Græsk grusomhed alle gange ti
Populær
Septicflesh udgiver igen atmosfærisk og ambitiøst storhedsvanvid på deres tiende album, 'Codex Omega'. Det cementerer bandets pompøse stil og deres krav på anerkendelse inden for genren.
2.3rd Testament
3.Portrait of a Headless Man
4.Martyr
5.Enemy of Truth
6.Dark Art
7.Our Church, Below the Sea
8.Faceless Queen
9.The Gospels of Fear
10.Trinity
Hvis ikke man mener, at Grækenland har nok ruiner at byde på i forvejen, kan man meget vel smække Septicfleshs nyeste udgivelse på anlægget og lade sig omslutte af total musikalsk ødelæggelse og angstprovokerende hæslighedsæstetik.
Mit første møde med bandet var til en decemberkoncert i Store Vega i 2008, hvor de varmede op for Moonspell, Cradle of Filth og Gorgoroth, og ved man, hvor på internettet man skal lede, kan man også finde min anmeldelse fra dengang. Allergiske reaktioner mod gængse teenagestavefejl kan forekomme.
Man kan dog ved gennemlæsning konkludere, at det dengang slog mig, hvor dygtige musikerne i Septicflesh performede live, både hvad angik det atmosfæriske udtryk og den autentiske indlevelse, men også at jeg ikke før havde hørt om bandet, der har eksisteret siden 1990, hvis man altså ser bort fra pausen mellem 2003 og 2007.
På trods af koncerten var det først ved det store kommercielle gennembrud med albummet 'The Great Mass' fra 2011, at jeg blev fuldt ud bevidst om bandlederne og brødrene Antonious reelle slagkraft og evner udi det storladne.
Mens Christos Antonious ' kandidatgrad i orkestral musik danner grundlag for dynamiske strygerkampe på den kompositionelle slagmark og teatralske korpassager, forstår den ældste bror Spiros med sin dybe, gennemførte growl at lægge et solidt grundlag for mørk og ond afguds- og afgrundsdyrkelse. Det er interessante dynamiske drivkræfter, som andre bands inden for den symfoniske dødsmetal har leget med, men aldrig på så gennemført vis som hos Septicflesh, hvor orkestret og koret aldrig får lov til at overdøve tilstedeværelsen af Spirous Antonious besynderligt majestætiske growl og leadguitarist Sotiris' messende rene vokal.
Albummet 'Codex Omega' er næsten på højde med henholdsivs 'Communion' og 'The Great Mass', og derfor en rar overraskelse efter bandets forrige og knap så velskrevne album 'Titan' fra 2014, der mest af alt virkede som et resultat af en lidt for hårdt vredet karklud.
Men leder man efter decideret udvikling fra de to førstnævnte album på 'Codex Omega', vil man nok blive efterladt med skuffelse. Albummet er nemlig ikke eksperimenterende, men fungerer i stedet som en cementering af stilen.
Septicflesh har fundet deres stil, og det lyder godt fra begyndelsen, når tonerne slås an i intronummeret 'Dantes Inferno', der på klassisk Septicflesh-vis forener hurtige trommer med strygersekvenser og dommedagskor. Pessimisten vil nok hævde, at der med dette album er en fare for at gå i stå, men sorgerne bør ikke tages på forskud. Ikke nu, når de netop klinger så godt, implementeret i det mørke og den teatralske håbløshed, som bandet atter engang mestrer til fulde. Således vil fans af bandets bedste tidligere orkesteralbum næppe blive skuffede, mens andre måske allerede nu vil positionere sig med hænderne i siden. Jeg hører til blandt de førstnævnte.