Pop det du har
Synthesizer, greatest: The Armed indfrier det pop-potentiale, der har luret nede i kaosset. ‘Ultrapop’ er indtagende og frisk, selvom virkemidlerne er velkendte.
2. All Futures
3. Masunaga Vapors
4. A Life So Wonderful
5. An Iteration
6. Big Shell
7. Average Death
8. Faith In Medication
9. Where Man Knows Want
10. Real Folk Blues
11. Bad Selection
12. The Music Becomes A Skull
Hvis The Armed er det nye Dillinger Escape Plan, er de nu nået til ‘Ire Works’: Kaos regerer fortsat udadtil, men bandet holder tøjlerne stramt, og de stoler nok på sig selv til at give fuldt los for den skamløst fængende popsensibilitet, der allerede på forgængeren 'Only Love' begyndte at gøre sig gældende.
'Ultrapop' – såvel titlen på pladen som dens ouverture – er en programerklæring: The Armed skaber en forvanskning, en pervertering af popmusikken, som den tager sig så bizart ud lige nu, drevet ud til det ekstreme med tempoet og støjen skruet helt op. Altså dét punken et sted har gjort siden begyndelsen, men glemte på vejen op gennem 80’erne og 90’erne, efterhånden som den låste sig fast i genrekonventioner og fine fornemmelser.
Bortset fra den del af den, der sked hul i den slags og blev ved med at pisse alle af, inklusive punkerne. Det ultimative våben? Synthesizeren. Intet kunne pisse punkpolitiet af som diskernes og new wavernes akavede plasticlyde: Tænk bare på den herostratisk berømte liveoptagelse med Suicide fra 1977, ‘23 Minutes Over Brussels’, hvor man over Martin Revs monotont piskende trommemaskine og plink-plonk kan høre de dumpe bump fra de flasker, der rammer scenen og musikerne, mens Alan Vega brøler fornærmelser af publikum. Det kan godt være, der ikke er nogen – ikke mange, i hvert fald – der bliver så rasende over The Armed, at de tyrrer flasker efter dem, med synthesizeren og popmelodierne har stadig den samme effekt på punkpublikummet knap et halvt århundrede senere: De får det hele til at lyde umanerligt frisk og fuldstændig moderne.
Også selvom det strengt taget er det samme, som The Faint, Fischerspooner, A.R.E. Weapons og Chicks on Speed gjorde under den kortlivede electroclash-bølge i starten af 00’erne, inden de fandt ud af, at de hellere ville spille dance-punk: Hektiske, punket støjende popsange, der er tæt på at blive opløst i støj og hærg. Den måde at operere på betyder dog også, at The Armed, specielt på ‘Bad Selection’, har lige så meget til fælles med en hiphopper som Childish Gambino og hans metode til bevidst at sabotere sine egne sange mest muligt. Eller med det følelsesmæssigt distancerede rumvæsen Grimes, der synger pop, som var det beamet ind fra et andet solsystem for langsomt at æde os op indefra.
Det er et virkemiddel, som kan bruges til at dække over, at sangmaterialet i sig selv ikke er stærkt nok til at stå alene, så man som lytter skal distraheres for ikke at lægge mærke til det. Men det kan også bruges til at demonstrere hvor stærke sange, man faktisk har med at gøre: 'All Futures' er en uafrysteligt fængende single, uanset hvor skabet dens vers er, og hvor meget støj, omkvædet bliver forsøgt begravet i. Jeg ved i hvert fald, at jeg har gået rundt de seneste par måneder, siden den udkom, og råbenynnet "all futures destruction!" for mig selv og ikke ser det stoppe foreløbig.
'Ultrapop' har heldigvis flere af de sange: ‘An Iteration’ og ‘Average Death’ med dens trommer rullende som fyldte øltønder over brosten er begge bag panseret følsomme indiepopsange; ‘Bad Selection’ er en frenetisk sitrende opdatering af Gary Numans fremmedgjorte dødspatruljepop i verset og New Orders kejtede, tilbageholdte fryd i verset, som forløses i Nine Inch Nails'k popindustrial for ligesom at slå fast, hvor svært den har det med sig selv.
Det er relatérbart for mig.
Resten af ‘Ultrapop’ er ikke nær så perfekt: ‘Masunaga Vapors’ har sine vidunderligt malplacerede NWOBHM-guitarskalaløb; 'Real Folk Blues' er Sonic Youth, der prøver at bevise noget og dermed åbner en breche i selvtilfredsheden; 'Big Shell' og 'Faith in Medication' er ovre i 00'ernes kunstlede screamo; og så videre.
Det er ikke smukt.
Det er der så meget, der ikke er, og på den måde beskriver ‘Ultrapop’ perfekt en samtidig romantisk higen efter skønhed og nihilistisk forkastelse af forlorenheden. Det er ikke perfekt på noget parameter. Det er en pointe.
Det er ikke nyt.
Men det er en måde at gribe punk og hardcore an på, som altid har været så meget udenfor sin samtid, at den har fremstået hypermoderne, hver gang den er dukket op. Også selvom det er bare er fordi synthesizere.
Det er pop.
På en måde.
Og The Armed går ind på den præmis. På deres egen måde.