Smilende Meshuggah

Populær
Smilende Meshuggah

Meshuggah er blevet mere ligefrem og groovende på bekostning af ondskaben, og det kan godt ærgre lidt.

Kunstner
Titel
Koloss
Dato
26-03-2012
Distributør
Forfatter
Karakter
3

Så blev det endelig tid til et nyt Meshuggah-album, hvilket mange har set frem til. Det nordsvenske orkester har nemlig gennem sin kompromisløshed været genredefinerende, og står som skaber af genren djent. Bands der kalder sig selv for djent, er dog noget mere poppede i deres omkvæd end Meshuggah nogensinde har været, for svenskerne har altid holdt sig til det dystopiske og forvrængede, og det har ikke ændret sig meget på den nye 'Koloss'.

Det vil være forkert at kalde Meshuggahs musik enkel, da musikerne udfører nogle rimeligt halsbrækkende badutspring på deres instrumenter. Alligevel kan man godt tale om en hvis enkelhed i kompositionerne på 'Koloss', da bandet som regel holder sig til variatoner over et enkelt riff. Dén tilgang finder man også på 'Koloss', men man finder også flere stemningsskabende guitarindslag bagerst i lydbilledet, end man plejer at høre fra den kant.

Det overordnede indtryk af 'Koloss' er mørkt og langsomt, selvom man også finder hurtigere tracks på den, såsom 'The Demons Name Is Survaillance' og 'The Hurt That Finds You First'. Og selv om om lydbilledet med de fjerne guitarfigurer, er mere lagdelt, så er stemningen ikke så ond som den var på især 'Catch 33' og til dels 'ObZen'.

'Koloss' er derimod mere groovende, end man hvad man ellers har hørt fra Meshuggah, og på sin vis mere lige-ud-ad-landevejen og legesyg. Selv om disse Meshuggah-fjerne egenskaber forløses fantastisk på blandt andet 'Break Those Bones Whose Sinews Gave It Motion' og 'Demiurge', så kan man nu godt savne det menneskefjendske i musikken, som bandet ramte bedre på tidligere udspil, og som var med til at gøre Meshuggah til noget specielt.

Kort sagt så er 'Koloss' en god plade, men den er ikke frygtindgydende, og i den forstand er den lidt skuffende.