KTDF '22: Lørdag. En kulmination.

De tredjedags-opstandne kvitterede med god stemning, da endnu en dag med et fantastisk dødsmetalprogram skulle gennemleves.

“Cryptic Brood er lige gået på!” står der i SMS'en. “Hvad!? Jeg troede at de gik på 16.30? Ér på vej..” får jeg skrevet tilbage.

En uheldig tastefejl i store dele af publikums programmer, samt på nettet gør, at jeg går glip af Cryptic Brood; nogle af dem jeg ellers havde set rigtig meget frem til, og et band hvis sidste fuldlængde var en af årets personlige favoritter i 2019. Jeg haster gennem et smukt solbeskinnet København, og når da også lige at overvære de sidste to-tre numre med bandet i Byhaven. Sådan er livet. Pumpehusets byhave er fyldt, og der er godt i gang i folk foran scenen. Det er i det hele taget tydeligt, at der med dagens udendørs-koncerter er ekstra godt gang i den i Byhaven med solskin, øl og dødsmetal.

Mere mat er stemningen indenfor. Jeg går en runde, og tager ind hvad der måtte komme. Mere end én festivaldeltager har fundet ro til tømmermændspleje nedenunder på bænkene denne tredjedag, og ovenpå er enkelte ved at stille sig klar til koncerten med Engulfed. 

Da tyrkiske Engulfed går i gang på hovedscenen er det for relativt få mennesker. Folk hænger stadig fast i solskinnet udenfor. Heldigvis bliver gulvet lige så stille fyldt op, og koncerten går hen og bliver den bedst tænkelige start på dagens indendørs-program. De er yderst velspillende og deres karakteristiske blanding af den lettere rådne død med rolige deathdoom-passager passer perfekt ind i stemningen her på Kill-Town Death Fest tredje dag og det er halvt inde i sættet en helt fyldt Main Stage.

Lidt samme stemning spores ved Proscriptions koncert på Black Stage klokken 18.00. KTDF-deltagerne skal tydeligvis lige i gang denne dag, og folk er stillestående og nikkende. På en måde som bandet og bandets lyd selv; den mere indadvendte stil. Den lettere blackede død passer godt ind og underetagen er godt proppet. Jeg selv skal også lige i gang, så sidst i koncerten prioriterer jeg lidt øl og hygge udenfor.

Egentlig er der aldrig “få” mennesker til koncerterne på KTDF. Det er en genrefestival med 600 deltagere og et program med yderst velvalgte og udsøgte bands af endog meget aktuel karakter. Fingeren er absolut på pulsen i genren. Som tidligere skrevet er programmet lagt med sådan en respekt, at ingen bands overlapper hinanden – og samtidig har man oftest tid til øl og socialisering mellem bands. Det er svært at komme på en bedre måde end det.

Da klokken er slået 19.00 lader det til at vi alle for alvor er kommet i gang, og stemningen er høj foran Main Stage i minutterne op til koncertstart. Australske Faceless Burial skal give deres første koncert i Europa nogensinde og bandet bliver taget godt imod. Vi bliver mødt af robust og chunky dødsmetal i lettere klassisk NY-style men med moderne livtag. Præcis som vi kender dem, og der er indimellem godt gang i pitten hvor der slåsses og moshes. Faceless Burial giver en god og godt optændt koncert og får for alvor startet aftenen!

Jeg kender ikke Sijjin og deres thrashede død fra Tyskland. Af en eller anden grund har jeg aldrig bidt mærke i dem, så det er med et helt rent lærred, jeg stiller mig ind foran Black Stage. Bandet er helt ude over scenekanten med det samme, og publikum godt med fra første strofe. I mine noter får jeg blandt andet skrevet “rowdy”, “maskulint” og også ordet “nosset”.. Det ér lidt den energi man får fra især forsanger Malte Gericke, der er klædt som en, der var vild med Pantera i 90erne, og sikkert ville kunne nogle metoo-jokes hvis analogien ellers fungerer. Hans vokal er dog yderst grum og det er et glad og velspillende band vi oplever denne aften. Sijjin leverer alt hvad man har brug for udi højt BPM, god lyd og masser af smadder. En koncert med vild energi og længde på over 50 minutter. Faktisk går jeg før de er færdige, for jeg skal op og være klar foran Main Stage inden Dead Congregation går på klokken 21.00. Jeg får grebet en hurtig øl i baren og begiver mig op mod den voksende forsamling.

 Der er fuld plade på Dead Congregation, der går på foran et fyldt gulv som øjeblikkeligt bryder i brand! Folks øl skvulper ud over dem selv og dét jeg i det forrige show kaldte for “rowdy” blegner hurtigt i disse grækeres nærvær. Vi taler fuld smadder, med et publikum der foran scenen er overordentligt tændt og klar på fest. Koncerten går sammen med Asphyxs show hen og bliver et af de længste på KTDF ‘22. Det er ikke bare en god koncert fra Dead Congregation – men også en hård lektion og magtdemonstration udi moderne forhærdet dødsmetal.

Man skal altid lige have pusten. Lige ud og køle af i sommeraftenen i Byhaven, der på dette tidspunkt af aftenen er fyldt til randen med øldrikkende og rygende festivalgæster der bliver forkælet af DJ'sene, som blaster alt fra Entombed over Suffocation til nyere død ud over det sortklædte folk, der kvitterer med fællesskål og hygge. 

Da Concrete Winds går på klokken 22.00 er det også et band jeg ikke har det store kendskab til. Det er altid spændende. Det er en godt smadret stemning der venter mig indenfor, hele undersalen er proppet og folk står som sild i en tønde. Bandet er godt tændte og publikum er en god blanding af folk der går amok i pitten og tredjedags-smadrede folk der roligt står nede bagved og nikker med, med øl og drinks ud over det hele. En perfekt smadret stemning på Black Stage. 

Jeg har stillet mig helt op til scenen. Om få minutter går mægtige Asphyx på. Bandet, der siden dannelsen i 1988 og første fuldlængdealbum i 1991 har været garant for tung, doomet dødsmetal af den europæiske gode slags. Jeg har – vist nok – ikke set dem før, og pludselig går de på. Glade, afslappede og tydeligt erfarne går bandet i gang på den helt proppede overetage, der udgør Main Stage på KTDF. Alle i rummet er med og bandets arv og kvalitet kan ikke fornægtes. Deres karakteriske lyd fylder og lægger sig dikterende tungt på Pumpehuset, som kvitterer med en god og positiv stemning over for de europæiske sværvægtere. Et dødsmetal-mekka med 600 deltagere og et klassisk band på dette niveau er et match made in hell, og det er helt perfekt. Asphyx sparer ikke på noget og koncerten bliver, som tidligere nævnt, en af de længste på årets Kill-Town Death Fest indtil videre. 

Det er ikke meget jeg når at puste ud efter Asphyx-oplevelsen, før det, der går hen og bliver aftenens sidste band, går på i minutterne umiddelbart efter. En stuvende fyldt og godt bedugget Black Stage tager imod amerikanske Witch Vomit, som spreder sit heksebræk ud over gulvet og lige i ansigtet på det energiske dansegulv, der kan lide det. Det er smadret, det er hidsigt, det er Witch Vomit. Råddent og molestreret. Der er godt gang i barerne og gulvet flyder med øl. Bandet leverer en god koncert og publikum er supertændte.

Jeg er nået dertil hvor øllene bør have selskab af noget mad, gamle og nye bekendtskaber har haft deres indflydelse på alkoholpromillen og lige i KTDF-ånden står der en vegansk madvogn lige uden for Byhaven på Studiestræde. Ret perfekt og i god tid når jeg indenfor for at gøre mig klar til aftenens sidste navn Vanhelgd. Jeg bliver dog mødt af en afspærret trappe op til hovedscenen og en flink mand der fortæller mig, at Vanhelgd har måttet aflyse på grund af Corona. Åbenbart lader det til at være en information ikke alle har nået at opfatte, deriblandt mig. 

Det går op for mig, at årets KTDF er slut - for mit vedkommende.

Søndagens program byder på lækkerbiskener som Encoffination, Krypts, Carcinoid og ikke mindst Mortiferum der skal sprede sin ækle død ud over Kill-Town Death Fest. Jeg selv skal dog hjem til familien og op og på arbejde alt for tidligt mandag morgen.

Kill-Town Death Fest er en fantastisk festival. En af dem, folk rejser fra store dele af verden for at opleve og deltage i. Man møder folk fra Japan over USA til Tjekkiet og Frankrig – og man forstår det godt. Et bedre, mere aktuelt program indenfor dødsmetal er ikke let at finde og folkene og stemningen er fantastisk. Fantastisk god. Jég sidder i hvert fald her, godt brugt og med festival-blues og glæder mig til næste år.