Årsliste 2017 – Trine Sebæk Madsen

2017 har i manges øjne været et sløjt år, rent musikalsk. De gode metalskiver har ikke ligefrem hængt på træerne, og Danmark har fået sin første musical om Tommy og Rasmus Seebach. Heldigvis er der alligevel lidt mørke at se tilbage på, hvis ikke man kan få nok af det i den kolde juletid. 

Årets danske album:

1. Solbrud: 'Vemod' – Solbrud fortsætter akkurat, hvor de slap, og kan med 'Vemod' stadig ses som Danmarks absolutte frontløbere inden for atmosfærisk black metal. Sangene når ikke helt samme intensitetsniveau som 'Klippemennesket' fra albummet 'Jærtegn', men de har alligevel deres øjeblikke, hvor smerte og anger ulmer under overfladen.   

2. Orm: 'Orm' – Det var svært ikke at lade sig rive med af Orms hypnotiserende og støjende sceneshow, da de i november varmede op for Solbrud i Koncerthuset. Pladen af samme navn er også et lyt værd og trækker nådesløst lytteren med ned i et dybt sort undersøisk hul.   

3. Myrkur: 'Mareridt' – På trods af at albummet kombinerer danske og engelske tekster i tåkrummende grad og har sine generelle lyriske begrænsninger, er Myrkurs 'Mareridt' ikke uden lyspunkter. Amalie Bruun bevæger sig længere og længere væk fra de klassiske black metal-elementer, hun blev kendt for, og flirter mere og mere med folkemusikkens organiske udtryk. Noget, der klæder hendes stemme godt. 

4. Slægt: 'Domus Mysterium' – Bandet har en ambitøs klang og et tydeligt internationalt sigte på et album, der også genlyder af respekt for black metal af ældre dato og for fortidens guitarlegender. 

Årets internationale album:

1. SepticFlesh: 'Codex Omega' – Hvis nogen nogensinde igen nævner symfonisk død i verdensklasse, bør de med det samme komme i tanke om græske SepticFleshs pompøse storhedsvandvid fra 'Codex Omega'!

2. Avatarium: 'Hurricanes and halos' – Der findes ikke ret mange kvinder i metalverdenen, der besidder så rå en powervokal som svenske Avatariums Jennie-Ann Smith. Og albummet rummer lækre musikalske referencer til blues og 70'ernes psykedeliske lydlandskaber. Det er let syret, men til stadighed interessant, om end bandet slipper deres greb i doomgenren mere og mere.   

3. Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun' – Det kan næsten ikke blive mere sludget, end det er i selskab med Chelsea Wolfes fortolkninger af et bundløst mørke, der er umuligt at undslippe. Aldrig har hun lydt mere ond, aldrig har hun lydt mere som sig selv. Bravo!  

4. Kreator: 'Gods of Violence' – Selvom andre anmeldere på magasinet ikke var i lutter ekstase, da thrashguderne tidligere i år udgav albummet 'Gods of Violence', kan der alligevel findes en del glæde i de letgenkendelige og repeterende omkvæd. Kreator kan dette, heldigvis sjældent på bekostning af den gode melodi. 

5. Trivium: 'The Sin And The Sentence' – Med den nye trommeslager Alex Bent på holdet lyder Trivium mere hårdtslående end nogensinde før. Man slipper dog ikke helt for ballader, der desuden ikke leveres fyldestgørende af Matt Heafys svækkede vokal, men 'The Sin and the Sentence' bringer alligevel nyt håb for et band, der har trådt vande siden 'In Waves'. 

Årets internationale hit:

Trivium: 'The Heart From Your Hate' – Det er poppet og temmelig syndigt på en næsten radiovenlig måde. Samtidig har Trivium med denne sang leveret et velklingende omkvæd og letgenkendeligt guitarriff, der ikke er til at tage fejl af. Maybe you were right, maybe I was wrong. Det er ikke 'Despacito', men der er ikke meget galt.  

Årets danske hit:

Myrkur: 'Måneblot' – Nummeret, der ligger i lige linje med Ulvers lydunivers, har en helt speciel stemning, som det er svært ikke at dvæle ved med en nostalgisk mine. Teksten er ikke så god, som melodien er ørehængende, men det samlede udtryk virker i den grad. 

Årets genfundne klassiker:

Sodom: 'City of God' - Sidste år udgav Sodom 'Decision Day' og beviste endnu engang deres værd, når det kommer til snavset tysk thrash. Således fik jeg lyst til at genopleve bandets selvtitlede album fra 2006, hvor sangen 'City' of God' heldigvis også er at finde. Jeg bliver stadig temmelig høj på riffet. 

Årets koncerter:

1. The Hellacopters: Roskilde Festival, Arena, 29-06-2017 – Trods alder og lidt lydproblemer i teltet leverede gendannede The Hellacopters en hæsblæsende omgang rock 'n' roll og en attitudefuld lussing i ansigtet på publikum i sommer. Beundringsværdigt og næsten lige så godt som sidste gang, de gæstede Roskilde Festival. 

2. Gojira: Store Vega, 09-03-2017 – Det var ren symbiose, da Gojira besøgte et udsolgt Vega tilbage i marts. Publikum deltog aktivt i bandets godt sammensatte sætliste, og bandet leverede et aggressivt, men også eftertænktsomt show i den bedst tænkelige progressive stil. 

3. Avenged Sevenfold/Disturbed/Chevelle: Royal Arena, 04-03-2017 – Det var et kæmpe udstyrsstykke, da de tre store og meget forskellige bands i marts gæstede Royal Arena. Man kan mene, hvad man vil om egocentriske David Draiman og søvndrukne Sinister Gates, men sceneshowet kunne kun efterlade én måbende. 

4. Aborted: Wacken Open Air, W.E.T. Stage, 03-08-2017 – Det var ondt, det var hårdtslående, og så foregik det alt for tidligt på dagen og for et alt for lille publikum. Det er svært at varme op for mægtige Nile, men flere skulle have set Aborted og lært, hvordan det skal gøres! 

5. Kreator: Wacken Open Air,  05-08-2017 – Kreator viste tænder den sidste dag på Wacken Open Air og gav publikum det skub energi, de havde brug for. Mudderet fyldte lige pludselig lidt mindre i ens bevidsthed, når man havde mulighed for at skråle med på 'Satan Is Real'. 

Årets internationale navn:

SepticFlesh - Hvorfor disse dygtige musikere ikke er på fleres læber, er en gåde. I år har de for alvor fortjent det. 

Årets nye danske navn:

Slægt – Bandets udspil har som før nævnt potentiale til mere og rækker ud over Danmarks grænser.  

Årets comeback:

Alice Cooper: 'Paranormal' – Efter et par ligegyldige album er Alice Cooper tilbage på rette spor med 'Paranormal', der var værd vente seks år på. 

Det overså jeg i 2016:

DevilDriver – 'Trust No One' fra 2016 har faktisk nogle overraskende, fede momenter, der ikke burde overses i den grad, det er sket.  

Årets optur:

At opleve Solbrud i Studie 3 i DR's koncerthus under anderledes intime omstændigheder end normalt. Hold da sunshine, der var god lyd!

Årets største skuffelse:

Trivium på Wacken Open Air i år. Forfærdelig, forfærdelig lyd og et ærgeligt forsøg på at synge sig igennem en koncert.  

Største ønske for 2018:

Overraskende og fede musikoplevelser, der dukker op ud af det blå. Nyt og originalt materiale fra talentfulde musikere. 

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

At genopleve Deftones på Copenhell og så naturligvis at skamlytte Machine Heads kommende album 'Beyond The Pale'.