Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Københavnsk verdensklasse

Populær
Updated
ChaotianEffi

Med ‘Effigies of Obsolescence’ melder københavnske Chaotian sig ind i en elite som et band, der har noget at tilføje en ellers velforsynet dødsmetalgenre.

Kunstner
Titel
Effigies of Obsolescence
Dato
24-06-2022
Trackliste
Gangrene Dream
Into Megatopheth
Effigies of Obsolescence
Adipocere Feast
Etched Shadows
Fustuarium
Festering Carcinolith
Forfatter
Karakter
5

Ingen næser kan føle sig forbigået af stanken fra den rådne bølge af dødsmetal de senere år, og vi kender Chaotian. Fra Kill-Town og fra EP’en ‘Festering Excarnation’ fra 2020, og mange har sikkert også været heldige at støde ind i bandet i Byhaven ved Pumpehuset, hvor de har været hyppige gæster på det seneste. De er et band, der for nyligt har spillet på festivalen Unearthed Morbidity og været på tour med selveste Demilich, men som først udgiver en fuldlængde debut nu. Og hvilken én.

Det skal ikke være en hemmelighed, at undertegnede elsker den nyere, mere oldschool-lyd, som dele af dødsmetalgenren har kørt de sidste fem til ti år, men det er også en lyd og en genre, der ikke længere ligefrem mangler bidragende bands. Vi har fået navne som Mortiferum, Cerebral Rot, Phrenelith, Hyperdontia blot for at nævne nogle få. Bands, som er kendetegnet ved en smadret eller rådden lyd, der indimellem har en forsætligt ringere produktion, og som for det utrænede øre måske kan have en mudret lyd. Det er altså med disse tanker, jeg lytter albummet igennem første gang, og bliver mødt af en udgivelse, der i første omgang fremstår lettere anonym, men som på de næste gennemlytninger og ved tilegnet nattesyn åbner sig og inviterer på 40 minutters rejse ned i de københavnske kloaker. Et system af lige dele liflig dødsmetals-smat og roligere deathdoom-passager med midttempo og plads til guitarsoloer.

Velafbalanceret tons og tempo
Efter en klassisk dødsmetalintro starter nummeret ‘Gangrene Dream’ albummet med en for Chaotian velkendt sønderrivning af lydbilledet, brutal dødsmetal og mellemstykker med lækker disharmoni. Så er vi i gang. Pladens anden skæring fortsætter festen, men byder på huggende nyreslag i form af lækre og robuste stykker af oldschool chunky dødsmetal á la New York i halvfemserne. Tror man, at man har åbnet op for 40 minutters ren smadder, skal man tro om. ‘Effigies of Obsolescence’ er et album, der halvvejs gennem pladen for alvor markerer sig med numre som ‘Adipocere Feast’, ‘Etched Shadows’ og ‘Fustuarium’, som i halsbrækkende tempo tager pusten fra lytteren, men samtidig får doseret brutale og doomy passager med ond guttural vokal og melodiske guitarsoloer. For ikke tale om bassen, der - når den opdages - ikke igen giver slip fra sit halsgreb med den slappe, nærmest growlende og formidabelt fæle lyd.

Råddenskab i særklasse
‘Effigies of Obsolescence’ er et gennemarbejdet dødsmetalalbum, der ikke bare er en debut, men er en plade som cementerer Chaotians plads i toppen af dødsmetalkæden. Et album, der, trods ren og klar produktion, formår at bibeholde bandets - i mangel på bedre ord - rådne lyd. Det er en acquired taste, der, hvis den gives lov, vil åbne sig og både levere chunky og brutal brændstof til nakketræning, men samtidig være teknisk og velovervejet i en grad der meget sagtens kan være med i en international verdensklasse.