Heller ikke hulepindsvinetræerne vokser ind i himlen
Populær
Tiden er fløjet, siden Porcupine Tree gik separate veje. Efter 11 års hemmelige aktiviteter er de nu tilbage med nyt – men er det så starten på et smukt, nyt kapitel?
2. Of the New Day
3. Rats Return
4. Dignity
5. Herd Culling
6. Walk the Plank
7. Chimera's Wreck
Et spørgsmål, end ikke bandet selv har et svar på. Siden Porcupine Tree gæstede Roskilde Festival kort inden opløsningen, har håbet om at se den britiske kvartet føre progfanen videre været meget spinkelt. Især frontmand og sangskriver Steven Wilson har, med sin omfattende solokarriere og sideløbende aktiviteter, ofte i interviews taget afstand fra tanken om at søge tilbage til sine rødder, på trods af den flittige efterspørgsel. Selvom jeg så flere tætpakkede koncerter med dem på Store Vega tilbage i 00erne er der dog ingen tvivl om, at interessen for Porcupine Tree kun er blevet større og større med tiden – ikke mindst i årene efter de gik hvert til sit. Deres øre for melodi, metallisk kant, atmosfære og komposition stod stærkest på plader som 'In Absentia' (2002) og 'Fear of a Blank Planet' (2007), og det er derfor en stor arv at løfte, når nu det store spørgsmål stilles: Er det den endelige afrunding af Porcupine Tree-kapitlet, eller det blot er starten på deres videre færd.
Da det første bandbillede kom ud, var vi mange, der studsede over fraværet af Colin Edwin. Bassisten, der siden 1993 har lagt den varme, pulserende bund, men som efter sigende har mistet kontakten til sine tidligere bandfæller – i øvrigt uden yderligere forklaring. Porcupine Tree er derfor i dag en trio bestående af de resterende tre medlemmer i form af Steven Wilson (sang/guitar/bas), Gavin Harrison (trommer) og Richard Barbieri (keys).
Fra morfar-sjæleren til det paranormale
Hvis man skulle være i tvivl om Wilsons skills på den firstrengede indledes pladen med en funky demonstration af samme, inden Harrison slår i med trommesporet til 'Harridan'. En spændende, otte minutter lang skæring, som på sin egen, udfordrende vis minder om 'Luminol', der åbnede Wilsons tredje solo-skive. Vi kommer både igennem indfølte vers, metalliske crescendoer og legende genopbygninger, inden Wilson står alene tilbage i lydbilledet det sidste minut med akustisk guitar og følger 'Harridan' til dørs.
'Of the New Day' følger efter og er, med undtagelse af nogle hurtigt afviklede, dissonante rock-outs, en sørgmodig ballade à la hvad vi hørte fra dem i slutningen af 90'erne, uden dog at have de samme kvaliteter. Gentagelserne og oversentimentaliteten kammer over, og repetitionen er desværre et mønster, som, ja, gentager sig lige rigeligt pladen igennem. Ikke mindst på 'Dignity', der er den dur-melodiske mid-tempo morfar-sjæler, der af uforklarlige årsager slæber sig afsted over otte stive minutter uden rigtig at føre nogen vegne, og klart er pladens mest overflødige indslag, hvor kun den distortede bas, der forstærker sangens slæbende tempo fire minutter inde, giver lidt momentarisk modspil. 'Walk the Plank' er til gengæld en af pladens mest dystre og eksperimenterende indslag, hvor Barbieri fylder mest i lydbilledet, i det fraværet af guitar erstattes af vokaleffekter og tungere keyflader, for ikke at glemme Harrisons eminente sans for det underspillede.
Det er dog især på 'Rats Return' og 'Herd Culling', at vi får demonstreret Harrison, når han går mere teknisk til slagene. Sange, der begge kæmper med de førnævnte repetitioner, men som om ikke andet kan nydes alene for Harrisons skæve, metalliske ”start-stop”-takter, mens Barbieri svæver henover det hele med sine dystopiske soundscapes. Lytter man til teksterne er 'Rats Return' dedikeret til hykleriske politikere såsom Donald Trump og Boris Johnson, der, ifølge et interview med Wilson, udadtil påtager sig en interesse i folkets ve og vel, men dybest set bare vil redde sig selv. 'Herd Culling' er til gengæld inspireret af de hyppigt omtalte, overnaturlige hændelser ved Skinwalker Ranch, boostet af Wilsons, i dette tilfælde, forstærkende gentagelse af 'Liar'-refrænet for at signalere folkets interne diskussion om, hvem der mon har ret i spørgsmålet om det paranormale.
Endelig rundes pladen af med den drømmende 'Chimera's Wreck'. Introen bygger langsomt op, som vi kender det fra Steven Wilsons 'Drive Home', inden pulsen pumpes stille og roligt op med pulserende bas og schwung i trommerne fire minutter inde. Lidt nudelsnørklet guitarspil fører os videre til pladens lange outro, hvor både soli, intrikat fingerspil og distortede riffs veksler frem og tilbage og giver os den kortvarige illusion om, hvordan det hele gerne måtte have spillet hele pladen igennem.
Der er bestemt nok af højdepunkter at tage fat på undervejs igennem 'Closure/Continuation' - ikke mindst på 'Harridan' og 'Chimera's Wreck' i hver ende af albummet, hvor parallellerne til den organiske sangskrivning, vi kender bedst fra Porcupine Trees side, står skarpest. Der skal heller ingen tvivl stå om trioens musikalske finesser, omend sangene ikke musikalsk udfordrer dem nok, til at vise deres fulde råderum. Barbieri forholder sig fx meget i baggrunden som den ambiente lydekvilibrist uden at træde tydeligt i karakter. Harrison er suverænt den bedste instrumentalist af de tre, og spiller da også fremragende hele pladen igennem med masser af små, tekniske twists – men man sidder bare ofte med billedet af, at han slet ikke udfordres nok, og han ofte fastholdes unødvendigt længe i samme trommemønstre, uanset hvor vel eksekverede de så end måtte være. Wilson overrasker faktisk på sin vis mest, netop fordi han sjældent er hørt spille bassen så dynamisk som tilfældet er her, mens det er godt at høre ham smide mere tung distortion på spaden igen ovenpå de sidste par solopladers mindre rockede output.
Vi kommer desuden heller ikke udenom de auditive kvaliteter, hvor Wilsons ry for at have øre for de gode produktioner ikke fornægter sig. 'Closure/Continuation' lyder krystalklar med sans for de små detaljer, ikke mindst fra Barbieris moody synths. Det ændrer dog ikke på, at flere sange er baseret på skabeloner, der varer halvdelen af sangenes reelle spilletid, og hvor kompositionerne i Porcupine Trees storhedstid virkede mere helstøbte end den fragmenterede eftersmag, som vi sidder tilbage med her. Det var ellers nærliggende at tro, at de efter så mange år havde haft tilstrækkeligt med tid til at kigge materialet mere efter i sømmene.
Porcupine Tree lyder på sin vis stadig som sig selv, med hver af de individuelle kvaliteter vi kender fra Wilson, Harrison og Barbieri – men der mangler bare det kompositoriske særkende, der sammen gjorde dem til noget særligt i deres heydays. Der er i hvert fald god grund til at krydse fingre for, at turnéen til efteråret, bl.a. med et headliner-show på Wembley Stadion (og herhjemme på det for længst udsolgte show i Falkoner Salen), giver dem gnisten til at møde hinanden i en højere treenighed, end vi hører på dette første udspil ovenpå 11 års dvale.