RF '19: Komplet vanvid

The Armed DEV-6
The Armed DEV-1
The Armed DEV-2
The Armed DEV-3
The Armed DEV-4
The Armed DEV-5
The Armed DEV-7
The Armed DEV-8

Amerikanske The Armed kom, spillede og smadrede Pavilion i et vanvittigt hardcore-show med blod i ansigtet, stolekast, skrigende, duellerende vokalister og en stor mand forklædt som en skov, der gav krammere til alle og enhver.

Kunstner
Dato
06-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Christian Larsen
Karakter
4

“Hvad er det foregår?!” må have gået gennem hovederne på de fleste, som havde indfundet sig i Pavilion først på eftermiddagen på festivalens sidste dag.

The Armed har eksisteret siden 2009, og alle deres DIY-udgivelser er produceret af selveste Kurt Ballou fra Converge, som de også beslægter musikalsk. Det er så nærmest også det eneste normale, man kan skrive om gruppen. For alt andet er holdt hemmeligt, så ingen ved altså præcist hvem og hvor mange, som udgør The Armed.

De har sågar spillet til åbne mikrofonarrangementer og på pubber. Ekstrem metallisk hardcore ud af det blå.

Og ud af det blå beskriver også The Armeds favntag med Pavilion. På scenen entrerer to guitarister, en bassist, en trommeslager og to vokalister – en lille pige i stramt træningsoutfit og en stor mand med langt hår og fuldskæg klædt i forvaskede jeans og t-shirt.

Straks sætter bandet gang i deres energiske hardcore - der låner lige dele fra metallen og punken - i det halvfyldte telt. Og med det samme er intet som det plejer, for ikke længe efter er den mandlige vokalist nede på gulvet, hvor han kaster sig rundt, mens alle foran forsøger ikke at blive fældet af den lange ledning fra hans mikrofon. Han skriger og små-crooner, mens pitten langsomt begynder at vågne hos dem, som ikke bare står og ser måbende på vanviddet, der udfolder sig for deres øjne.

På scenen spiller bandet upåklageligt, omend det står klart, at The Armed er mere en helhedsoplevelse, hvor energien og uforudsigeligheden i deres optræden trækker de velspillede, men anonyme numre op.

Den kvindelige forsanger er nu også hoppet på gulvet, hvor hun bokser lystigt til de hidsige toner, mens den anden vokalist ligger ned på gulvet efter at have smadret en drink i ansigtet på sig selv. Folk hujer. Ingen ved hvad der foregår, men smilene er brede og en usagt konsensus om, at det her er så punk, som det kan blive, får de fleste til at blive og se spektaklet til ende.

Den store vokalist er tilbage på scenen, hvor han arrigt tager en stol og kyler den ud i pitten. En handling, der til trods for koncertens absurditet alligevel for en stund får en til at tænke, om det ikke lige er en tand for meget. Men ham, som stolen rammer, tager det pænt og virker mere stolt end sur over at have fået en rolle i forestillingen.

Minutter senere skriger de to vokalister mod og med hinanden fra scene og gulv, mens en stor mand klædt i en camouflage-dragt, der får ham til at ligne en mandshøj busk, begynder at cirkulere blandt publikum. Badet i kemikalier, at dømme ud fra hans usandsynlige svedige ansigt, sætter han i gang med at kramme. På en gang underligt og ganske naturligt. Og folk tager da også imod. Senere er skovmanden nede på alle fire, mens en pige springer op på ryggen af ham og rider en tur rundt i pitten. Et scenarie, der gentager sig, alt imens bandet spiller hårdt til og man aldrig ved, hvor ham den store vokalist er, indtil man igen må springe på livet for ikke at falde i ledningen.

En yngre mand forsøger at komme helt tæt på ham med sin smartphone, som straks bliver revet ud af hånden på ham til stor jubel. Han får den dog igen, men i stedet for at afskrække andre, begynder flere blot at filme. Nu er det skovmanden som er på jagt efter smartphones, som han galant hiver ud af hænderne på folk, filmer lidt med og leverer tilbage.

Igen, hvem er med i bandet og hvem er bare med for at sprede stemning i pitten? Er manden i skovdragten mon forsangeren til næste show?

Tiden er snart gået – og The Armed kalder til et mærkværdigt bandmøde på scenen. De snakker lidt frem og tilbage, hvorefter alle igen indfinder deres pladser og øger intensiteten til en voldsom afslutning på et show, som selv GG Allin havde været stolt af. Musikalsk okay uden at være prangende, men målt på ren performance det vildeste show på Roskilde i lange tider.