Død både ude og inde
Dødsmetallen blev taget under kærlig hånd både inde og ude, da to danske og to finske bands gav hver sit bud på, hvordan den slags spilles i Byhaven og Pumpehuset fredag aften.
Godt halvanden måned siden Extremely Rotten Death Metal Vol. 1 løb af stablen på Mayhem, fulgte nu version 2, som denne var havde rykket både udenfor og siden indenfor til en lidt større scene i form af den lille sal i Pumpehuset. Arrangementet var todelt og bestod først af hygge i Byhaven med dødsmetal-DJ og to gange live-musik på den lille udendørs scene foran Pumpehuset, som senere på aftenen lagde hus til yderligere to bands.
Først på programmet var Chaotian, som også spillede til det første arrangement. Det var dansk trio-dødsmetal med vokal fra både guitarist og trommeslager. Guitaren stod for den let smadrede, til tyder godt reverb-sovsede lyd, mens bassen til gengæld var "ren" og herligt dyb. En god kontrast. I de lidt rå omgivelser mellem bygninger og asfalten i indre by blev lyden langt fra poleret, hvilket kun var positivt for den grumme dødsmetal, der skiftede mellem de mere simple brutale udtryk og noget mere kaotisk, mere avanceret.
Efter en kort pause blev det tid til rutinerede Undergang. Rutine eller ej er måske irrelevant at understrege, men det blev bare så tydeligt, hvor nyt et band Chaotian egentlig er. Både dem og Undergang bruger nogle af de samme virkemidler, bortset fra at Undergang har to guitarister, men det blev bare mere intenst og medrivende med Undergang. Trods den obskure dødsmetal, som bandet leverede, så var det langt mere udadvendt og imødekommende end Chaotian, som ikke fik gjort meget for rigtigt at vinde publikum. Det var musikkens job, ikke de store armbevægelsers, tilsyneladende.
Undergang i sejrsgang
Undergang derimod var i topform og sørgede for underholdningen med stærk dødsmetal, himmelvendte øjne og mimik, der imiterede dødens komme som i en klassisk splatterfilm. Fede riffs, afgrundsdyb vokal og en trommeslager, der noget så fremragende kunne få dødsmetallen til at rykke.
Arrangementet i Byhaven lugtede, trods en vægt på Kill-Town Death Fest-typiske bands, lidt af sommerens festilvalstemning, især Copenhell. Under den åbne himmel, på asfalt, efter regnbyger og med en lidt for lav temperatur. Men det var nu dejligt nok at komme ind i varmen to timer senere til den resterende del af live-musikken.
Der var dog to timer at slå ihjel, før to gange finsk dødsmetal skulle serveres. Det kunne gøres ved underholdning og tilbud fra baren, mad- og merchbod, altimens sej undergrundsdød flød (lidt for lavt, desværre) ud af højttalerne. Eller man kunne trække andetsteds hen efter mad (og måske lidt varme, hvis man var blevet kold allerede).
Finsk hærgen og klassisk, veludført dødsmetal
Indenfor var det først Cadaveric Incubator, hvis deathgrind i al sin primitive enkelhed var veludført og underholdende. I den ekstensive sætliste gik flere sange lige over i hinanden og var med til at holde intensiteten i vejret. Trioen spillede godt og gik til stålet kun afbrudt af enkelte pauser til en slurk af en omgang granatæble-Gajol, bællet direkte fra flasken. Her kunne vi måske godt have præsenteret de stakkels finner for noget ordentligt at drikke, men det gik heldivis ikke ud over præstationen. Den største respons fra publikum, målt på moshpit, tilfaldt denne aften Cadaveric Incubator, da stemningen i salen blev løssluppen og gik fra masser af næver i vejret i respekt til den fornemste dans i metallen.
Convulse har haft skiftende succes ved tidligere møder med København. Til Kill-Town Death Fest i 2013 var de seje og havde som resten af festivalen en stærk opbakning fra publikum. De, altså publikum, svigtede til gengæld året efter på Stengade, hvor et godt band måtte kæmpe en brav kamp for at få en fest ud af et alt for lille publikum.
Heldigvis var Extremel Rotten Death vol. 2 flot besøgt af publikum, og som med kollegerne på scenen før dem tog folk godt og veloplagt imod Convulse. Igen med en fed, knusende lyd med godt med power og volumen bag, hvilket gjorde det let at nyde finnernes flashback til 1991 og udgivelsen 'World Without God', som Rami Jämsa på guitar og vokal sammen med sine to bandmedlemmer denne aften gjorde stor ære. Endda selvom bandet i dag spiller med en guitarist mindre, end da albummet udkom, men Jämsa er heldigvis en glimrende guitarist, som sammen med sin solide rytmegruppe fik det til at køre, som det skulle.
'Putrid Intercourse', 'False Religion' og afslutteren 'Powerstruggle of Belief' viste et stærkt band, der uden et større scenesetup formåede at fastholde de fremmødte i musikken, selvom det primære i sceneshowet var lidt spredt headbangen. Foruden den velspillede dødsmetal, forstås.
Koncerten var ikke frygteligt lang, kun godt 40 minutter, og sætlisten på gulvet røbede da også lidt mere, som vi så ikke fik. Nederst fremgik nemlig 'Cycle/Deathstar/Inner', som kunne være et medley af 'Cycle of Revenge' fra skiven af samme navn, 'Deathstar', det nye nummer, som bandet på Facebook har røbet er klar,r og så 'Inner Evil' fra 2013-ep'en med samme titel. Især førstnævnte nummer ville have været interessant som brud på den mere klassiske, undergrundsdød med et twist mod noget mere melodisk og lettere psykedelisk. Omvendt ville det så måske også have været et brud på en koncert med en fin rød tråd i sporet for oldschool dødsmetal.
Et medley eller én af sangene efter forgodtbefindende? Eller dem alle? Det vides ikke, og der var ikke lang tid at vente på, om finnerne kom tilbage til mere, for kort efter Convulse gik af scenen, gik Undergangs bassist, som venligt havde stillet med basforstærker, så de tilrejsende finner kunne rejse let, i gang med at pakke basforstærkeren ned. Slut på et fornemt arrangement, der både gav smag af klassisk Kill-Town Death Fest og sommerens koncerter under åben himmel.
Karakterer
Chaotian - 3
Undergang - 4
Cadeveric Incubator - 4
Convulse - 4