øjet uden at være gimmicky eller indstuderet. De ser bare ud til at have en fest. Så det havde vi også. Og en fornøjelse at fotografere.

Årets danske navn:
LLNN – Der er sket en del siden 2016, hvor jeg så LLNN på Stengade første gang. Men musikalsk har bandet stædigt holdt fast i det spacy, filmiske og ultratunge univers, så det må være verden, der er ved at få øjnene op for LLNN. Senest nåede de at være på tour med The Ocean og til foråret har Roadburn i Holland lige annonceret, at LLNN er booket og skal fremføre hele 'Unmaker' på festivalen i april. Det kan godt betale sig at stole på sin idé.

Årets internationale navn:
Turnstile – Selv om det nye album, 'Glow On', har taget mere end almindelig lang tid at absorbere, så er vi ved at have et hardcoreband med så meget eksperiment, at de er ved at blive opdaget af den lidt bredere offentlighed – jeg mener, 'Glow On' er anmeldt af Forbes Magazine Så vidt jeg husker, har de kun optrådt to gange i DK, men hvis sommeren arter sig, mon så ikke vi får dem at høre i Europa igen? Og tjek den her low-fi-video fra august 21. Uuuuh, det er godt. Start videoen cirka 9.30 inde for den fede intro.

Årets nye danske navn:
Rot Away – Bare overkroppe, knyttede næver og beatdowns, som os fra forstæderne godt kender. Men det er nu bedre, når de er i vejret end i hovedet på mig. Solid første skive, hvor jeg har det rigtigt godt med 'Prøv Igen' og 'Bad Way'. Nu mangler jeg bare at se dem live.

Årets nye internationale navn:
Pupil Slicer – Britisk grindcore med et drys Dillinger Escape Plan. De bliver nok ikke det næste Slayer, men jeg glæder mig til at se dem live og høre, hvad de finder på, næste gang de udgiver et album. 

Det overså jeg i 2020:
Mrs. Piss 'Self-Surgery. Bare æv. Chelsea Wolfe og Jess Gowries sideprojekt, som passer godt ind i en mørk og kold dansk vinter. Men overset blev de. 

Årets optur:
At der kom gang i koncerterne – endelig var der noget at fotografere.

Årets største skuffelse:
At der kom gang i koncerterne – men (næsten) ingen internationale kunstnere. 

Største ønske for 2022:
At der kommer gang i koncerterne – og festivalerne. Vi trænger alle sammen til at komme på græs igen.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:
Roskilde og Copenhell – og Roadburn i april. Jeg savner virkelig den særlige festivalstemning, hvor vi fotograferer koncert efter koncert, redigerer og afleverer. Men også får set en masse forskellig musik, vi normalt ikke ville have set. Det må blive i 2022, Aftale?