Kort og Godt: Lækker død du måske, måske ikke, missede i 2022?
Et år går hurtigt! Ingen af os kan nå at høre alt det vi gerne ville. Vi har derfor samlet 12 lækre dødsmetal-udgivelser som måske, måske ikke, er gået under din radar i år??
Året 2022 var i dødsmetalgenren ikke kun et år med fede albums fra Faceless Burial, Mortuous, Altars, Dysgnostic, Molder, Immolation, Chaotian, Phobophilic, Imprecation, Sedimentum, Deathsiege, Strychnos, Corpsessed – og for eksempel et soloudspil fra selveste Mr. Corpsegrinder! Nej, også i denne fantastiske metalgenre udkommer der hver uge meget mere end de fleste kan overskue. Vi har været bagudskuende og samlet et par af dem der ville være synd at misse for vakse dødsmetallere og andre infesterede.
De rådne gutter i New Jersey-bandet Blasphematory udgav fredag d. 13. maj deres anden fuldlængdealbum ‘The Lower Catacombs’ – en helt igennem miserabel og rådden omgang klassisk moderne død lige til at blive glad i låget af. Slapt og klamt. Fæle dødsmetal-riffs, ond og afsporet vokal og degenererede singleguitars som var det indspillet i stanken fra et lighus med strømsvigt. Legemliggjort død på plade – Gå ikke glip af dét!
På den anden side af atlanten udgav det unge London-band Vacuous deres debutalbum ‘Dreams of Dysphoria’. Efter en årrække med udgivelse af en EP og et livealbum på kassette (selvfølgelig), var tiden d. 14. oktober kommet til det første fuldlængdealbum som blev hypet godt op, med god grund. På ‘Dreams of Dysphoria’ er der både plads til den sønderrivende, højtpulserende død samt de mere rolige, eftertænksomme stykker med rum til melodiøs og eftertænksom singleguitar. En atmosfærisk størrelse og klart et af de bedste debutalbums i dødsmetalgenren i år.
Italien er ikke kun et land der beriger os med lækre barbersaloner, god vin og klassisk organiseret kriminalitet. Også på dødsmetalfronten kan de et eller andet og Cosmic Putrefaction udgav d. 6. maj ‘Crepuscular Dirge For The Blessed Ones’. Bandet består af 28-årige Gabriele Gramaglia, der spiller alle instrumenter selv, og dette tredje album fra Cosmic Putrefaction er absolut et af årets bedste albums i dødsmetalgenren – netop fordi det rækker meget længere ud end kun denne ene genre. Dygtigt eksekveret dødsmetal, der helt klassisk er turbulent og kvælende, men samtidig har melodi, synth og plads til nærmest ambiente stykker med kor. Eksperimenterende, kreativt og et værk, der bør opleves fra ende til anden!
Mere råt, simpelt og ind til benet er det på amerikanske Pneuma Hagions andet album ‘Demiurge’ der udkom d. 21. juli. Texanerne serverer benhård, no-nonsense dødsmetal af den allerhårdeste karat, og er for undertegnede gået hen og blevet et af de allermest spillede i år. Der ingen plads til pjat. Det er simpelt, primitivt og hårdt som ind i helvede.. Ligesom livet og god dødsmetal, indimellem, skal være.
Japanske Pharmacist har de seneste år bevæget sig fra deres udgangspunkt i grindcore til mere og mere en retning af dødsmetal. Denne blanding er at finde på deres andet album med den mundrette titel ‘Flourishing Extremities On Unspoiled Mental Grounds’ der udkom d. 10. april. Et helt igennem ekstremt og gory album med klassiske dyder som temposkift, breaks og skift i temaer. Er du til klassisk Pathologist, kunne Pharmacist sagtens være dig!
Engelske Qrixkuor udgav d. 1. december EP'en med det 25 minutter lange nummer ‘Zoetrope’. En mareridtsagtig rejse ind i et dunkelt klaustrofobisk og undertrykkende mørke med sadistiske tendenser. Et hjemsøgende, men fængende stykke lydkunst der både er ondt og smukt i sin fortvivlede kataklysme. Et lille mesterværk.
Hvad er der med italienske multiinstrumentalister? Bekor Qilish består af Andres Bruzzone, der d. 17. juni udgav sit debutalbum ‘Throes of Death from the Dreamed Nihilism’. Man kunne kalde genren for avant-garde dødsmetal, for det er eksperimenterende, kreativt og overraskende hver gang du lige er begyndt at føle dig hjemme. Synth-flader over tech-death til lange, dissonante stykker distorted ambient.
Amerikanske Universally Estranged formår på én og samme tid at please hulemanden i os med klassisk primitiv død og samtidig på en måde være melodiske, atmosfæriske samt tekniske og krydre det hele med frit svævende soloer – samt tilsætte synth som underlag. Albummet ‘Dimensions of Deviant Clusters’ udkom d. 27. oktober, og har ikke gjort meget væsen af sig herhjemme. Houston-drengene her har helt sikkert fat i noget rigtigt, og stikker ud som kreative i en genre med mange om budet.
Der er ingen tvivl om det. Det har været et fantastisk dødsmetalår i Italien, og da bandet Assumption d. 20. maj udgav det super tunge album ‘Hadean Tides’ kunne det temmelig sikkert måles på richterskalaen. Jovist, de har førhen været endnu langsommere men ‘Hadean Tides’ er en ganske lækker blanding af death og doom med masser af delikat tristesse der både kan tilfredsstille doom- og dødsfolket.
South Carolina-drengene i Psionic Madness spiller det man kunne kalde progressiv dødsmetal med grindcore-elementer hist og her. Atmosfærisk, sønderrivende og indimellem nærmest progget i lyden. Deres andet album ‘Rotting Dominion’ udkom d. 29. oktober, og byder på ægte organiseret samt dygtigt eksekveret kaos med melodi og sjæl. Samtidig er det hårdt og tungt som fanden.
Dødsmetalgenren er heldigvis en bred størrelse og svenske Floating udgav d. 6. september albummet ‘The Waves Have Teeth’. Et sjældent hørt stævnemøde mellem død og post-punk, som bliver til et tilbagelænet, obskurt og samtidig energifyldt stykke melankoli. Store, åbne collager med dissonant postpunk-feeling over for growl og kaotiske riffs. Nogen har kaldt deres lyd for “Tears For Fears i Corpse Paint” og det er måske lige at strække den, for det ér dødsmetal, men charmerende svært at definere. Bedøm selv.
Spanske Ataraxy udgav deres tredje album ‘The Last Mirror’ d. 17. juni. Et sommeralbum med bidende, depressiv vinterkulde af højeste ildevarslende kvalitet. Tonstung doomy og gloomy dødsmetal med delikat desperat vokal i et, på en og samme tid, brutalt og atmosfærisk miljø. Numrene kan stå alene, men opleves bedst som et samlet værk fra ende til anden. Trods lange flader bliver det aldrig repetitivt – melankoli eksploderer i vold, og den brutale råhed forvandles til eftertænksom tristesse. Spansk dødsmetal i verdensklasse.