Det lystige og det mørke

Populær
Det lystige og det mørke

Det musikalsk overlegne samt en overdådig 70’er-inspireret produktion gør Steven Wilsons tredje soloalbum til en dejlig udgivelse. Så gør det ikke alverden, at sangskrivningen på pladen emmer mere af svævende studieimprovisationer end af det afklarede.

Titel
The Raven That Refused to Sing (and Other Stories)
Dato
25-02-2013
Distributør
Trackliste
1. Luminol
2. Drive Home
3. The Holy Drinker
4. The Pin Drop
5. The Watchmaker
6. The Raven That Refused to Sing
Karakter
4

’The Raven That Refused to Sing (and Other Stories)’ er den storladne og litterære og progressive titel på Steven Wilsons tredje studiealbum som solokunstner. Til trods for titlens tilsyneladende excentriske ambitionsniveau er det en af de mest legende plader i den britiske sangskrivers omtrent 25 år lange karriere. Blottelsen af noget nyt og legende kan selvfølgelig skyldes flere omstændigheder, men har sandsynligvis en del at gøre med den måde, som Wilson har grebet indspilningen af den nye plade an på.

Efter udgivelsen af sit forrige soloalbum, ’Grace for Drowning’ (2011), engagerede Wilson en række sessionsmusikere, som han tog med sig ud på landevejen på sin første tur under eget navn. Disse musikere må have åbnet for nogle musikalske sider af Wilson, som han gerne ville udforske yderligere, for nogle få måneder senere inviterede han mange af de samme musikere med i studiet i et par uger i Los Angeles. Oven i hatten hyrede han det legendariske engineer-geni Alan Parson, og der var dermed lagt i støbeskeen til et lejesvendsalbum i bedste 70’er-style.

Et overflødigt koncept

Noget af det, der gør væsen af sig på pladen, er dens mangel på en såkaldt overordnet struktur. Den musikalske struktur er bestemt ikke noget, en plade per definition skal benytte sig af for at være vellykket, men nu hvor Wilson nærmest altid har dyrket strukturen, kan man ikke undgå at bemærke det, når han for én gangs skyld bevæger sig væk fra sin formel. Og det gør han på det nye udspil, i hvert fald kompositorisk, hvilket har givet mere plads til simple stykker og letopbyggelige, nærmest svævende og tilfældige stykker.

Derfor synes det også lettere paradoksalt, at det nye album samtidig er et konceptalbum, der er baseret på en historie af kunstneren Hajo Mueller, som tidligere har lavet artwork for Wilson til Porcupine Trees ’The Incident’ (2009), og hvis melankolske historie om ensomhed og udstødelse kaldet ’The Raven That Refused To Sing’ Wilson så har bidraget til. Det synes noget mærkværdig at forene ”to ugers koncentreret fri leg i studiet med vennerne” med en konceptramme af denne slags. Heldigvis taler musikken for sig selv!

Et højdepunkt for året

Et af den nye plades seks numre, åbningsnummeret ’Luminol’, er der sandsynligvis flere, der kender på forhånd, eftersom det blev spillet på sidste års tur, der også bragte Wilson og band forbi Amager Bio. Det er på godt og ondt, at dette nummer ikke er sigende for resten af pladen, samtidig med at det er pladens bedste skæring. ’Luminol’ er 80’er-prog a la King Crimson fra Fripp/Belew-æraen med et for Wilson nyt take på beat og drive. Nummeret er nærmest ét langt slapstick-æggende moment af medrivende lir og kan meget vel gå hen og blive et af årets musikalske højdepunkter.

Forskellige ballader

’Drive Home’ derimod er en ballade, der henter inspirationen til sit omkvæd fra Wilsons sideprojekt Blackfield tilsat en noget større grad af epik. Mens første halvdel af denne omtrent otte minutter ”korte” sag er klassisk Wilson-melankoli, skifter sangen stil halvvejs inde, og slutter af med en guitarsolo, der lyder for meget af John Petrucci til at det er rigtig morsomt at inkludere på en plade af Wilson. Soloen er patosblævrende lir og nummeret er pladens svageste.

Det er generelt for pladen, at det er dens ballader og de mere stille stunder, der ikke gør sig så godt. Ud over en smuk og anderledes vokal på tynd is samt en tonalt set saftig guitarsolo har en anden ballade kaldet ’The Pin Drop’ eksempelvis ikke meget andet end uinteressant ståen i stampe at tilbyde lytteren. På ballade-fronten er titelnummeret imidlertid undtagelsen, som til trods for en uheldig Radiohead-vibe alligevel får tilføjet sangen en tilpas mængde excentrisk mørke, som ikke Yorke, men kun Wilson kan skære den, og som vi andre dødelige så kan bruge som en slags stærk overlevelseseliksir, når ens indre lort brænder mest på. Sangen tog tid at vænne sig til, men er blevet til noget særligt med tiden.

Musikalitet og prog

Åbningen på ’The Watchmaker’ leder tankerne hen på en blanding af Genesis’ ’The Carpet Crawlers’ tilsat et twist af sen-60'er-folk, inden den tolv minutter lange semisuites mellemstykke dukker op som en dejlig oase af instrumental varme, hvor især hypertrommeslageren Marco Minneman, guitaristen Guthrie Govan og blæseinstrumentalist Theo Travis fylder meget. Steven Wilson tager da over med en af sine klassiske keyboard-flader tilsat et andet Wilson-kendetræk i form af en nynnende dohdohdohdok-vokal. Sangen bevæger sig derefter over i noget mørkt og bombastisk.

Skyhøje forhåbninger

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Wilson har en helt særlig plads i musikhjertet hos denne skribent. Han har kort sagt været der i tykt og tyndt, og han har fået det til at pulsere mere end de fleste. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at med udgivelsen af en ny Wilson-plade, er der altså et vist musikalsk følelsesmæssigt kick, der skal indfries, før man lader sig blive blæst bagover. Kicket er der på ’The Raven’ - den er fantastisk fed, er den. Den har momenter, der muligvis er svage, men overordnet set er det endnu et album, der markerer Steven Wilson som en af vor tids større progressive genier.

Steven Wilson besøger Vega d. 19. marts. Han er mildest talt kendt for at levere varen live, så der er dømt mødepligt for alle med den mindste interesse. Der er stadig billetter at få, but not for long, gættes der på. 

Se videoen til titelnummeret herunder:



Se en liveoptagelse af 'Luminol' hér: