Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Thune Kirk

Updated
ErotiskButtetFynbo

What a year! Jeg fik endnu en dejlig datter, blev stillet det frygtindgydende spørgsmål om jeg ville skrive for Devilution, var på en helt fantastisk udgave af Kill-Town Death Fest – og så var der nogen, der startede en metalfestival i min baghave. Næsten i min baghave.

Forfatter

Det har generelt været et super musikår. Fra jazzverdenen blev vi forkælet med eminente albums fra Village of the Sun, Fergus McCreadle og vores egne Little North. I det elektroniske univers udgav Ricky Force et super lækkert dunkelt album, og i samme genre fik vi en hel trilogi fra danske HVAD. Kvaliteten af dansk rap blev hævet med Supardejen, LAX og Krydstjek, The Smile stod for en af årets bedste indie-rock plader, og i den svært definerbare genre 'classical crossover' stod Lambert, Federico Albanese og Sarah Davachi for tre solide udgivelser. Alt sammen godt – men ikke nær så spændende, og vigtigt, som hovedgenren!

Årets danske album:


1. Kellermensch: ‘Capitulism’
Det ér årets danske rockalbum. Smukt, følelsesladet og nænsomt tonet i en gråskala som taget ud af Esbjerg Ø en søndag i november med vestenvind. Kellermensch burde spille arenaer internationalt, men nøjes disse år beskedent med at være danmarks bedste samt mest originale rockorkester. 

2.Dysgnostic: ‘Scar Echoes’
Der er milevidt mellem danske dødsmetalplader, der er så kompromisløse og så lidt pleasende som Dysgnostics ‘Scar Echoes’. Ægte dødsmetalkunst, med underspillet teknisk snilde og en uforbarmende råhed. Klart en af de mest spændende danske dødsmetaludgivelser i år. 

Det er hårdt, komplekst, dissonant og dystopisk. 

3. Chaotian: ‘Effigies of Obsolescence’
Dansk død i international klasse direkte ud af de københavnske kloakker, og udgivet på det altid lækre selskab ‘Me Saco Un Ojo’. Råddent dødsmetal fremhævet med roligere deathdoom-passager og med plads til soloer og sønderrivende brutalitet. Et debutalbum af sjælden kvalitet. Garanti for nakketræning og irriteret underbo.

4. Nanna Barslev: ‘Lysbærer’
Mange vil sikkert huske Nanna Barslev fra Huldre. Metallen er fortid for nu, og i stedet har Nanna Barslev udgivet et af årets bedste danske albums i folkemusik-genren. Drømmende og melankolsk folkemusik i nordisk tradition med hendes karakteristiske vokal. Det er roligt, smukt og indimellem gåsehudsfremkaldende i sin skandinaviske storladenhed. En fryd er det også at opleve folkesange fremført af musikere, der rent faktisk kan spille folkemusik. Så at sige. 

5. Steel Inferno: ‘Evil Reign’
Moderne klassisk thrash/speed-metal med heavy metal i ascendanten perfekt til fest, druk eller køre for hurtigt på landeveje. Steel Inferno er internationale i lyden, spiller pissefedt og får selv kedelige dødsmetalgutter som mig selv til at vågne op, gro et overskæg og tage læderjakke på på vej ud af døren. Det er super god energi hele vejen igennem!

Årets internationale album:

1. An Abstract Illusion: ‘Woe’
For mig er der ingen tvivl. Kunstnerisk er årets album fra An Abstract Illusion et af de allerbedste udgivet i metalgenren generelt. Hypen har været stor, og den er berettiget. En timelang rejse i melodiske lydbilleder à la progressiv dødsmetal der møder atmosfærisk black. Det er teknisk, melankolsk og helt igennem svensk. Et kunststykke.

 

2. Faceless Burial: ‘At the Foothills of Deliration’
Australske Faceless Burials tredje album er en intensivering af, hvad vi i forvejen kender dem for – et moderne livtag med klassisk “New York Style Death Metal”, og et af dem jeg havde set mest frem til i år. Det er hårdt, tungt og melodisk med klassisk for genren masser af breaks og temposkift. Super dygtigt og velspillet dødsmetal lige til at blive glad af, er man fan af den rådne del af netop denne dødsmetalgenre. Jeg er fan.

3. Blasphematory: ‘The Lower Catacombs’
I stanken fra et lighus med midlertidig strømsvigt har New Jersey-bandet Blasphematory indspillet deres andet album ‘The Lower Catacombs’. Eller, det skulle man måske tro. For det er særegen råddent, mørkt og lækkert. Helt simpel dødsmetal med vægt på stemning, udført forsætligt slapt og ondt. Du kunne kalde det for “Hulemands-død”, og det er netop hvad det er; bare af en god kvalitet. ‘The Lower Catacombs’ er et af årets mest hørte dødsmetalalbums for mig. Et af den slags album, som både giver energi, men heller ikke kræver noget af dig. Perfekt.

4. Cosmic Putrefaction: ‘Crepuscular Dirge For the Blessed Ones’
I det hele taget har Italien leveret masser af lækkert metal i 2022, men hos mig er det især multiinstrumentalisten Gabriele Gramaglias tredje album under navnet Cosmic Putrefaction der har fanget min opmærksomhed. Et album der kreativt rækker meget længere ud end klassisk dødsmetal og ikke lader sig diktere af genre-regler eller andet konservativt nonsens. Det ér dødsmetal, men med plads til ambient, kor og synth. 

5. Phobophilic: ‘Enveloping Absurdity’Canadiske Phobophilics debut blev ventet på med spænding, hypen var stor og de stod distancen. Ungt, energisk og velspillet “moderne oldschool” dødsmetal der både har sin egen lyd men dog kipper respektfuldt med hatten til større koryfæer. Plads til melodi og eftertænksomhed samtidig med at være brutalt og sønderrivende. Phobophilic er temmelig sikkert nogle unge fyre der tager deres dødsmetal alvorligt, og det kan høres på kvaliteten.

 

Boblere:

Kardachev: ‘Liminal Rite’
Pilori: ‘Quand Bien Même L´Enfer et le Déluge S´abattraient sur Nous’
Psionic Madness: ‘Rotting Dominion’
Cryptae: 'Capsule'
Bad Breeding: 'Human Capital'
SkyThala: 'Boreal Despair'
Ultha: ‘All that has Never been True’
Immolation: ‘Acts of God’
Meshuggah: ‘Immutable’
Sedimentum: ‘Suppuration morphogénésiague’
Final Light: ‘Final Light’

Årets danske hit:

 

Årets internationale hit:
Som stor fan af Tigran Hamasyans ekstraordinært gode jazz – og Fredrik Thordendal i øvrigt også, var det deres samarbejde med Evan Marien og Dana Hawkins, der for alvor fik mig ind i Marien/Hawkins univers – inde i min hjerne blev det dog nummeret ‘Ultima’, der blev årets “hit”; det ville simpelthen ikke forlade den igen! Mariens altid kreative bas, Plini på guitar og måske især Hawkins helt igennem eminente (og ekstrasystols-fremkaldende) trommespil.

Ægte musik. Ægte ørehænger.



Årets genfundne klassiker
‘Colored Sands’ er ikke gammel, men en nyklassiker, som jeg ofte søger tilbage til, når der skal kvalitet i ørerne. Især på det sidste. Måske en af de bedste udgivelser i 2013 og et eminent udført stykke avantgardistisk tech-death med masser af dissonans og melodi. Skulle man lave en top 20 over dødsmetalplader gennem tiden, var Gorguts ‘Colored Sands’ helt sikkert at finde på mit bud. 

Årets koncerter
Det har været et spøjst koncertår rent personligt, for jeg har ikke haft nogle “vilde” oplevelser. Dem, der sætter sig. Men der har været ganske gode. Her er nogle af dem.

1. Cerebral Rot, KTDF
Allerede på demoerne var jeg vild med Cerebral Rot, og på debuten formåede de at holde fast i den rådne lyd, det er ellers en kendt risiko, at noget af intensiteten kan ryge, så snart der skrues op for studieteknikken. At se dem live havde jeg til gode indtil dette års Kill-Town Death Fest og de leverede præcist og lidt til. Et godt tændt publikum satte gang i pitten og Cerebral Rot leverede amerikansk død af den tungeste, mest ækle karat.

2. Faceless Burial, KTDF
Faceless Burials show på årets Kill-Town Death Fest var en varm og super energisk opvisning i moderne NYDM for et fyldt Pumpehuset. Godt gang i gulvet, og et band i topform. Fra det sekund bandet gik på scenen var der fest blandt publikum. Mere kan man ikke forlange. 

3. Telos, Ilter
Jeg kendte ikke Telos super godt i forvejen og blev blæst bagover. Super velspillende band, super lyd og super stage presence fra Victor Kaas. For mig ikke mindre end den bedste koncert på Ilter 2022.

4. Mercyful Fate, Copenhell
Ganske udmærket koncert, ganske fremragende at se Mercyful Fate, ganske endnu mere fedt havde Denner været med, som han burde. 

5. Death To All, Copenhell Klassisk Death-materiale, selveste Gene Hoglan på trommer, og masser af fadøl; opskriften på en metalfest. Og det blev det.

Årets danske navn

Kellermensch

Kellermensch har udgivet årets bedste rockalbum. Der er milevidt mellem danske bands af sådan en kunsterisk karat.



Årets internationale navn

Immolation

Fordi de 31 år inde i karrieren stadig er hårdtslående, relevante og har noget at byde ind med. 'Acts of God' er en dødsmetaludgivelse i en kvalitet, der røber, at de erfarne herrer i Immolation disse år er på deres kunsteriske højdepunkt. Med en garvet ro midt i et landskab med hundredevis af unge, friske bands sætter de barren med rutineret dødsmetal-håndværk.

Årets nye danske navn

Salver

Jeg kan lide dem. De er fede, har en fed mørk postpunk-lyd og leder tankerne hen ad brokvarterene før byfornyelsen, havde man ellers været gammel nok til at kunne huske det – og så er de nye!

Årets nye internationale navn

Blackbraid og Scarcity deler denne plads. 

Blackbraid fordi Sgah´gahsowáh med ‘Blackbraid I’ debuterede med et blackmetal-album med lyden af omverdenens behandling af Amerikas oprindelige befolkning, en vigtig udgivelse med reelt og vigtigt indhold, der er oplagt i BM-sammenhænge, men ikke set før.

Scarcity fordi de med ‘Aveilut’ debuterede med et mikrotonalt og til tider atonalt blackmetal-album. Ikke underligt i musiksammenhænge, men dog en lille nyskabelse indenfor metallen, hvor vi alleroftest er vant de 12 “vestlige” toner. Et super projekt med en perfekt “gyselig” lyd. 

Årets comeback

Aarhus´egen metalfestival ‘Royal Metal Fest’ har rejst sig igen! En af årets gode og vigtige nyheder. 

At det første orkester til at udsende dødsmetal på plade i Danmark, efter 30 års fravær, udsender materiale af sådan en kvalitet som tilfældet er på Macerations ‘It Never Ends..’ er også at betegne som et vildt comeback. 



Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Intet slår et førstetryk. Men genoptrykket af Type O Negatives svanesang ‘Dead Again’ faldt på et tørt sted hos mange vinylsamlere, der ikke havde lyst til at bruge 1800 kr på ét album og i sin tid købte det på CD. Også hos mig hvor Type O-samlingen blev komplet. Og hvilken svanesang – måske det ypperligste fra deres hånd.

Det overså jeg i 2021:
Bevægelser som starten på den nuværende bølge af dansk rock med gymnasie-prosa, og at en af de store grene i international dødsmetal igen skulle blive melodød og året efter kulminere i 10-15 gode melodeath-plader fra bands som fx Aeternam, Nightrage, Brymir og Allegaeon er nogle af de potentielt rigtig mange ting, jeg forsøger at undgå at gå glip af hvert år.

Årets optur:
– Det var super optur, at hjembyen fik sin egen metalfestival. Odense Metalfest faldt på et tørt sted, blev afviklet ganske imponerende og med tørstige fynboer og et glimrende program gik det op i en højere enhed. Med tanke på Odenses metalhistorie manglede det også bare. En ny tradition er født.

– Gendannelsen af Biohazard med Evan Seinfeld tilbage på mikrofonen gør nu heller ikke noget. Teenageren i mig på Nordfyn i 90erne med CD-racks, Montana-canner og mini-anlæg er glad, og drømmer sig hen hvor der er five blocks to the subway.

Årets største skuffelse:
Jeg elsker Porcupine Tree. Det er lyden af afslapning, håndrul og receptpligtige regnbuer i grønne dale med vandfald og hængekøjer. ‘CLOSURE / CONTINUATION’ er et godt album, men ikke bevidsthedsudvidende.

– Aarhus’ kommunes lukning af Headquarters er et slag i hovedet på kulturen og byens kreative kræfter. 14 millioner skal spares i Kulturforvaltningen. En skændsel, og så i Smilets By. Hvem har stemt på det byråd?

– Første nye lyd fra Pink Floyd i 28 år er noget af det man, som fan af Pink Floyd, kommer helt op at ringe over; kvaliteten af nummeret er dog bizart dårlig i en Pink Floyd-kontekst. Heldigvis gik overskuddet til Ukraine, det er det vigtigste; og den krig og menneskeheden i sig selv er nok den allerstørste skuffelse.

Største ønske for 2023:
Med tanke på hvor rekordstore masserne var på årets Copenhell, må der være flere end nogensinde, der hører metal; og det kunne være fedt for folk, hvis de i større grad også søgte længere ud end de helt store brede events. Landet er fyldt med små ægte festivaler som Ilter, Udgårdsfest, Support Our Scene Fest, Epic Fest, Unearthed Morbidity, Agger, Pest Fest, KTDF og Metal Magic, for eksempel. Det er derude, at metallen og kulturen lever, er i øjenhøjde og de bedste oplevelser gemmer sig. Også for turister på opdagelse.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Udover at jeg altid glæder mig og ser frem til KTDF, så det nye Suffocation-album!

Jeg er en slags gammel fanboy.. Det bliver spændende at høre hvad Terrance Hobbs og gutterne har fundet på, og for første gang med Ricky Myers på tekstskrivning. Den perfekte arvtager for Frank, i øvrigt. Og snart at opleve i fucking Slagelse.. i øvrigt.

 

Agrimonia kommer sandsynligvis med nyt, de har i hvert fald været i studiet. Farverne, der fremkommer af Agrimonias mix af crust og melodiøs post-metal rammer perfekt min indre tone. Det glæder jeg mig til, og hvad med Martyrdöd i samme boldgade; kunne vi være så heldige?

Også Shubberne kommer med album. De spillede godt på årets Copenhell, ingen havde kiks med dog. ‘72 Seasons’ kommer det vist til at hedde og med tanke på hvor hurtigt, intensivt og tight Mega-Dave og co. (samt resten af den gamle trash-garde) spiller disse år, bliver det både spændende og potentielt tåkrummende bedaget at høre ‘tallica´s bud på et trashmetal-album anno 2023.

Spændende bliver det også at høre hvor dårligt Kerry Kings solomateriale bliver, og hvor lidt det kommer til at lyde som noget andet end Slayer.

Menu