Langt og helt for sig selv
Meshuggah har med ’Immutable’ udgivet deres længste plade, og den kunne de måske godt have trimmet lidt, men musikken er stadig i særklasse.
02. The Abysmal Eye
03. Light The Shortening Fuse
04. Phantoms
05. Ligature Marks
06. God He Sees In Mirrors
07. They Move Below
08. Kaleidoscope
09. Black Cathedral
10. I Am That Thirst
11. The Faultless
12. Armies Of The Preposterous
13. Past Tense
’Immutable’ betyder, at man ikke ændrer sig over tid. Sådan kan man måske godt klassificere Meshuggah, der i 30 år har stået for en helt særlig musikalsk stil og inspireret en hel generation af musikere. Men Meshuggah har ikke stået helt stille. Godt nok er de stadig de samme musikere, de har været i mange år, men her på deres niende studiealbum eksperimenterer de dog alligevel en smule.
For pladen åbner med den rolige ’Broken Cog’, der viser Meshuggah fra en nær melodisk side. Det tager dog ikke lang tid, før man genkender den klassiske Meshuggah-lyd med de fantastiske trommer fra legenden Tomas Haake og den synkoperede guitar fra Mårten Hagström og Fredrik Thordendal. Parløbet i Haake og Hagström har i årtier sørget for de her vanvittige polyrytmer, der er forsøgt kopieret i hobetal, men ingen når dem til sokkeholderne.
Den vanlige lyd bliver da også kun bekræftet af Jens Kidmans vokal, der er lige så stærk og vred, som den alle dage har været det. På den måde er Meshuggah bestemt ’Immutable’ i den forstand, at vi på pladen får en lyd og melodier, der vil føles velkendte for fans af bandet. Der, hvor Meshuggah dog alligevel vover sig ud på tynd is er ved også at være mere afdæmpede og har hele tre instrumentale skæringer på pladen. Den ene, ’They Move Below’ er på hele 9 minutter og 35 sekunder. Alene længden gør, at man fristes til at sige, at det er hovedretten i den 66 minutter lange plade, der strækker sig over i alt 13 numre. For det er bestemt en velkomponeret sang, der væver sig ind og ud af forskellige tempi, rytmer og niveauer. Den starter langsomt ud, bygger op, bygger om og fortsætter bare i en evighed.
For Meshuggah har lavet en lang plade. Som sangskriver og guitarist Mårten Hagström selv siger om pladen:
- Vi vidste ikke om vi skulle lave en ny plade. Vi vidste godt, vi kunne, men ville vi? Det måtte vi beslutte os for. Vil vi det her eller hvad? Efter lange debatter internt i bandet besluttede vi os for at lave en plade med så få begrænsninger som muligt. Vi ville gå ind og lave en plade, der lød så cool som muligt. Ingen nervøsitet og bare se det som en mulighed. Hvordan udfordrer vi os selv og indfrier egne ambitioner? Ret hurtigt fik vi et udgangspunkt, alle begyndte at skrive og da først bolden rullede, sad vi pludselig og diskuterede hvor mange sange, der skulle skæres fra!
Så Meshuggah har ikke manglet materiale, og i den proces burde de måske alligevel have skåret lidt hårdere ind til benet, end de faktisk gjorde. For ’Immutable’ er lang. Hvilket førnævnte nummer også vidner om. Meshuggah leger, og det er tydeligt, at de nyder at spille musikken. De har deres helt særlige groove, og den lomme kan de godt lide at være i sammen.
Det tekniske niveau er stadig skyhøjt, og det kan også høres på første single ’The Abysmal Eye’:
Vi var svært begejstrede for den forrige ’The Violent Sleep of Reason’ fra 2016, hvor Meshuggah blev mere organisk end den foregående ’Koloss’ fra 2012. Her på ’Immutable’ er de stadig organiske, levende, eksperimenterende og flydende – nærmest legende i deres tilgang til musikken. Der er bare lidt for meget af den, og så når man at blive træt i pladens anden halvdel. Der er dog ingen tvivl om, at for bandets fans gemmer der sig en perlerække af nye, musikalske lækkerier fordelt på de 13 numre og 66 minutter.