Roskilde '10 Torsdag: Godt, men skuffende
Populær
Porcupine Tree levede sådan set op til forventningens glæde, men Arena-teltets restriktioner gjorde for meget væsen af sig.
The Blind House
Great Expectations
Kneel and Disconnect
Drawing the Line
Hatesong
Russia on Ice / Anesthetize
Time Flies
Degree Zero of Liberty
Octane Twisted
The Seance
Circle of Manias
Way Out of Here
Bonnie the Cat
Ekstranummer:
Blackest Eyes
Det var med en stor portion forventningens glæde indenbords, at man torsdag aften gik mod Arena for at rocke ud til Porcupine Tree. Med multimusikeren og progprinsen Steven Wilson i front er pindsvinettræet muligvis det band, man mest ihærdigt ser frem til igen og igen at være i liveselskab med. Man bliver så sjældent skuffet i deres musikalske, udefinerbare univers, der på én gang og helt fornemste vis forener et prog-fundament fra 70'erne med den unikke lyd, jazz-vitalitet og slidstærke pop-/rock-/metalkompositioner. Så selv med godt tre håndfulde koncerter på Porcupine-cv'et var det stadigvæk bandet, undertegnede glædede sig allermest til på årets Roskilde.
Så skru da op!
Ligesom det også var tilfældet med flere af årets andre koncerter på Arena, startede Porcupine Tree ud med at spille på et skræmmende lavt lydniveau. Med sit overgreb af et Opeth-inspireret riff, fortjener åbningsnummeret 'Occam's Razor' ellers at blive leveret med en volume, der i hvert fald overdøver sidemandens knævren. Det synes ikke at være for meget at bede om. Åbningen havde til formål at vælte publikum omkuld, og det spændte det lave lydniveau ben for.
Ligeledes var der soniske paradokser på spil. På én gang var lyden overraskende god, og samtidig var den helt forventelig af en noget ringere standard, end hvad man er vant til i selskab med Porcupine Tree. På én gang var det såvel en af de bedste lydoplevelser man til dato har haft under Arena-teltets tag, og samtidig var det uden tvivl den mest skuffende lydoplevelse, man har haft til en PT-koncert. Når de er bedst, er det normalvis en i koncert-regi helt ny verdensanskuelse at tage til en regulær koncert med Porcupine Tree - det var det bare ikke denne aften.
Mest problematisk var det med Wilsons vokal, der flere gange røg ud, og med Colin Edwinds bas, der ofte rungede alt for dybt under teltdugens hårde gummi. Samtidig sad trommerne dog lige i skabet - skruet perfekt op med masser af rum til at fremhæve Gavin Harrisons detaljemættede spil fra bag tønderne. Og ligeledes var der ikke noget at komme efter hos Wilsons mange guitarer, der også alle sad, hvor de skulle - da der altså blev skruet lidt (men ikke nok) op, forstås.
En revideret festival sætliste
Roskilde-koncerten fokuserede næsten udelukkende på sidste års dobbeltalbum, 'The Incident', hvor på de tre første sider består af ét langt sammenhængende 55-minutter nummer. I live-regi er pladen på tour blevet opført i sit hele - hvilket blandt andet var tilfældet, da de britiske koryfæer besøgte Store Vega i oktober sidste år - men som man også havde regnet blev, blev sætlisten koncentreret omkring udpluk fra pladen, plus det løse.
Og vi kom desværre ikke rundt i ret mange hjørner af diskografien: To x fem sammenhængende numre fra 'The Incident' plus et fattigt udpluk af fire yderligere titler. I alt fik vi sange fra fire af bandets ti studieplader. Højdepunkter var der dog stadig flere af.
Med et velspillet og opfindsomt bossanovaspil havde Harrison publikum i sin hule hånd med trommetakterne i 'Drawing the Line', der i sin blanding af musikalsk ligetilhed og Wilsons helt surrealistiske tekstpassager formår at underholde og fascinere samtidigt. 'Hatesong' fra 'Lightbulb Sun'-pladen (2000) var både aftenens mest overraskende og mest klassiske progressive indslag, mens midtersektionen fra 'Anesthetize', hentet fra 'Fear of a Blank Planet' (2007), fik publikum til at koge over i samhørighed med musikken.
Ikke at forglemme koncertens højdepunkt, der dukkede op midtvejs, da der blev tunet ind på den episke 'Time Flies'. Med sin blanding af tydelige applauderende nik til Pink Floyd og en fremragende blanding af det nostalgiske og melankolske i dets tekstunivers, står den distancen og virker hundrede procent hensigtsmæssigt hver gang: Man bliver rørt, man synger med og man fascineres af midterstykkets udsyrede Gilmour-anerkendende solo. Paradoksalt nok synes tiden at stå bomstille i samtlige tolv minutter, som sangen varer.
Det fås vel kun bedre
Porcupine Tree er stor set kun oplevet bedre. De er ikke et festivalband. De har sat en sonisk standard for dem selv, der er svært at få indfriet i et telt som Arena. Musikken er sådan set stor nok til at blæse teltets størrelse op, men deres musik synes bare at egne sig bedre til lukkede rum.
Heldigvis havde Roskilde Festival dog gjort klogt i at placere dem torsdag aften, efter mørket var faldet på. Publikum fik dermed visuel valuta for alle pengene i form af de imponerende Lasse Hoile-instruerede livevideoer, musikken læner sig så meget op af.
Fantastisk var det dog at se et godt fyldt Arena-telt synge glad med på ekstranummeret 'Blackest Eyes', der afsluttede en præcis og tætspillet koncert. Til trods for skår i lydbilledet og en fattig sætliste, beviste Porcupine Tree igen igen igen at de er i en elite helt for sig.